Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Aktive Stjerneskudsforældre på banen for legepladsforskønnelse

Louise og Jeppe agerede gerne modelller for avisens fotograf foran forældrebestyrelsens projektplanche i Givskudhallen ved byens julemarked. Foto Jim E. Hoff

Aktive Stjerneskudsforældre på banen for legepladsforskønnelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En gruppe forældre fra bestyrelsen i Stjerneskuddet i Givskud har smøget ærmerne op for at skaffe deres børn sjovere og mere spændende forhold på legepladsområdet

GIVSKUD: Børneinstitutionen Stjerneskuddet i Givskud har i forbindelse med en udvidelse af indendørsarealerne været nødt til at inddrage en del af det eksisterende legepladsområde, hvilket eksempelvis har kostet en klatrevæg og en rutschebane.

Men til gengæld har andre landvindinger fundet sted, idet Givskud Skole har afgivet en større del af skolegården til Stjerneskuddet, som ret beset nu målt i kvadratmeter har fået noget mere plads at boltre sig på.

-Vi er glade for, at vores børn har fået mere plads at lege på, men vi mener også, at det areal vi nu bruger til legeplads kan trænge til en kærlig hånd og en opgradering. Derfor har vi nedsat en arbejdsgruppe, der skal sørge for at legepladsen bliver mere indbydende og giver vores børn nogle inspirerende legemuligheder, fortæller Heidi Halgård Jensen, der er formand for forældrebestyrelsen i Stjerneskuddet.

Et ønskeprojekt på fire ben

Fornyelsesprojektet står på fire ben, idet forældregruppe vil arbejde på at etablere en trafikbane med dertil hørende stationer og skilte samt værksted, vaskehal, butik og tankstation. På ønskelisten står også et skur til natur/teknik med udstyr og redskaber, diverse legeredskaber som hængekøje, snurretop, gynger og rutschebane og endelig skal området også forskønnes med diverse beplantningsformer som hække og blomster.

Nu ved vi jo allesammen, at julemanden i disse dage er travlt optaget med at opfylde ønsker mange andre steder, så hvis de benævnte fine ønsker skal gå i opfyldelse, er det 100 % op til forældregruppen at skaffe de økonomiske midler. Stjerneskuddet (kommunen) kan ikke hive penge ud af budgettet, så derfor skal Heidi og hendes kolleger i forskønnelsesgruppen i gang med at søge midler hos sponsorer og fonde, som vil støtte op om dette glimrende initiativ.

-Vi er godt i gang med indsamlingen, idet vi allerede har indsamlet 5000 kroner via et samarbejde med De Danske Hospitalsklovne, hvor vi via salg af skrabelodder indsamlede i alt 10.000 kroner, som vi delte med De Danske Hospitalsklovne. Nu forestår så arbejdet med indhentning af sponsorater og fondssøgning, og til den sidste del får god professionel hjælp af Arne Andersen fra Lokalrådet. Arne ved alt om fondssøgning, så han er rigtig god at have med på holdet, siger Heidi Halgård Jensen.

Målrettede ansøgninger

En del af professionaliseringen i fondssøgningen består i at målrette sine ansøgninger, så der søges hos instanser, der har en profil der svarer til det projekt, der søges penge til. Derfor søges der via tre projektprofiler: Trafikbanen, natur/teknik-skuret og legeredskaberne.

-Så snart der er penge til det første projekt, går vi i gang, og så skulle det jo ellers bare gerne gå slag i slag derudaf, siger Heidi Halgård jensen, der meget gerne vil fortælle interesserede sponsorer, både lokale og udefra kommende, yderligere om legepladsprojektet i Stjerneskuddet i Givskud.