Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Morgenkælne næsehorn og syvsovende løver

Det er nogle trætte løver, der møder gruppen til Go'morgen Zoo. Foto: Anne Smedegaard

Morgenkælne næsehorn og syvsovende løver

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hver morgen i sommerperioden kan du være med til at sige godmorgen til forskellige dyr, når de vågner fra deres skønhedssøvn i Givskud Zoo.

Give: Stille. Roligt. Himlen er fyldt med tætte, grå skyer, hvorfra små vanddråber falder med tiltagende hast. De 50 personer, der er dukket op ved Givskud Zoo denne morgen, bemærker dog ikke regnen. De har andet i tankerne: Vilde dyr.

Klokken er lidt over otte, og selvom der endnu er over halvanden time til, at Givskud Zoo slår dørene op, har en lille gruppe mennesker fået lov at komme ind til et smugkig bag kulisserne: Go'morgen Zoo.

Både børn og voksne står klar og sammen med biolog og dyretræner Nadia Schilling køres de i bus gennem parken, hvor der - lidt endnu - er helt roligt.

Sig selv godmorgen til dyrene
Go'morgen Zoo afholdes hver dag fra 1. juli til 4. august.Det sker klokken 8.15 og varer cirka halvanden time.

Prisen kan ses på hjemmesiden, hvor billetten også skal købes.

Se mere på www.givskudzoo.dk

Løvernes store gab

- Mor, jeg er altså lidt bange, siger en lille pige, da gruppen nærmer sig den store bygning, hvor løverne er ved at vågne.

Efter lidt tid, går det dog op for hende - og de andre - at der ikke er så meget at være bange for, for selvom de store katte ser farlige ud, bevæger de sig nærmest ikke ud af flækken i den tid, de har besøg. 

Det eneste, der bevæger sig, er løvernes munde. Ud kommer ikke frygtindgydende brøl, som man ellers kunne forvente sig, men blot gab. Store, smittende gab. Kattene gaber dog ikke, fordi deres gæster keder dem, fortæller Nadia Schilling. Løver er bare generelt meget trætte.

- Løver sover 20 timer i døgnet og er hovedsageligt vågne og aktive om formiddagen, siger hun.

Inden for et par timer ville de altså være friskere, men gruppen skulle videre og vække flere dyr. Næste stop er næsehornene.

Massere morgenmad

- De ser ikke særlig godt, men deres lugte- og høresanser er virkelig gode, fortæller hun.

Det bliver hurtigt bevist. Næsehornene behøver nemlig ikke meget vækning. Blot duften af Nadia Schillings medbragte æbler er nok. Trods deres omkring to tons tunge krop, kommer fire af de fem næsehorn nærmest løbende, da de fornemmer deres gæster og opfatter, hvad der skal ske: Nusning og morgenmad. Og de nyder det og stikker hovederne ud gennem tremmerne. Det er da også den helt rigtige måde at starte dagen på, vil mange mene. 

Et næsehorn er dog tilsyneladende lidt genert. Mazumba, den sidst tilkommende, vil i hvert fald ikke hilse på menneskegruppen. Men det betyder så bare, at de fire andre får mere morgenmad.

Også næste sted, gruppen kommer til, er morgenmaden netop blevet serveret. Her er der dog hverken håndfodring eller nusseri. Tværtimod er der her en tyk glasvæg, der skiller mennesker og dyr, og morgenmaden består af tag selv-bord - eller jord - for maden, der består af salatblade, kiks og grene, er spredt på jorden, og her er ingen frugter indblandet. Gorillaerne nyder alligevel den sunde mad.

- Generelt spiser de ikke frugt, og slet ikke bananer, selvom det er det, man ser i tegnefilmene, siger Nadia Schilling, og fortsætter:

- Herinde får gorillaerne frugt som slik, når de skal have en belønning.

Og det er altså for tidligt på dagen til at få slik. I stedet får gorillaerne et farvel og dermed når Go'morgen Zooen sin ende, og det er tid til at resten af gæsterne bliver lukket ind, så de kan sige hej og godformiddag til dyrene.