Halvtrætte brandmænd viste blå blink frem for hundredvis af børn

Kasper Andersen på fem år fandt sit favoritkøretøj i brandbilen. Foto: Mads Hansen

Halvtrætte brandmænd viste blå blink frem for hundredvis af børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle - Fra knitrende alvor til sjov og ballade i løbet af ganske få timer.

Det var mandag formiddag tilfældet for de lokale brandfolk.

Alle cirka 20 mand blev om natten kaldt ud til Petersmindehallen for at kæmpe mod flammehavet. Klokken 10 og et par timer frem stod de så i en helt anden boldgade klar til at underholde op imod 500 af Vejles børn og deres forældre til såkaldt blå blink-arrangement foran biblioteket.

Her viste politi, ambulanceselskab og brandvæsen efterhånden traditionen tro deres køretøjer frem med sirener og hele pivtøjet.

Lars Lærkegaard har som beredskabsassistent været med før og tog smilende imod de drenge og piger, der nysgerrigt nærmede sig.

Han så ikke engang klatøjet ud, selvom hovedet end ikke havde snittet puden. Alarmen lød lidt over midnat, hvor han så småt var på vej i seng, men i stedet måtte køre mod storbranden med kollegaerne.

Her blev han indtil morgenstunden.

- Jeg nåede kun lige hjem i bad, og så var det afsted igen. Jeg har endda det samme tøj på, grinte han og kiggede nedad sig selv og en tilsodet dragt.

Han havde døgnvagt fra klokken syv til syv om morgenen, da ilden tog fat. Så da han mandag tog hjem efter vinterferieballaden, var det for at trække torsk i land.

- Men så længe, der sker noget omkring mig, så kan jeg sagtens holde mig vågen, fortalte Lars Lærkegaard fra TrekantBrand.

Hans kollega, deltidsbrandmand Jack Lyberth, blev sendt hjem fra branden som en af de første, så han kunne nå at få et par timer på øjet. Han var heller ikke det mindste træt, sagde han, da han løftede det ene barn efter det andet op i brandbilen og ned igen.

- Vi er gode til at passe på hinanden, og jeg vidste, jeg skulle herind i dag. Det er første gang, og det er helt utroligt hyggeligt, mente Jack Lyberth.

Og det var han ikke ene om at synes.

De drenge og piger, avisen fangede med øjet og kameraet, hyggede sig gevaldigt med at komme op i højderne, trykke på sirene-knappen og få en brandhjelm på hovedet.

En af dem var femårige Kasper Andersen, der havde været i alle køretøjer, men fundet sin favorit.

- Brandbilen. Det var sjovt... især med lyden, lød det genert fra drengen, der havde taget sin mor, to brødre og en søster med.

De har alle uge syv-fri og kunne, selvom de er mellem fem og 10 år, blive enige om at tage til blå blink.

- Det kan jo godt være lidt en udfordring, når der er den aldersforskel. Men det her ville alle, og i morgen skal vi i biografen, sagde mor Trine Kousgaard fra Bredsten.

Halvtrætte brandmænd viste blå blink frem for hundredvis af børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce