Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kritiske vindmølle-naboer tilbydes millioner for tavshed

Vindmøllerne har samlet naboerne til en fælles kamp. Jan Jørgensen (th) er en af dem, der også får sit levebrød truet af vindmøllerne. Foto: Børge Larsen

Kritiske vindmølle-naboer tilbydes millioner for tavshed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkene bag vindmølleprojekt er i tidsnød. Projektmagerne tilbyder klagere et tocifret millionbeløb, men naboerne siger "Nej tak".

Svindbæk: Der er pludselig kommet penge i spil i bestræbelserne på at få etableret vindmøller langs Midtjyske Motorvej. Mange penge, endda.

Hvor der tidligere var værditabsgevinster på mellem én og to millioner kroner til fordeling mellem de naboer, der lå lige ved eller lige uden for afstandskravene til vindmøllerne, er der nu tale om et tilbud på et tocifret millionbeløb.

Da projektet blev startet, var der begrænsede midler til rådighed til de naboer, der ikke blev tilbudt at få overtaget hele ejendommen. Naboerne blev tilbudt et mindre beløb, hvis de ville underskrive en hensigtserklæring om at acceptere vindmøllerne.

Det ville naboerne ikke acceptere. De ville slet ikke have møllerne. Så da byrådspolitikerne i Vejle og Ikast-Brande kommuner alligevel sagde ja til projektet, klagede naboerne til Natur- og Miljøklagenævnet og Planklagenævnet.

I alt er der sendt tre klager, og fælles for dem er, at de anmoder om, at klagerne får opsættende virkning.

 

Vindmølle-naboer klager igen: Forvaltning godkender dobbelt så larmende møller
Pengene udbetales kun, hvis projektet færdiggøres inden 20. februar 2018. Det betyder, at naboer risikerer 10 kæmpevindmøller og ingen erstatning.
 

Tidsnød

Hvis klagerne kommer igennem med det krav, kommer vindmølleprojektet i tidsnød. Der er allerede et vist tidspres på, for alle vindmøller skal være rejst og være koblet til elnettet senest 20. februar 2018.

Ellers vil projektmagerne gå glip af den statslige støtteordning, der vil udløse en samlet støtte til projektet på omkring 160 millioner kroner. Netop skæringsdatoen 20.februar 2018 kan være forklaringen på, at projektmagerne pludselig stiller med meget større beløb til naboerne.

Men pengene bliver ikke givet for naboernes blå øjnes skyld. De bliver givet med en række krav til modtagerne, krav, der får det til at lige kæmpe store "Hold kæft- bolsjer".

Et af kravene er nemlig, at alle klager over projektet skal trækkes tilbage.

Og så skal de i øvrigt aflevere nogle af pengene tilbage igen. Et andet kravene fra projektmagerne er nemlig, at hver husstand skal købe 10 andele i projektet. Det kan gøres for et beløb på 35.000 - 40.000 kroner. 

Pengene betyder intet

Desuden får beboerne forbud mod at modarbejde projektet, som det foreligger nu. Så tager de pengene, skal de holde lav profil.

Men det agter alle beboerne ikke at gøre. Projektmagerne kræver, at alle klagere tager mod tilbuddet, ellers falder det bort. En af talsmændene for modstanderne, Jan Jørgensen, forklarer, at det for ham og andre ikke er et spørgsmål om penge..

- Vi kæmper mod vindmøllerne af de grunde, vi hele tiden har gjort det. Vi kæmper, fordi vi er bange for, at vore dyr og dermed vores virksomhed, lider skade og fordi vi er bange for vores eget helbred, siger Jan Jørgensen.

Sammen med hustruen Lisbeth Hansen driver han landbrug med opdræt af Yorkshiresvin, som sælges til både ind-og udland. At dyrene er raske, er afgørende for deres forretning.

Men fra én af deres stalde er der kun 920 meter til en mølle.

Trods gentagne henvendelser fra avisen er det ikke lykkedes at få projektmager Ole Skadhauge til at kommentere milliontilbuddet til klagerne.