Mobil opvaskemaskine kan håndtere 9.000 glas i timen: Opvasken fra Grøn 2019 havner i Gadbjerg

13 meter mobil opvaskemaskine. I stedet for at lade den køre rundt til alle spillestederne under Grøn 2019, har Tuborg valgt at køre den til Gadbjerg, hvor den placeres hos Dansk Mobilkøkken i Industriparken. Foto: Tuborg

Mobil opvaskemaskine kan håndtere 9.000 glas i timen: Opvasken fra Grøn 2019 havner i Gadbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En stribe grønne koncerter starter 18. juli og afvikles rundt i landet. Kravet om bæredygtighed er også slået igennem hos arrangørerne af de mange udendørs koncerter, hvor der skænkes fadøl i plastkrus. De krus bliver nu vasket og genbrugt.

Gadbjerg: Tuborg har fået specialfremstillet en mobil opvaskemaskine, der kan håndtere godt 9000 genbrugsplastglas i timen.

Den havde premiere på NorthSide-festivalen i Aarhus. Derefter tog den opvasken ved Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense og fortsatte til Roskilde Festival, hvor den gjorde sit for at begrænse affaldsdyngerne. Ved de tre begivenheder har maskinen klaret at vaske 1,8 millioner glas.

- Tuborg har serveret øl i flere end 1,8 millioner plastikglas under de tre første festivaler, og de er alle blevet vasket i vores opvaske- og tørremaskine. Det er 1,8 millioner plastikglas, som ellers var havnet i naturen, og alene derfor anser vi hele initiativet som en stor succes, siger Christian Sveigaard, marketing- og sponsorchef for Tuborg.

Nu står Grøn - tidligere kendt som Grøn Koncert - for døren, men i stedet for at lade den godt 13 meter lange opvaskemaskine køre rundt til alle koncertstederne, har Tuborg valgt at køre vognen til Gadbjerg. Her får den fast plads hos Dansk Mobilkøkken i Industriparken.

Her er der Grøn
Rækken af Grøn-koncerter ser sådan ud i år.
  • Amager 18. juli
  • Kolding 19. juli
  • Aarhus 20. juli
  • Aalborg 21. juli
  • Esbjerg 25. juli
  • Odense 26. juli
  • Næstved 27. juli
  • Valby 28. juli

Mange kokke

Det er ikke tilfældigt, at den mobile opvaskemaskine placeres netop her. Dansk Mobilkøkken klarer i forvejen opvasken af ølkanderne fra Grøn-koncerterne. Hos Tuborg er man glad for samarbejdet. Man anser det for en mere effektiv og miljøvenlig løsning med en fast placering i stedet for at lade den 13 meter lange opvaskemaskine køre rundt til koncerterne.

Gennembruddet for den nye løsning, hvor også glassene genbruges, har været, at de fire store festivaler, NorthSide, Tinderbox, Roskilde Festival og Grøn har indført ens, vaskbare krus, som kan bruges igen og igen på tværs af sommerens store begivenheder.

Derudover har det været nødvendigt at etablere nye former for samarbejde og partnerskaber med andre virksomheder og NGO'er som Plastic Change, der har rådgivet Tuborg under udviklingen af ideen.

Kifa Plast i Herning, der har skabt glassene, genbruger de glas, der går i stykker i løbet af sommeren. Hotri Storkøkken i Skovlunde har bygget den mobile opvaske- og tørremaskine.

Flere initiativer på vej

- Vi har mødt stor forståelse for projektet alle vegne. Bæredygtige løsninger kræver partnerskab og samarbejde, og vi er glade og stolte over, at alle partnerne har villet være med til at tænke nyt og bidrage til at reducere plastikaffald. Det falder fint i tråd med vores bæredygtighedsprogram Together Towards Zero, og vi har helt sikkert også fået blod på tanden. Det er ikke det sidste gang, at Tuborg tager opvasken, siger Christian Sveigaard.

På Grøn 2019 glæder man sig til at skænke kolde fadøl i nyvaskede genbrugsglas og håber på, at initiativet blandt andet vil bidrage til en renere plads og en bedre drikkeoplevelse for festivalgæsterne. Initiativet har også vakt glæde hos Muskelsvindfonden, der er medarrangør af Grøn-turneen.

- På Grøn har vi de seneste år eksperimenteret med løsninger for at skabe en renere plads og en bedre oplevelse for vores gæster. Vi glæder os derfor over at tage del i samarbejdet, så vi i fællesskab med de øvrige festivaler og Grøn-gæsterne kan mindske plastikaffaldet på Grøn, siger Theis Petersen, direktør i Muskelsvindfondens indsamlingsafdeling.

Mobil opvaskemaskine kan håndtere 9.000 glas i timen: Opvasken fra Grøn 2019 havner i Gadbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce