Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vejle får nyt stort center: Apollo Fitness genopstår

Jon Slot Hansen og Anja Nielsen har privat dannet par siden august sidste år. Nu går de sammen professionelt og skaber et fitnesscenter, som de forventer vil åbne omkring jul i år. Foto: Michael Svenningsen

Vejle får nyt stort center: Apollo Fitness genopstår

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Instruktør Anja Nielsen og autohandler Jon Slot Hansen investerer 4,5 millioner kroner i at genoplive Apollo Fitness på Nørremarken.

Nørremarken: "Udlejet".

De røde skilte med teksten sidder over mæglerskiltene rundt på vinduerne til den tidligere fabriksbygning på Horsensvej 74, som blev opført i 1958 til Vejle Dampvæveri.

Indenfor i den store hal er håndværkere i gang med at måle op og diskutere løsninger, mens murbrokker fylder de tidligere omklædningsrum, hvor alle lofter er brudt ned.

Målet er at forvandle det forladte fitnesscenter, der de seneste fem år har været brugt til opmagasinering, til et nyt og moderne træningscenter.

Den tidligere medindehaver af Lido Fitness, Anja Nielsen, har sammen med sin private partner, autoforhandler Jon Slot Hansen, sat sig for at genoplive det hedengangne Apollo Fitness. 

Åh, gode gamle Apollo: Vi kommer!
Det gode ved vores makkerskab er, at den ene ikke kunne have gjort det uden den anden.
Jon Slot Hansen, medejer af det kommende Apollo Fitness
Holder fast i Apollo-navnet
Når Jon Slot Hansen og Anja Nielsen op mod jul åbner det nye fitnesscenter i lokalerne på Horsensvej 74, kommer der igen til at stå Apollo Fitness over indgangspartiet.Parret holder fast i fitnesscenterets oprindelige navn, selvom det efterhånden er godt fem år siden, det sidst havde åbent. De er bevidste om, at træningscenteret i den sidste periode især huskes som et sted, hvor muskelfolket trænede med tunge vægte. Selvom de kommer med et andet koncept, vil de ikke give centeret et helt nyt navn. 

- Hvis vi giver det et anden navn, vil folk stadig sige Apollo Fitness, når folk spørger, hvor det ligger. Derfor kan vi lige så godt holde fast i navnet, siger Jon Slot Hansen.

- Mange vejlensere har gode minder heroppe fra, og vi vil gerne genskabe Apollo Fitness, som det var en gang. Det skal være et sted, folk holder af at komme, tilføjer Anja Nielsen.

Ifølge Apollo Fitness oprindelige Facebook-side åbnede fitnesscenteret i 1988 og havde sidste åbningsdag 27. juni 2012.

Vil være et multihus

- Vi har begge en idé om at åbne en klub, vi håber, folk vil betragte som deres andet hjem. Der skal være kvalitet i både udstyr og service. Derfor investerer vi i en helt ny maskinpark. Vi vil indrette et caféområde, så folk kan hænge ud efter træning, og vi vil holde forskellige sociale arrangementer, fortæller Anja Nielsen.

De fik nøglerne til det 1200 kvadratmeter store lejemål fredag, og har siden været i gang med den første nedbrydning. De 200 kvadratmeter rummer en række behandlerrum, som parret arbejder på at leje ud.

- Vi vil gerne være et multihus, hvor du kan få behandlinger, kostvejledning og træning. Derfor forhandler vi med en fysioterapeutklinik, der skal rykke ind i lokalerne. Hvis vi ikke blive enige, er vi åbne overfor et samarbejde med en massør, en fysioterapeut, en zoneterapeut og en healer, fortæller Jon Slot Hansen, der er medejer af Kraft Biler i Fredericia og Horsens.  

Konkurrent til eks-mand

Parret har været kærester siden august sidste år, hvor Jon Slot Hansen var gennem et træningsprogram hos Anja Nielsen, Hun bliver nu konkurrent til sin eks-mand Peter Larsen, der fortsat driver Lido Fitness på Dæmningen.

- Peter og jeg gik fra hinanden for to år siden, og jeg stoppede i Lido i april i år. Siden har jeg været freelance som personlig træner, og jeg har kørt egne livsstilsforløb. Det har der været utrolig god opbakning til, men jeg manglede gode lokaler. Derfor stod jeg med et valg om enten at lave noget helt andet eller finde de rette lokaler. Dem har vi fundet her, fortæller Anja Nielsen og tilføjer:

- Peter og jeg har børn sammen, og jeg har brugt mange tanker på at føle efter, om det her er det rigtige. Det er rigtigt, at vi bliver en konkurrent til Lido Fitness, men det er det her, jeg brænder for, og så er det svært at sige, at det skal jeg ikke mere. Men vi går ikke efter at ødelægge Lido Fitness eller andre. Vi vil skabe noget, der er unikt.

Op mod 10.000 træner

Parret investerer 4,5 millioner kroner i at forvandle det tidligere fitnesscenter. Lokalerne skal blandt andet have helt nye gulve, lofter, omklædningsrum og nyt stort ventilationsanlæg, og indehaverne er overbeviste om, at Vejle har plads til endnu et træningscenter.

- Der er måske mellem 8000 og 10.000, der træner i Vejle. Så er der også plads til os. Hvis vi får omkring 1600 medlemmer er vi glade og har en fin forretning. Vi vil også oprette en erhvervsklub og tilbyde firmaordninger, og vi får ikke kun maskiner. Her er rammerne til at lave funktionel træning med tove i lofterne, stativer og andet udstyr, fortæller Jon Slot Hansen.

Han kommer til at stå for centerets økonomi og indkøb, mens Anja Nielsen skal stå for den daglige drift.

- Markedet er som i dagligvarebranchen delt i to. Enten er du specialforretning eller discountbutik, og der er masser af folk, som gerne vil betale for kvalitet. Vejle og oplandet er stort, og specielt Bredballe mangler et sted at træne. Folk gider ikke køre ned i byen, og her kan du parkere gratis, siger instruktøren.