Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Anmeldelse: Lummer lyrik fra lorteøen

Leif Sylvester Family & Friends spillede lørdag aften i Tøjhuset i Fredericia. Foto: Thomas Kvist Christiansen

Anmeldelse: Lummer lyrik fra lorteøen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Koncert med Leif Sylvester Family & Friends, lørdag den 18. marts 2017 på Tøjhuset, Fredericia

Fredericia: Det er hele 28 år siden, at Amagers Gulddreng, nu 76 årige Leif Sylvester Petersen sidst oplod sin røst fra en scene. Den gang kunne han faktisk ikke rigtig synge.

Man kan efter lørdagens koncert på Tøjhuset kynisk konstatere, at de seneste små tre årtier IKKE er gået med sang-træning, For nu at sige det pænt.

Dette til trods besidder Leif en dyb, rusten stemme, der rammer dig som Thors hammer.

Sjove anekdoter

På Leif Sylvesters nyligt udsendte comeback-album, "Ama'r", hyldes den ø, dens beboere og historie, som han holder så umådelig meget af.

Det blev gjort ved brug af en instrumentering, musikretning og atmosfære, som emmede af tidlig Johnny Madsen samt tidløs cirkus og Tom Wait.

Dvs. skramlet blues-rock, tilsat tuba istedet for bas . Plus tekster som "Helgoland var det første sted, hvor vi så kusser og patter"( fra tittelnummeret Ama'r ).

Eller endnu mere plat "Når jeg sidder håbløs og temmelig fuld, Og drømmer mig til New York, Så håber jeg at du kan skide guld, Din forbandede Citydog" ( fra singlen Citydog ).

Meget langt fra stueren og stor poesi. Men netop fordi Sylvester - stadig - ikke kunne synge, men nærmest fremførte teksterne i en insisterende, intens form for Spoken Words, slap han faktisk relativt tørskoet i land. Stemmen virkede på sin egen "Kejserens nye klæder-agtige" måde eventyrlig dragende og kunne nemt vælte en voksen mand omkuld.

Leif Sylvesters liv som kunstner har jo alle dage, i alle former taget udgangspunkt i og næret sympati for de skæve eksistenser. Som f. eks i sangen"Citydog", der handler om en subsistensløs, Så selvfølgelig holder Sylvester af lorteøen, Amager.

Langtfra stor poesi.

Godt nok var stemmen begrænset og teksterne på grænsen til lumre. Men i det 9 mands store, habilt spillende band gemte sig 3 glimrende korsangerinde, der fik pakket Leif Sylvesters stemme pænt ind. De til tider socialrealistiske men også pinlig platte tekster blev leveret med et skævt smil og et glimt i øjet. Og så kan et hengivent publikum tilgive meget.

De sjove anekdoter, som Leif Sylvester fyrede af mellem numrene, bandt koncerten fint sammen. De var i tilgift fortalt super underholdende og meget levende.

Publikum tilgav åbenlys de beskedne evner som sanger. Fordi Leif mente hver eneste ord i teksterne. Fordi Sylvester optrådte på trods af mangel på vokal. Fordi Petersen havde hjertet med hele vejen igennem.

Så koncerten var lidt som humlebien, der ikke kunne flyve. Men gjorde det alligvel.

Mod alle ods blev det således en godkendt aften. En aften, hvor lummer lyrik fra Lorteøen, Amager endte - for dem der ønskede det - med at glimte som det pureste guld.