Krav om nul alkohol på skydebanen udløste vrede i jagtforening: Det kostede bestyrelsesposter

Fredericia og Omegns Jagtforening har ugentlige træningsaftener på skydebanen på fælleden. Foreningen bor til leje hos Forsvarets Ejendomsstyrelse. Ifølge tidligere formand og næstformand ligger det som et krav i lejekontrakten, at der ikke må nydes alkohol på området. Foto: Privat

Krav om nul alkohol på skydebanen udløste vrede i jagtforening: Det kostede bestyrelsesposter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den tidligere bestyrelse i Fredericia og Omegns Jagtforening havde stillet krav om nul alkohol for at leve op til lejekontrakt med forsvaret, men restriktionen vakte stor modstand og udløste en ekstraordinær generalforsamling, hvor stort flertal stemte for mistillid til bestyrelsen.

Fredericia: Det var krav om nul alkohol på Fredericia og Omegns Jagtforenings skydebaner på fælleden, der kostede bestyrelsesposter som formand og næstformand i foreningen.

- Vi havde indført en alkoholpolitik, som betød, at der ikke måtte drikkes alkohol overhovedet på skydebanens areal. Det vakte så stor modstand, at en gruppe medlemmer ønskede en ekstraordinær generalforsamling, og et stort flertal stemte for mistillid til hele bestyrelsen, forklarer tidligere næstformand Bent Christensen.

Efter Fredericia Dagblad skrev om sagen forleden, er begge blevet kontaktet, fordi det kunne tolkes, at det var den tidligere bestyrelse, som ikke havde styr på sammenblanding af alkohol og skydning.

- Men det er fuldstændigt forkert. Vi var i bestyrelsen enige om en helt skarp alkoholpolitik, hvor der ikke måtte nydes alkohol på vores lejede areal, men det blev nogle medlemmer så vrede over, at de fik os stemt ud, siger Bent Christensen og bakkes op af den afgående formand Dorte Fallesen Frimann.

Hvis jagtforeningen blev sagt op på grund af alkohol på området, så var det vores ansvar. Det ville vi ikke risikere.
Afgående formand og næstformand i Fredericia og Omegns Jagtforening Dorthe Frimann Fallesen og Bent Christensen

Risiko for opsigelse

De tog initiativ til en ny alkoholpolitik i eftersommeren 2018, da de under arbejdet med fornyelse af skydebanens miljøgodkendelse stødte på en klage fra en borger over indtagelse af alkohol på skydebanen og et svar fra Forsvarets Ejendomsstyrelse om lejeaftalen mellem forening for styrelsen.

- Aftalen er helt klar i forhold til alkohol. Der er nultolerance, og det fik vi bekræftet, da vi drøftede sagen med ejendomsstyrelsen. Hvis foreningen misligholdt kontrakten, så kunne foreningens lejemål på fælleden blive sagt op med omgående virkning. Det ville i så fald være bestyrelsens ansvar, siger Dorte Fallesen Frimann og Bent Christensen.

Bestyrelsen vedtog hurtigt en række bestemmelser for alkoholpolitikken, som i bund og grund lyder, at der ikke må medbringes alkohol. Og at der ikke må sælges øl, der ikke må indtages alkohol og at det er bortvisningsgrund, hvis man overtræder bestemmelserne.

- Vi afstemte beslutninger i bestyrelsen pr. mail, som alle kvitterede skriftligt. Beslutningen var således enstemmig i bestyrelsen, siger de to samstemmende.

Vrede i overtal

Den 12. oktober blev den nye alkoholpolitik hængt op i klubhuset på fælleden forud for næste dags skydning.

- De folk, der stod for salg af øl og vand i klubhuset, valgte straks at forlade skydebanen. Andre blev sure og tog hjem, mens andre var glade for de klare regler, siger Dorthe Fallesen Frimann.

Men de vrede kom i overtal, og 3. december var gemytterne så meget i kog, at der blev anmodet om en ekstraordinær generalforsamling i foreningen.

- Efter vedtægterne skal den afvikles senest tre uger efter anmodningen. Det vil sige 24. december. Bestyrelsen indkaldte til generalforsamlingen den 19. december i Nordbo, forklarer de.

På dagsordenen stod foreningens alkoholpolitik, miljøpolitik og mistillid til bestyrelsen. 82 mødte op.

- Tonen var ekstremt ubehagelig, og vi fik ikke en chance for at forklare os. Vi havde taget alle dokumenter med omkring problemstillingen, men dem fik vi ingen mulighed for at præsentere. Det blev personligt og meget kaotisk, siger de.

Alkohol og miljø

Diskussionen gik dels på en alkoholpolitik med nul-tolerance, dels på bestyrelsens ønske om at indføre miljøvenlige haglpatroner.

- Vi har lige fået en ny miljøgodkendelse, som betyder, at vi fremadrettet skal samle alle hylstre op, som bliver skudt af. Det gælder kun fremadrettet, så vi kunne være proaktive og indføre miljøhaglpatroner med haglskåle lavet af majsstivelse. Haglskålene går i opløsning, når de kommer i forbindelse med vand, og derved ville problemet med opsamling være løst. Vi kunne også brande foreningen på at være DK's første helt grønne forening, siger det tidligere formandsskab.

Men også i forhold til miljøindsatsen stod de overfor modstand især fra de flugtskytter, som benytter skydebanen.

- De mener ikke, at de kan skyde med miljøpatronerne, så de var stærke modstandere. For jægere vil det efter vores mening være en fordel at vænne os til de nye miljø-patroner, for det bliver helt sikkert et miljøkrav fra Folketingets side. Et krav, vi kan risikere, bliver indført med kort varsel, siger Bent Christensen, som har været med i jagtforeningen i mere end 40 år.

Tre af fem blev

Et stort flertal stemte på den ekstraordinære generalforsamling for mistillid til bestyrelsen, og Dorthe Fallesen Frimann og Bent Christensen valgte straks at forlade Nordbo. De øvrige medlemmer af bestyrelsen blev og efterfølgende genvalgt.

- Hvordan de kan blive siddende, når de havde bakket alkoholpolitikken op, forstår vi ikke, men vi kan se, at der nu foreligger en ny alkoholpolitik, hvor man godt må drikke en øl efter skydningen. Det må bestyrelsen så stå til ansvar for overfor ejendomsstyrelsen, siger de.

Krav om nul alkohol på skydebanen udløste vrede i jagtforening: Det kostede bestyrelsesposter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce