Nyt udstyr og tøj koster: Så dyr er årets skolestart

Når der pludselig kommer en skoleelev i familien, må forældrene til lommerne. Genrefoto

Nyt udstyr og tøj koster: Så dyr er årets skolestart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.



familie - Skoletaske, penalhus, papirvarer, skriveredskaber, madkasse, it-udstyr og nyt tøj, der passer i stilen. Det er langt fra billigt at gøre børnene klar til skolestart. I gennemsnit bruger danske forældre 1.386 kr. i år på udstyr og garderobe, og 17 pct. af børnene får, hvad de peger på. Det viser helt nye tal fra Deloitte.

- Skolestart har til alle tider været udgiftstung for forældre, som naturligvis skal sørge for, at børnene er klar til det nye år. Der er ingen tvivl om, at det luner godt hos boghandlere, lædervareforretninger og andre af de butikker, der står klar med det rigtige udvalg, siger forbrugerekspert i Deloitte Peter Mølkjær.

De 1.386 kr. dækker over en gennemsnitlig udgift på 569 kr. til tøj og sko samt 816 kr. til diverse udstyr.

- Når udstyr i dag fylder en stor del af budgettet, er det ikke mindst fordi, det mange steder forventes, at børnene fx stiller med PC eller tablet i skolen. Den slags er naturligvis en flerårig investering, som man foretager i familien. For nogle familier er det en væsentlig udskrivning, siger Peter Mølkjær.

Der er da også stor forskel på danske forældres tilgang til skolestart. Nogle genbruger så meget som overhovedet muligt, mens andre lader børnene få, hvad de peger på.

- I alt siger 17 pct. af forældrene, at de køber udstyr og tøj i det omfang, som børnene ønsker det. I den anden ende af spektret siger et tilsvarende antal, at de kun køber det mest nødvendige og i stedet genbruger alt det, der overhovedet kan genbruges. Det er ikke nødvendigvis blot et udslag af økonomiske forskelle, men i mange tilfælde også en spørgsmål om holdning, siger Peter Mølkjær.

De mest genbrugsvenlige forældre findes da også i hovedstadsområdet, hvor 26 pct. vælger genbrug mod kun 13 pct. i resten af landet. Det overrasker ikke Peter Mølkjær:

- Generelt mangler hovedstadens familier ikke penge. Til gengæld har mange en stærk holdning til alt, hvad der hedder bæredygtighed og genbrug. Her kan det ligefrem være smart at troppe op i skolen med den hullede taske og de udtrådte sko. Skolestart er jo altså også en kærkommen anledning til at vise sin personlige stil.

Blot 6 pct. af forældrene siger i undersøgelsen, at de lader pungen blive i lommen og i stedet lader børnene klare sig med skoleudstyret fra sidste år.

Fakta:

- 816 kr. pr. barn bruger danske forældre i år på udstyr til skolestart, herunder skoletaske, penalhus, skolebøger, mapper, papirvarer, skriveredskaber, madkasse samt it-udstyr som fx lommeregner, tablet eller PC

- 569 kr. pr. barn bruger danske forældre i år på tøj og sko til skolestart

- 17 pct. af forældrene køber nyt udstyr og tøj, såfremt deres barn ønsker det

- 64 pct. køber kun udstyr og tøj, hvis der er brug for det

- 16 pct. genbruger så meget som overhovedet muligt



Tallene er baseret på interview med i alt 167 forældre, der har hjemmeboende børn mellem 5 og 18 år. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Nyt udstyr og tøj koster: Så dyr er årets skolestart

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce