Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Casa har investeret stort i et nyt hus fyldt med wow-effekt

Her kan man se, hvordan nyt og gammelt smelter sammen. Casas domicil i midten, stykgodspakhuset til højre på Havnetrekanten og hovedsædet for Bestseller-lederen Anders Holch Povlsens firma Nine United i den renoverede toldbod til venstre. Bagerst ses de ligeledes nybyggede Geiserne. Foto: Casa

Casa har investeret stort i et nyt hus fyldt med wow-effekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkebladet har kigget indenfor i Casa A/S's nye domicil på Havnetrekanten i Horsens. Nybyggeri smelter sammen med det 103 år gamle stykgodspakhus, som har været igennem en gennemgribende renovering.

Horsens: Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man bevæger sig ind gennem glaspartiet i Casas nye domicil på Havnetrekanten i Horsens.

På den ene side træder man ind i en topmoderne arbejdsplads med et enormt stort og åbent kontormiljø. På den anden træder man ind i et stykke velbevaret, horsensiansk industrihistorie med højt til loftet. 13 meter, for at være præcis.

Det gamle stykgodspakhus, som arkitekt og kongelig bygningsinspektør Viggo Norn tegnede i 1912, købte Casa for år tilbage, og det har siden marts 2016 været igennem en omfattende renovering, så det i dag fungerer som arbejdsplads for de p.t. 40 personer, der arbejder ud fra Casas byggeafdeling i Horsens. Mange af de i alt 130 medarbejdere i byggeafdelingen sidder rundt på byggepladserne over hele landet eller i Casas afdeling i København.

Man har med nænsom hånd og respekt for de oprindelige arkitektoniske udtryk bevaret så meget af det gamle som overhovedet muligt.

F.eks. har de bærende stolper af svensk fyrretræ fået lov at blive stående, ligesom de gamle porthuller, hvor diverse varer i sin tid røg ud og ind, er bevaret og ændret til vinduer med kontorarbejdspladser bag sig.

Det er næppe gået manges opmærksomhed forbi, at Casa er en virksomhed i rivende vækst. Den slags succes medfører flere ansatte og flere opgaver, og dermed var der efterhånden så meget pres på, at det ikke længere hang sammen med antallet af mødelokaler og enerum i det tidligere domicil på Ove Jensens Allé ovre på den modsatte side af havnebassinet.

- Vi voksede ud af rammerne. Ved de fleste større byggeprojekter foregår f.eks. de første seks af 24 måneder hos os, hvor projektteamet mødes, og derfor er det vigtigt at have nok mødefaciliteter til rådighed, og de skal gerne være ordentlige, når kunderne kommer og skal have et godt indtryk af os, forklarer Michael Mortensen, der er grundlægger og administrerende direktør i Casa.

Der er intet hegn omkring vores virksomhed. Jeg håber, at folk vil komme ind fra byen og bruge området som et fristed. På arkitekttegninger er der altid masser af glade mennesker. Sådan håber jeg, det bliver her.
Michael Mortensen
Casas nye domicil
Casa begyndte opførelsen af det nye domicil på Havnetrekanten i Horsens i marts 2016.Huset er tegnet af Arkitema Architects, der vandt opgaven i udbud foran to andre arkitektvirksomheder. Det gjorde de bl.a. ved at levere det bedste bud på et "pakhus-lignende hus anno 2017". Rambøll har været ingeniør på opgaven.

Det blev taget i brug fredag 16. juni. Flytningen fra Ove Jensens Allé 35 til Havnen 5 tog blot en weekend.

Det samlede areal udgør 5403 kvm fordelt på fem etager og kælder, som alene udgør 719 kvm. Pakhuset tæller 884 kvm og et ledigt butikslejemål i stueetagen er på 375 kvm.

På taget er der gjort klar til montage af 100 kvm solceller.

I den nye kontorbygning er der ca. 175 arbejdspladser, men ingen har egne kontorer. Heller ikke adm. direktør Michael Mortensen. En del af bygningen er tænkt til udlejning.

I det gamle stykgodspakhus sidder de ca. 40 medarbejdere, der arbejder med byggeprojekter. Her er mulighed for at udvide til omkring det dobbelte antal ved at stille flere skriveborde op i forlængelse af de nuværende.

På anden sal sidder økonomiafdelingen, på tredje sidder den juridiske afdeling og udviklingsafdelingen, og på fjerde sal finder man Ejendomsselskabet Casa.

Et hus, der passer til virksomheden

Det handler om professionalisme og om bekvemmelighed. Helt lavpraktisk medførte pladsmanglen også en risiko for, at interne tegninger og økonomiske beregninger lå fremme til frit skue for folk, de ikke vedrørte. Simpelthen fordi der ikke var andre steder at lægge dem.

- Det var ikke optimalt, og netop den slags har vi taget højde for her i vores nye domicil, da alle kundemøder foregår i stueetagen, mens jurister, økonomer osv. sidder uforstyrret på de andre etager. Det handler både om diskretion og om at sikre, at de har et roligt arbejdsmiljø uden for mange forstyrrelser. Vi har skabt et hus, der passer til vores virksomhed. Et topmoderne domicil, hvor der er lagt vægt på detaljerne. Du får mig ikke til at sige, hvor meget det har kostet, men jeg kan sige, at vi ikke er gået på kompromis. Det er vigtigt for os at give vores ansatte det bedste arbejdsmiljø, og det mener vi, de har fået her, siger den 44-årige erhvervsmand, mens han med tydelig begejstring viser rundt.

Næsten som en lille dreng, der viser sit nyindrettede drengeværelse frem, for han smiler hele vejen rundt i det enorme hus. Uanset om det er panoramaudsigten over havnen, vi kigger på, fredagsbaren, der er indrettet i havnemesterens gamle tårn med kongekronen på gelænderet, iPad'en, hvor man kan bestille et utal af mere eller mindre eksotiske kaffevarianter, eller kopirummet, der - som det oftest er tilfældet med den slags - ikke ligefrem "oser af sex".

- Hvem vil ikke gerne møde ind i de her rammer, spørger han om det attraktive byggeri, der i sig selv kan være et trækplaster for virksomheden, som har taget højde for, at væksten fortsætter.

- Vi kan, hvis det bliver nødvendigt, sætte flere skriveborde ind i f.eks. byggeafdelingen, så vi får plads til ca. det dobbelte antal medarbejdere. Det, håber jeg da, bliver aktuelt en dag, siger Michael Mortensen.

Klik på luftfotoet og læs mere om byggeriet