Heldigvis har jeg jo mit lyse sind

Gurli Ib fylder søndag 4. august 100 år. Foto: Børge Larsen

Heldigvis har jeg jo mit lyse sind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gurli Ib fylder søndag 100 år. Hun mener selv, hendes hukommelse er som en si, men glæder sig over, at mange af de lyse øjeblikke bliver fanget i siens masker.

Riis: Der er fødselsdagsfest på friplejehjemmet i Riis på mandag.

Her fejrer beboere og personale Gurli Ib, der søndag fyldte 100 år. Når det ikke sker på selve dagen, skyldes det, at fødselaren er blevet "bortført" at familien, der selv ønsker at fejre hende på den runde dag.

Det sker i Torvehallerne i Vejle, hvor børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn er klar med flag og hurraråb. Det er ikke tilfældigt, der skal foregå i Vejle, for det har været hendes faste base det meste af hendes liv.

De første barnesko trådte hun godt nok i Esbjerg, hvor hun blev født i 1919. Men allerede da hun var fire år, flyttede familien til Vejle.

- Min far var ansat ved Jydsk Telefon og han fik arbejde i Vejle i 1923 og så flyttede vi. Jeg kan ikke rigtigt huske noget fra Esbjerg, men tiden i Vejle var en dejlig tid. Vi boede i Mølholm og havde udsigt over fjorden, fortæller Gurli Ib.

Fra haven kunne de derfor følge med i de mange kapsejladser på fjorden, både med sejlerne og roerne. Ja, de kunne endda høre styrmændene råbe, når kaproerne var på vandet.

Gurli Ib fylder søndag 4. august 100 år. Foto: Børge Larsen
Gurli Ib fylder søndag 4. august 100 år. Foto: Børge Larsen

Ikke se tilbage

Hendes opvækst var som de fleste børns var på den tid: Skolegang, konfirmation og så ud at tjene. Hendes første plads var i huset hos lederen af byens teater og siden blev hun uddannet i en manufakturhandel.

Lederen af teateret åbnede siden en kiosk over for banegården og her søgte og fik hun plads. Det var et sted med masser af kundekontakt og masser af unge mennesker. Men det var nu ikke her, hun mødte sin kommende mand.

- Nej, Villy mødte jeg på en danseskole. Ja, han var nu ikke elev, men kun med en kammerat, der gerne ville lære at danse. Vi kom dog på gulvet, men han drev det nu aldrig længere end til to skridt frem og to tilbage, smiler Gurli Ib.

Men ellers var der ikke meget tomgang i deres forhold. Hun og Villy blev gift i 1940, da hun var 21 og han var 23. De fik et hus på Rønshovedvej i nærheden af hendes barndomshjem, hvor deres to døtre voksede op.

- Desværre fik min mand et slagtilfælde og døde, da han var 62. Så syntes jeg, huset og vores dejlige have blev for stort til mig, så jeg solgte og flyttede til Solgård i Vejle. Da jeg kørte fra huset sidste gang, sagde min datter: "Se dig ikke tilbage", så det gjorde jeg ikke. Men jeg har da været forbi, men jeg kan slet ikke kende det. Vores hus var blevet væltet, siger Gurli Ib.

Det lyse sind

Hun flyttede til en lejlighed i Solgården i Vejle og nød livet her, som hun har nydt tilværelsen livet igennem.

- Heldigvis har jeg et lyst sind, så de stød, livet giver os alle, har kun kortvarigt gjort mig trist. Jeg tror ikke, jeg har det i mig med at blive sur og fortræden, smiler Gurli Ib.

De pludselige stød fra tilværelsen har været der. Ikke blot det at miste Villy for 40 år siden. Hun blev for nogle år siden ramt af en blodprop i hjernen. Men bortset fra lidt problemer med hukommelsen er hun stort set kommet over det.

- Men det var da medvirkende til, at jeg følte mig klar til at komme på plejehjem. Det trak også i den retning, at mine to tætte veninder var gået bort, siger Gurli Ib.

At det blev Friplejehjemmet i Riis, hun flyttede til, var ikke helt tilfældigt. Den ene af hendes to døtre bor i nærheden af Give, så de kiggede lidt på forholdene og tog hende efterfølgende med på besøg.

Vi har det godt

Friplejehjemmet faldt i hendes smag og for fem år siden flyttede hun ind.

- Det er et dejligt sted og vi har det godt her. Her er god plads og der er mange gode arrangementer. Og her har jeg mulighed for at komme ud at gå hver dag, siger hun.

Hun skal dog have rollatoren med sig, for bentøjet er ved at være lidt slidt. Men er det tørvejr, tager hun gerne en runde på den sti, der er anlagt rundt på plejehjemmets grund. Den bringer hende også forbi motionsredskaberne, hvor der ofte er børn, der bruger dem.

- Men jeg har nu gynget det, jeg skal gynge her i livet, siger Gurli Ib.

Fremtidsplaner er ikke noget, hun sådan bruger tid på. Hun tager dagene, som de kommer og er stadig glad for livet, ikke mindst takket være sit lyse sind.

-Så længe min hjerne kan følge med, vil jeg gerne fortsætte. Man vil jo gerne lige have børnebørnenes og oldebørnenes udvikling med, siger Gurli Ib.

Heldigvis har jeg jo mit lyse sind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce