Claus solgte 75 procent af sin virksomhed for et tocifret millionbeløb: Egentlig er jeg jo arbejdsløs nu!

Det nye stærke firkløver bag Spain-Holiday.com er fra venstre: Jannich Pedersen, Kenneth Andersen, Jan Lehrmann og Claus Sørensen. Foto: Allan Nielsen

Claus solgte 75 procent af sin virksomhed for et tocifret millionbeløb: Egentlig er jeg jo arbejdsløs nu!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Göteborg, New York, Malaga og Give. Disse destinationer er milepæle i fortællingen om den succesfulde iværksætter og forretningsmand Claus Sørensen, som i sidste uge solgte 75 procent af sin virksomhed Spain-Holiday.com til Jan Lehrmann fra "Løvens Hule" og Kenneth Andersen og Jannich Pedersen for et tocifret millionbeløb.

GIVE: Fortællingen om iværksætteren, forretningsmanden og ildsjælen Claus Sørensen indeholder alle reminiscenserne fra et godt eventyr. Det bemærkelsesværdige salg af Spain-Holiday.com, i Danmark kendt som Feriebolig-Spanien.dk, efterlader den nu 47-årige Giveknægt i en uvirkelig tilstand af både økonomisk uafhængighed, stolthed men også en vis rastløshed.

Historien om det bemærkelsesværdige kompagniskab med blandt Jan Lehrmann fra "Løvens Hule", er også historien om Claus fra Give, der i sine unge dage var en særdeles kompetent håndbold- og fodboldspiller med en indædt fighterevne og et knivskarpt hoved.

Måske var der lidt ild i rumpetten nogle gange, men uden brændstof kommer man jo ikke fremad - og fremad det er lige netop, hvad Claus Sørensen er kommet både på det karrieremæssige og det personlige plan.

Jeg har intet fast dagligt virke bortset fra diverse bestyrelsesmøder, og det skal jeg da godt nok lige vænne mig til. Jeg er som type altid i gang med et eller andet projekt. Så lige nu føles det godt nok tomt, og jeg erkender blankt, at jeg er ved at blive lidt rastløs.
Claus Sørensen

Fik "et godt tilbud" af Dyne-Larsen - to gange

Allerede som 19-årig fik Claus Sørensen mulighed for at vise, hvilket stof han var lavet af, da han blev sendt til Sverige af sin arbejdsgiver, Jysk, for at åbnevirksomhedens første afdeling. Det gik forrygende, og to år senere blev unge Sørensen så sendt til New York for at sætte Jysk på det amerikanske landkort.

Også her var han to år, inden han fravalgte det 60-70 timer ugentlige arbejdsræs og tog på en to år lang jordomrejse med langt hår, sandaler og rygsæk.

- Jeg rejste verden rundt helt alene i to år, og det handlede meget om at få ro i sindet og at få tanket op med oplevelser. Jeg havde jo været på arbejde næsten i døgndrift, siden jeg var 19 år og havde brug for noget mere i mit liv end blot arbejde. Rejsen gav mig utrolig meget på det personlige plan, fortæller Claus Sørensen.

Tilbage i Danmark med rygsækken godt tanket op med eventyrlige oplevelser og en forholdsvis tom pengepung gik Claus i gang med en uddannelse til programmør i Vejle. Igen blev han ramt af udlængsel, så han endte i Malaga, hvor han fik job som programmør i en virksomhed, der arbejdede med salg af ejendomme.

IT-boblen brast - og så slog Sørensen til for alvor

Dette spanske nedslag skulle vise sig at blive en helt afgørende destination i Claus Sørensen liv - både karrieremæssigt og på det personlige plan.

IT-boblen sprang dog i 2002, og så Claus Sørensen pludselig uden job. Og så var han for alvor tændt. Han opkøbte resterne af det selskab, han havde været ansat i, og opkøbte domænenavnet Spain-Holiday.com.

- Jeg så her en kobling til danskernes store glæde ved at tage på ferie i udlandet. Samtidig opdagede jeg også, at der stod en masse boliger tomme hen over året i Spanien. Jeg sendte 500 mails ud med fakturaer til folk i Malaga-området med henblik på udlejning af deres boliger til feriegæster, fik i løbet af 12 måneder 450 tilbage med betaling, og så var jeg i gang. Jeg var både indehaver, sælger, bogholder, PR-mand og så videre, og det var skidesjovt, fortæller Claus.

Samtidig med, at Claus ramte jackpot med Spain-Holiday.com, landede han også den store personlige livsgevinst i form af Mariangeles, en smuk spansk kvinde, som han i dag bor sammen med i Give sammen med deres tre børn Paula på 17, Nikolai på 14 og Oliver på 8.

I dag råder Spain-Holiday.com over 18.000 boliger til udlejning. Hovedkontoret ligger i Malaga, og alt i alt beskæftiger virksomheden 35 ansatte.

I 2018 havde virksomheden en omsætning på 16,5 millioner kroner. Der ligger også en afdeling i Horsens, hvor otte it-programmører sørger for at holde gang i det netbaserede maskinrum.

Amerikanske advokater spændte ben for sig selv

Allerede i 2018 var der bud efter Claus Sørensens livsværk. Et stort amerikansk selskab viste seriøs interesse for at købe virksomheden, og ifølge Claus Sørensen var man også dybt inde i forhandlingerne og manglede egentlig bare at skrue hætten af fyldepennen. Men så gik der advokater i den.

- Vi var faktisk enige med deres CEO om prisen, men så sprang der lige en hær af advokater ind fra højre, og det forkvaklede sagsforløbet i en grad, så det endte med, at handlen gik i vasken, fortæller Claus.

Men blot fem dage senere blev han kontaktet af CEO Kenneth Andersen fra Heymate, der havde talt med Jan Lehrmann om et køb af Spain-Holiday.com.

- Vi fik en rigtig god snak, og Jan Lehrmann efterlod et rigtig godt indtryk som en både behagelig og knivskarp samarbejdspartner. Han er ikke typen, der kører efter "quick in, big out"-modellen. Han vil rent faktisk ind og udvikle på virksomheden, og det tiltaler mig rigtig meget. Jeg solgte derfor 75 procent af selskabet. Det er hensigten, at vi via det nye samarbejde skal tage Spain-Holiday til nye højder, siger Claus, der sidder i bestyrelsen for det "nye" selskab.

Savner allerede den daglige kamp på holdet

Og hvad så nu, Senor Sørensen?

-Ja, egentlig er jeg jo "arbejdsløs". Jeg har intet fast dagligt virke bortset fra diverse bestyrelsesmøder, og det skal jeg da godt nok lige vænne mig til. Jeg er som type altid i gang med et eller andet projekt. Så lige nu føles det godt nok tomt, og jeg erkender blankt, at jeg er ved at blive lidt rastløs - blot fem dage efter salget, lyder det hudløst ærligt fra Claus Sørensen.

Hovedet koger dog med nye ideer og projekter, der er på vej. Der er også en række jobtilbud, som skal vendes og drejes med familien. - Døren står vidt åben i alle retninger i hvert fald indenfor mine kompetenceområder; det kan da også være jeg rejser jorden rundt med familien. Uanset hvad, så skal man godt nok lige vænne sig til, at man er blevet økonomisk uafhængig, og at der nu er mange veje at gå, siger Claus.

Nogle tror måske det er en lettelse, men her på den korte bane har det for Claus Sørensen egentlig medført en del rastløshed at stå op til en larmende tom inbox i mailsystemet.

- Jeg er allerede begyndt at savne kampen. Det der med at skulle ud på banen hver dag og præstere som del af et hold, det elsker jeg. Det er noget, jeg tager med mig fra min tid som håndbold- og fodboldspiller i Give Fremad, og jeg glæder mig vildt til, at jeg forhåbentlig snart skal i kamp igen, lyder det fra Claus Sørensen.

Claus solgte 75 procent af sin virksomhed for et tocifret millionbeløb: Egentlig er jeg jo arbejdsløs nu!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce