I 45 år har Poul og Lise Jørgensen camperet på plads 172 på Juelsminde Strand Camping. De nyder stadig livet som campister, for det giver dem en dejlig frihed, fortæller de. Foto: Michael Svenningsen

Ægtepar har camperet på samme campingplads i 45 år: - Det er et dejligt frit liv, og kan du ikke enes med naboerne, kan du flytte

Ægtepar har camperet på samme campingplads i 45 år: - Det er et dejligt frit liv, og kan du ikke enes med naboerne, kan du flytte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Poul og Lise Jørgensen forelskede sig for mange år siden i den fri tilværelse, de nyder som campister, og i næsten et halvt århundrede er de kommet på den samme campingplads i Juelsminde.

Juelsminde: Campingpladsen ånder af fred og ro denne formiddag, og de få campister, der passerer Poul og Lise Jørgensens campingvogn, hilser i forbifarten gennem plastvinduet i ægteparrets fortelt.

Inde i forteltet breder duften af pulverkaffe og kringle sig. Her er ingen stress og jag, men god tid og plads til nydelse. Præcis sådan som livet som campist skal være, ifølge Poul og Lise Jørgensen, der i år kan fejre, at de har camperet på Juelsminde Strand Camping i 45 år.

Og det er ligeså sikkert som at kaffen serveres med kringle til, at Poul og Lise Jørgensen slår sig ned samme sted på campingpladsen hvert år. Plads nummer 172 har nemlig været deres siden første gang, de ankom til campingpladsen.

81-årige Poul og 78-årige Lise faldt i sin tid pladask for friheden ved campinglivet, og det er noget, de har nydt i fulde drag gennem årene.

- Campinglivet giver den frihed, at du har dit hus med. Du har alt dit tøj og det hele pakket ned, og så kan du bare stille vognen - og du kan køre videre, siger Poul Jørgensen og fortsætter:

- Det er et dejligt frit liv. Man er ikke bundet. Og kan du ikke enes med naboerne, så kan du flytte, siger han med et smil.

Poul Jørgensen holder meget af at snakke med naboer og bekendte på campingpladsen. Derfor er det altid ham, der tager opvasken i fælleskøkkenet, hvor det er let at falde i snak med andre. Foto: Michael Svenningsen

Charmerende Juelsminde vandt familiens hjerte

Poul og Lise Jørgensen er vokset op i Vanløse i udkanten af København, og ikke langt derfra, i Rødovre, ejede Poul en møbelfabrik med sin far. Men i 1965, da parret var i slutningen af 20'erne, rykkede de teltpælene op og flyttede fabrikken og familien til Silkeborg-området.

Det var samme år, som ægteparret købte deres første campingvogn, og det var faktisk en tilfældighed der gjorde, at det gik sådan. Lise var gravid med deres første barn, da de om vinteren var ude og kigge på telt. De gik ind i en campingvogn for at få varmen, og så blev teltet hurtigt droppet. Siden dengang har de ejet syv vogne.

I de første år som campister boede Poul, Lise og deres to børn på forskellige campingpladser, men de ønskede en fast plads. De faldt for Juelsminde by, for havnen og for campingpladsens placering tæt ved vandet, og i de fleste år har ægteparret opholdt sig i byen i to-tre måneder om året fordelt over perioden fra starten af maj til starten af september.

Og når de ankommer i foråret, bliver de budt velkommen flere steder i byen - og ikke mindst på campingpladsen.

- Byen vågner, når campingsæsonen starter, for vi har tid til at bruge penge, siger Poul Jørgensen.

Ægteparrets fortelt er den perfekte blanding mellem at være udendørs og indendørs. Der er lunt og overdækket, men det er intet problem at hilse på naboer, der går forbi på den anden side af plastvinduerne. Foto: Michael Svenningsen

Plads til lange snakke og en god bog

Frihed til at gøre lige hvad det passede dem var sammen med sygdom grunden til, at Poul og Lise solgte møbelfabrikken allerede, da de var i starten af 40'erne. Salget gav dem nemlig meget mere tid med deres børn og mulighed for at rejse rundt i verden. Men campinglivet og deres faste frimærke på pladsen i Juelsminde vil de ikke undvære.

Der er nemlig mange fordele ved at være campist, synes de. Blandt andet kommer man hinanden ved, og det holder især Poul Jørgensen af. Han bruger meget tid på at tale med bekendte på pladsen, og det kan let tage ham halvanden time at gå op til fællestoiletterne, for han møder altid nogen og falder i snak, fortæller Lise og griner.

Det er også altid Poul, der tager opvasken, for også her er der rig mulighed for at falde i snak med nogen i fælleskøkkenet. Og mens Poul er rundt på pladsen, holder Lise skansen hjemme i campingvognen, hvor der er ro til at læse en god bog.

- Jeg har ikke samme behov for at snakke. Hvis du giver mig en god bog i hånden, så har jeg det rigtig godt, siger Lise Jørgensen.

Lise Jørgensen nyder at slappe af med en god bog, men ægteparret spiller også kort sammen ved spisebordet i deres fortelt. Foto: Michael Svenningsen
Lise Jørgensen nyder at slappe af med en god bog, men ægteparret spiller også kort sammen ved spisebordet i deres fortelt. Foto: Michael Svenningsen

Det er sjovest, når solen skinner

Og så er der jo lige det med vejret, for det betyder noget, hvordan det arter sig, når man er campist.

Som de fleste danskere elsker Poul og Lise Jørgensen, når solen skinner. Det er lidt sjovere, end når himlen er grå. Men det danske sommervejr er som bekendt lunefuldt, og det må man leve med, når man camperer i Danmark, mener de erfarne campister.

- Folk bliver anderledes lige så snart, det er godt vejr. Så stråler alle og snakker løs, hvorimod man går og skutter sig, når vejret er dårligt, siger Poul Jørgensen.

- Vi kan jo ikke gøre om på vejret, siger Lise, inden Poul tager igen ordet.

- Regnen må vi tage, som den er. Vi må bruge en paraply.

I forteltet har ægteparret indrettet sig, så det faktisk er deres daglig- og spisestue. Der er sat lamper op, og de har mulighed for at lave mad på en lille ovn. Som oftest laver Lise Jørgensen dog mad i fælleskøkkenet. Foto: Michael Svenningsen
I forteltet har ægteparret indrettet sig, så det faktisk er deres daglig- og spisestue. Der er sat lamper op, og de har mulighed for at lave mad på en lille ovn. Som oftest laver Lise Jørgensen dog mad i fælleskøkkenet. Foto: Michael Svenningsen

Ægtepar har camperet på samme campingplads i 45 år: - Det er et dejligt frit liv, og kan du ikke enes med naboerne, kan du flytte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ud i det blå
  • I løbet af sommeren drager Folkebladets journalister ud i det blå for at møde mennesker, der bor i eller besøger Hedensted Kommune.
  • Vi lader os inspirere af, hvad vi møder på vores vej af overraskende, pudsige eller interessante folk og steder.
  • Har du en god sommerhistorie og lyst til at få besøg af en journalist, så skriv til os på hedensted@hsfo.dk.
Annonce
Annonce