Emma Winther stopper på Plejecenter Kastaniehaven

Det blev den allersidste dans på Kastaniehaven for Emma Winther, da en af Kastaniehavens mange frivillige "Citrondrengen" Kurt Pedersen spillede op til dans i fælleshuset. Emma Winther fik sig en svingom med Thomas Schou. Foto: Børge Larsen

Emma Winther stopper på Plejecenter Kastaniehaven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Engageret centerleder har været med, siden den første streg blev slået på tegnebrættet. Nu skal hun være selvstændig konsulent for Center for værdig ældrepleje.

Give: Der bliver givetvis fældet en del tårer på Plejecenter Kastaniehaven på onsdag.

Her er der klokken 14 afskedsreception for centrets dynamiske, engagerede, inspirerende og ikke mindst vellidte leder Emma Winther. Hun har været dets leder siden den daværende Give Kommunes nye plejecenter kom på tegnebrættet.

Hun har derfor en stor del af ansvaret for, at Kastaniehaven ser ud og fungerer, som det gør. Og det fungerer godt, så godt, at Emma Winthers evner har påkaldt sig opmærksomhed på regeringsniveau. I begyndelsen af 2017 blev hun udpeget til den ledelseskommission, regeringen nedsatte.

Hun har de sidste godt 20 år været leder, først i Tørring-Uldum Kommune og siden 2002 har hun været centerleder på Plejecenter Kastaniehaven. På det tidspunkt var Kastaniehaven kun bygget som en vision om at modernisere Give Kommunes ældresektor.

Emma Winther har gennem alle årene formået at få plejecenteret til at fungere optimalt med de ressourcer, der nu en gang er blevet tildelt.

Jeg har sidste arbejdsdag torsdag, hvis jeg er nået gennem de sidste bunker. Ellers må dagene mellem jul og nytår tages i brug. Det er unægtelig mange år, jeg skal forsøge at runde af.
Emma Winther
En kørestol er ingen hindring for at få sig en svingom. Og Emma Winther var en eftragtet dansepartner. Foto: Børge Larsen
En kørestol er ingen hindring for at få sig en svingom. Og Emma Winther var en eftragtet dansepartner. Foto: Børge Larsen

Idérigdom

At det er lykkedes skyldes ikke mindst en medarbejderstab, der er lige så engageret som Emma Winther selv.

I fællesskab har de fået udviklet mange initiativer, der alle har haft fokus på at livet skal kunne leves hele livet, også selv om man er beboer på et plejecenter.

Det er medarbejderdreven innovation, der gennem årene har været brugt meget på Kastaniehaven. Det har leder og medarbejdere måske ikke været klar over, for det kalder de det ikke. Men sådan hedder det, når embedsmænd i ministerier og styrelser beskæftiger sig med ideen om at udnytte den viden, medarbejderne i plejesektoren sidder inde med.

På Kastaniehaven har de blot kaldt det sund fornuft og ladet sig inspirere af de ideer, der automatisk opstår, når man engagerer sig i sit arbejde. Men det kræver en ledelse, der vil lytte til medarbejdernes ideer. Ellers holder de ideerne for sig selv.

Ideerne har været mange gennem årene. Som for eksempel da centeret i 2008 byggede en bålhytte. Midlerne til hytten kom blandt andet via en bevilling fra det daværende Velfærdsministeriet.

Lad det gro

Bålhytten var den første af sin art i forbindelse med ældrecentre, så erfaringerne med den er blevet studeret nøje i både ministeriet og hos lignende centre.

Der er mange andre ting, hvor Kastaniehaven har været den første til at tage ny teknik eller gamle dyder i brug på nye måder. For eksempel ligger verdens første intelligente legeplads ved Kastaniehaven. Her kombineres leg, motion og motorik og den er egentlig målrettet ældre og handicappede i Give med udgangspunkt fra Kastaniehaven og Sønderbo.

Men helt i Kastaniehavens ånd ønskede centerleder Emma Vinther ved indvielsen i 2014, at så mange af byens borgere som muligt vil kigge forbi og bruge den intelligente legeplads.

I det hele taget er en af Emma Winthers forcer, at hun og hendes medarbejdere har formået at trække mange gode kræfter inden for på Kastaniehaven.

Ud fra en erkendelse af, at Kastaniehaven ikke har råd til at gøre alt det, de ansatte og beboerne egentlig gerne vil, har man trukket på en masse andre, både institutioner og frivillige.

Projektet "Lad det gro", der involverer alle institutioner og bofællesskaber langs Sdr. Ringvej, havde fem års jubilæum i år. Det er kronen på værket med at lade institutioner udnytte den enkeltes ressourcer til alles bedste.

De frivillige

De frivillige er i dag et uundværligt bidrag til de mange aktiviteter, der er på og omkring Kastaniehaven. Lige fra handymænd, der bygger og reparerer alt fra hønsehuse til bålhytter over kryddersnapselauget "Kun for mænd" til de mange sang- og musikglade, der underholder både rundt i husene og i fælleshuset.

Emma Winther selv stråler som en sol, når det bobler af liv på Kastaniehaven. Når børnehaven er på besøg og leger med beboerne. Når spejderne slår lejr på plænen ved centeret. Eller når nogle af de ansatte kvinder inviterer nogle af beboerne med en tur i høet.

Det er ikke Emma Winther, der skaber det hele selv. Men hun har skabt de rammer, der gør det muligt.

Nu får andre glæde af hendes evner. På onsdag er der afskedsreception og efter årsskiftet starter hun som selvstændig. Hun er blevet tilknyttet Sundhedsministeriets nye "Videnscenter for værdig ældrepleje" som konsulent.

Det giver hende mulighed for mere indflydelse på sit eget arbejdsliv og dermed også mere tid til både mand, børn og ikke mindst børnebørn.

Emma Winther stopper på Plejecenter Kastaniehaven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce