Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Borgerforening efter nyt overskud: Vi gør skam, hvad vi kan for at bruge penge

En af de faste aktiviteter på borgerforeningens program er Thyregodrevyen. Borgerforeningens formand Jens Erik Svane kunne konstatere, at revyen igen havde gjort det svært at opnå underskud. Foto: Jim Hoff

Borgerforening efter nyt overskud: Vi gør skam, hvad vi kan for at bruge penge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kassebeholdningen bliver ved med at være ganske anselig. Trods store anstrengelse for at bruge løs kom man igen ud med et overskud.

Thyregod: Der var masser af ros til den siddende bestyrelse i Thyregod Vester Borgerforeningen på generalforsamlingen torsdag aften.

De 80 deltagere var særdeles tilfredse både med formand Jens Erik Svanes beretning over foreningens arrangementer og med foreningens regnskab. Beretningen bød på en gennemgang af de mange aktiviteter, der havde været afviklet i det forløbne år.

De var ikke blot mange. En del af dem var også ret bekostelige. Alligevel var det ikke lykkedes for borgerforeningen at få gjort indhug i formuen på godt 400.000 kroner. Tværtimod blev der også i år tale om et overskud. Godt nok kun på 4000 kroner, men alligevel.

- Vi gør skam, hvad vi kan for at bruge pengene. Ved de store arrangementer som koncerten med baSix eller foredraget med Sepp Piontek og Mikkel Beha er vi sammen med andre foreninger. Men det er borgerforeningen, der folder det økonomiske sikkerhedsnet ud. Der bliver bare ikke brug for det, fordi så mange tager del i disse arrangementer, konstaterede Jens Erik Svane i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.

Den nye bestyrelse
 Jens Erik Svane

Ole Skadhauge

Hans Viggo Hansen

Maja Mortensen

Britta Ellegaard

Ulla Kristensen

Thomas Pørksen

Thyregoddage

En anden aktivitet, hvor man havde håbet på at få sendt lidt af kassebeholdningen ud til gavn for egnen, var genopbygningen af skovlegeplads i Hastrup. Her havde borgerforeningen valgt at smide 200.000 kroner ind i genetableringen.

Men de, der skulle gennemføre projektet, søgte midler ad andre kanaler og fik på den måde hentet 200.000 kroner hjem. Borgerforeningen måtte derfor nøjes med at bruge lidt håndøre på pølser og drikkevarer til den officielle indvielse.

Blandt de faste aktiviteter på borgerforeningens program er Thyregoddagene i august. De blev i det forgangne år udsat for store ændringer i forhold til tidligere. Blandt andet var arrangementet flytter fra midtbyen til området ved hallen.

Det gav lidt kritik, men da det også på den nye placering havde været en succes, var kritikken til at leve med. Især fordi det var lykkedes også at afvikle en foreningsmesse med deltagelse af alle egnens foreninger.

- Det gør vi nok anderledes i år. Det bliver ikke med alle foreninger på samme tid, men med en eller to foreninger pr. år, sagde Jens Erik Svane.

Gamle love ændret

Under indkomne forslag var der et enkelt. Det kom fra bestyrelsen og bestod i et forslag til vedtægtsændringer.

Eller rettere: Ændring af foreningens love. De nuværende var blevet vedtaget i 1983 og hed rent faktisk Love. Et af forslagene til nye var at ændre dette til Vedtægter.

Ellers var de fleste forslag til ændringer blot justeringer i forhold til dagens virkelighed. Give Kommune er fortid, men indgik alligevel et par steder i lovene. Den øvre grænse for kontantbeholdningen var sat til 1000 kroner. Den blev hævet til 5000.

Og så fremdeles. Ændringerne blev vedtaget uden sværdslag.

Et enkelt medlem ønskede at træde ud af bestyrelsesarbejdet. Jørn Mosegaard Andersen blev erstattet af Maja Mortensen.