Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Oliefyr-ejere strømmede til møde: Skipper de fyret nu?

Energi, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilholt (V) var nærmest overrumplet over tilstrømningen til varmepumpe-mødet i MesseC. Men også glad, fordi interessen vidnede om, at regeringen har set rigtigt med at skubbe gang i en abonnementsordning til varmepumper. Foto: Nana Hanghøj

Oliefyr-ejere strømmede til møde: Skipper de fyret nu?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med ultrakort varsel havde Middelfart, Fredericia, Kolding og Vejle kommuner fået lokket over 300 oliefyrsejere til møde om at skifte dyr olie til billig el

Fredericia: 1750 husstande har chance for at skifte oliefyret ud med en varmepumpe på abonnementsordning, og det handler om at være først til mølle. Det var måske årsagen til, at flere end 300 dukkede op til informationsmøde om blandt andet den nye ordning i MesseC torsdag aften.

- Det viser, at der er kæmpe interesse for ordningen, som vi netop har indført. Vi har i første omgang besluttet, at den kan omfatte 1750 husstande. Det rækker nok ikke til det behov, der er, men jeg håber, at det kan virke som en inspiration, så der er energiselskaber, som kan se en forretningsmodel i at udvikle forretningsområdet for varmepumper, siger energi-, forsynings- og miljøminister Lars Chr. Lilholt (V).

pumpe på abonnement
Varmepumpe på abonnement er et alternativ til selv at skulle købe sin varmepumpe og tænke på drift og service.I stedet lader du et energiselskab stå for at vælge den rette varmepumpe og efterfølgende drive den så optimalt som muligt.

Typisk betaler du selv et tilslutningsbidrag, et løbende abonnement og for den varme, du bruger.

Med en varmepumpe på abonnement påtager virksomheden sig ansvaret for indkøb, dimensionering og installation af varmepumpen og står for løbende service og vedligeholdelse.

Ordningen trådte i kraft 1. januar og er særlig relevant for husejere, der ikke har mulighed for at få fjernvarme, og som opvarmer deres hus med olie eller naturgas.

Energistyrelsen har indgået samarbejde med en række virksomheder, som skal være med til at løbe markedet for varmepumper på abonnement i gang.

Der er indgået aftale med fem virksomheder, som hver har fået tilskud til 350 varmepumper.

Det koster typisk 100.000-150.000 kr. at indkøbe og installere varmepumpe.

Det kan være jordvarmepumpe, luft-luft-varmepumpe eller luft-vand-varmepumpe.

Skræk og advarsel

Det er blot ni dage siden, mødet kom i stand mellem de fire kommuner, der har forenet sig i samarbejdet Energialliancen, og formand for miljø- og teknikudvalget Chr. Bro (S) i værtskommunen Fredericia var lige så begejstret for den store tilslutning.

- Det er fantastisk, at så mange er mødt op, for vi vil meget gerne overbevise jer om, at I skal få skiftet det oliefyr. Vi har aktuelt haft en sag i Fredericia Kommune, hvor vi har måttet bruge fire mio. kr. på at rense op efter et oliespild, og det er ikke bare trist for kommunen, men endnu mere tragisk for den familie, som boede i et helt almindeligt parcelhus, hvor olietanken lækkede. Huset er fjernet fra grunden i dag, indledte Chr. Bro mødet til skræk og advarsel.

Fredericia Kommunes ambition er at være CO2-neutral i 2030, og det omfatter bl.a., at varmeforsyningen skal være grøn. Regeringens ambition er, at mindst 50 pct. af energiforsyningen i 2030 er vedvarende energi.

Energiens grønspættebog
Hvis man vil vide, hvor meget man kan spare på at lave energitiltag, så er hjemmesiden SparEnergi.dk stedet.Man klikker ind på varmepumper og videre til ny varmepumpe.

Derfra ind på sin adresse, og så kan man blive klog på, hvordan man sparer på varmeregningen, og hvad besparelsen er.

Alle BBR-registrerede ejendomme er lagt ind i systemet, og udfra størrelse, alder og nuværendende opvarmningsform laves regnestykket.

Hvis man skifter opvarmningsformen, dukker besparelsen op, og derefter kan man bl.a. klikke sig frem til finansieringsform og hvilken håndværker, der kan løse opgaven.

Landdistrikterne

Fjernvarme er et billigt og nemt alternativ til oliefyret, men mange af deltagerne på mødet i MesseC har ikke den mulighed.

- Vi bor lige over for Skærbækværket og kan se, at de bygger ud med stort flislager. Men får vi mulighed for at få glæde af den varme, ville en deltager fra Eltang gerne vide. Et svar kunne han ikke få fra Energistyrelsens folk, men opfordringen lød at tjekke de lokale fjernvarmeselskabers udbygningsplaner.

Lars Chr. Lilholt er netop optaget af de husstande, som i dag er oliefyrede, men som ikke har adgang til fjernvarme.

- Vi prøver med den nye ordning også at styrke landdistrikterne, siger Lars Chr. Lilholt.

Varmepumperne bruger el, og Folketinget har nedsat den såkaldte PSO-afgift, som blandt andet betyder, at elpriserne falder.

Først til mølle

At skifte oliefyret med en varmepumpe er ikke gratis, men abonnementsordningen kan gøre det spiseligt, mener Lars Chr. Lilholt. For den betyder, at energiselskabet tager sig af installation, teknik og finansiering, og husejeren betaler for sit varmeforbrug og evt. en engangstilslutning.

Hvad det koster, og hvordan man bliver omfattet, kan man læse sig til på hjemmesiden SparEnergi.dk.