Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


FC viste sin klasse og ydmygede Brabrand

Brent McGrath og FC Fredericia fører 2-0 over Brabrand i pausen.Foto: Mads Hansen

FC viste sin klasse og ydmygede Brabrand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FC Fredericia vandt med 5-1 over Brabrand i en helt og aldeles overbevisende indsats i 1. division. Dermed blev nedrykningsstregen distanceret.

Fredericia: FC Fredericia spillede fremragende og vandt med 5-1 over Brabrand. Med lidt mere skarphed kunne sejren være blevet dobbelt så stor.

FC stillede, ganske naturligt, i en 4-2-3-1-formation. 3-4-3 var skrottet til lejligheden, fordi tre stoppere mod et hold af Brabrands støbning ville være overkill.

Efter et minut var kampbilledet allerede etableret: FC på bolden og Brabrand i forsvar med 11 mand dybt på egen banehalvdel. De blåklædte lurede på omstillingerne, men rigtigt farligt blev det aldrig i de første 45 minutter. Til det spillede FC alt for disciplineret og boldsikkert.

Efter 10 minutter udmøntede det sig i en god skudchance til Andreas Oggesen, men han tøvede og kom for tæt på en Brabrand-fod, der dirigerede bolden snert forbi kassen. Esben Petersen kunne akkurat ikke nå frem i tide og prikke den afrettede bold i nettet.

Mads Bak bed igen. Men hans tordnende forsøg fra distancen dykkede og kyssede den forkerte side af nettaget, før det bragede bag om mål.

Og så, efter 18 minutter, forløsning. Et vanvittigt mål åbnede ballet. Denis Fazlagic gik glimrende i dybden og slog på tværs. McGrath stod klar på bageste stolpe, men han ramte ikke bolden ordentligt. I stedet blev det til en baglæns pasning til Oggesen, som afsluttede på en Brabrand-spiller, der reddede på stregen. Esben Petersen stod klar til at bøvle returen i kassen.

1-0.

Analyse: Meget tyder på, at FC's stime kommer nu

Fordoblet føring

FC styrede opgøret, men det gav ikke de helt enorme muligheder lige med det første. Brent McGrath foretog en retningsbestemt tæmning og huggede med det samme til bolden fra kanten af feltet, men læderet trillede i favnen på keeperen.

Kort efter blev føringen fordoblet.

Brent McGrath lavede et fantastisk stykke forarbejde og brugte først sin fysik til at holde Brabrand-forsvaret væk. Siden afdriblede han en stopper og lagde tilbage til Esben Petersen. Hans afslutning blev nappet af keeperen, men Niels Letort lossede returen i nettet.

2-0.

FC var klar bedst, og Brabrand havde stort set intet. Alligevel måtte Nybo hive en fremragende redning frem, da to gange klumpspil endte i en stor chance til gæsterne. Målmanden ser ud til at blive bedre og bedre.

Andreas Oggesen nåede at afslutte endnu er sublimt FC-angreb med mange pasninger, men han hamrede bolden i kredsløb om Monjasa Park.

Mere skete der ikke i en glimrende første halvleg.

Spænding og lukning

Brabrand kom længere frem på banen efter pausen, og det gav plads til FC, som dog ikke fik udnyttet et par udmærkede muligheder i indledningen.

Og så, som et lyn fra en klar himmel, blev det 2-1. Kenan Hajdarevic, den tidligere FC'er, tog chancen fra distancen. Bolden ramte en FC'er og snød Nybo inde på stregen. Han stod et skridt for langt til venstre og kunne ikke nå ned til den flade, hårde afretning.

Så blev det alligevel for spændende.

FC ramte en lille bølgedal efter reduceringen, men den var kort, og hjemmeholdet genvandt momentum i kraft af, at Brabrand satsede offensivt og efterlod enorme rum på egen banehalvdel.

FC skabte den ene store mulighed efter den anden, men selv i overtal fire vs to lykkedes det ikke med det første at lukke kampen.

Men så, efter 69 minutter, slog en storspillende McGrath til. Brabrands defensiv var totalt udspillet, og Brent modtog bolden i feltet. Han klappede den fladt i nettet klinet op ad fjerneste stolpe. Klinisk afsluttet af skarpretteren.

3-1.

Slut, prut finale

Resten af kampen var, som opgøret i øvrigt, med tung FC-dominans. Indskiftede Christian Ege satte et angreb i gang sammen med McGrath, som Christian Sørensen burde have udnyttet. Men hans afslutning på tværs af feltet var for langsom og blev nappet af keeperen helt nede ved gulvet.

Resultatet blev dog forseglet med seks minutter igen. Anders Holvad modtog på kanten af feltet efter endnu et glimrende FC-opspil, og han drejede læderet i nettet med venstre ben.

4-1 og godnat.

FC burde faktisk have ført med 7-1, men det kan tilgives.

Brabrand var sporadisk farlig, og Brent McGrath måtte redde på stregen efter en dødbold. Småfarligt blev det også, da Nybo ikke ramte et hjørne, men bolden blev clearet i sidste øjeblik.

Niels Letort kunne have udbygget føringen, men fik afsluttet for sent og blev tacklet, men Madas Eriksen sørgede for ydmygelsen af gæsterne, da han gled en dødbold i nettet ved stolpen til slutresultatet 5-1.

FC leverede en dybt professionel præstation og rykker dermed langt væk fra nedrykningsstregen.

Live Blog FCF - Brabrand