Klager over mangel på information: Lukket badeland frustrerer aftenskoler

Torsdag eftermiddag, hvor dette foto blev taget, regnede Christina Schilling med, at badelandet i Fredericia Badeland ville genåbne søndag. Men det er stadig ikke sket. Arkivfoto: Steen Højgaard.

Klager over mangel på information: Lukket badeland frustrerer aftenskoler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Badelandet i Fredericia Idrætscenter blev ikke som planlagt genåbnet søndag, og uvisheden over, hvornår det så sker og manglende information, får aftenskolerne til at beklage sig.

Fredericia: Den fortsatte lukning af badelandet i Fredericia Idrætscenter (FIC) skaber markante problemer for flere af badelandets brugere.

Badelandet skulle ellers have været genåbnet søndag 7. april efter at have været lukket i en måneds tid, men i fredags ville myndighederne ikke godkende den store rutsjebane, der ellers var blevet renoveret, og derfor måtte FIC udskyde genåbningen på ubestemt tid.

Men den uvisse fremtid er uholdbar, mener blandt andre Jette Rosenfeldt fra svømmeklubben og aftenskolen Magnum Opus.

Mandag morgen måtte undervisningen for et af hendes hold aflyses, kort tid inden kursisterne skulle have været i vandet.

- Jeg synes, der har været en dårlig kommunikation om det hele vejen igennem, og det går ud over os. Her til eftermiddag (mandag, red.) har vi 300 kursister, der skal i vandet, men vi aner ikke noget. Vi kan ikke give dem et svar, når de spørger, om der er undervisning, forklarer Jette Rosenfeldt.

Hun undrer sig over, at hendes hold ikke kan bruge badelandet, for de benytter ikke rutsjebanerne i undervisningen.

- Det er så frustrerende. Vi er så kede af, at folk tror, at det er os, der har lukket badelandet. Vi bliver sat i forbindelse med FIC's nedlukning, men vi lejer os jo bare ind så som mange andre foreninger. Og så går det ud over vores kursister, som ikke kan komme i vandet. De tidspunkter, de har betalt for, kan de ikke få, fordi man lavet denne her lukning, siger Jette Rosenfeldt.

- Der har været en fuldstændig utilstrækkelig kommunikation om lukningen af badelandet.
Børge Jensen, bestyrelsesmedlem i sammenslutningen af aftenskoler i Fredericia

Undervisere får løn for ingenting

Også sammenslutningen af aftenskoler i Fredericia Kommune er træt af situationen.

- Der har været en fuldstændig utilstrækkelig kommunikation om lukningen af badelandet, siger bestyrelsesmedlem Børge Jensen, som forklarer, at 700-800 aftenskoleelever i den seneste måned har fået deres undervisning enten aflyst eller omplaceret, ligesom underviserne har haft andre arbejdsvilkår.

- I dag (mandag, red.) har vi stået med undervisere, der skal have løn for ikke at lave noget, og kursister, der er dybt frustrerede over, at de ikke når at få al deres undervisning frem mod sommerferien. Det betyder, at nogle aftenskoler skal tilbagebetale penge, som de har modtaget for undervisning, som de har betalt løn for, men som de ikke kan få indtægten for, siger Børge Jensen.

FIC beklager

Christina Schilling, der er leder af badelandet i FIC, beklager situationen, men mener ikke, at informationen om lukningen kunne havde været håndteret anderledes.

Hun forklarer, at meldingen om, at badelandet ikke blev genåbnet søndag, blev sendt ud til klubberne og aftenskolerne i løbet af få timer fredag eftermiddag, og mandag har der været holdt møder om, hvordan problemet kunne løses.

Ifølge Christina Schilling bliver badelandet ikke åbnet for offentligheden mandag, fordi der stadig bliver arbejdet på rutsjebanen - blandt andet bliver belægningen slebet.

- Jeg kan sagtens forstå alle vores klubber og foreninger, for vi vil ikke have, at de er kede og trætte af det. Det er så trist. Vi havde håbet på en stor fest i søndags, så det er også noget, som vi taber penge på, siger Christina Schilling.

- Hvorfor siger I ikke bare, at der går en uge, før det genåbner?

- For jeg ved det ikke endnu. De arbejder i døgndrift på det. Jeg håber, at det bliver midt på ugen eller i hvert fald inden weekenden, svarer Christina Schilling, der lover, at hun vil opdatere de relevante parter med information, så snart hun har klarhed over det.

Klager over mangel på information: Lukket badeland frustrerer aftenskoler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce