Bertram spiller hovedrollen i ny DR-serie: Det har været virkelig sjovt og inspirerende

Bertram Bisgaard på 13 år er fra Juelsminde og spiller hovedrollen i DR Ultra-serien "Skyldig", der kan ses på DR Ultra og DR TV. Foto Michael Svenningsen

Bertram spiller hovedrollen i ny DR-serie: Det har været virkelig sjovt og inspirerende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den unge skuespiller har lært meget af at være en del af et professionelt filmset, og han tager erfaringerne med videre. Han drømmer nemlig om en fremtid som skuespiller.

Juelsminde/Vejle: Togskinnerne er kun et stenkast væk fra lejligheden på 2. sal midt i Vejle, hvor Bertram Bisgaard bor omtrent halvdelen af ugen sammen med sin søster og sin mor.

De flyttede ind lejligheden for omkring en måned siden, da Bertrams forældre blev skilt, og den urbane kulisse med tung biltrafik og en svag rumlen fra togene står i stor kontrast til den, han er vokset op i lidt uden for Juelsminde.

- Jeg har nogle gange godt kunnet tænke mig at bo inde i byen, siger Bertram Bisgaard, der har boet på landet i hele sit liv.

Den 13-årige skuespiller, der spiller hovedrollen i DR Ultra-serien "Skyldig", har foruden sine forældres skilsmisse, haft et begivenhedsrigt år, der i disse uger kulminerer hver fredag, hvor fire nye afsnit af serien bliver tilgængelige på DR TV.

Det er ikke så mange, der får mulighed for det her. Det har været fint for mig at komme lidt væk, ikke fordi det var dårligt i skolen, men det har været fedt at prøve noget andet. Man lærer meget, men på en anden måde end i skolen - i hvert fald, hvis du gerne vil være skuespiller.
Bertram Bisgaard
"Skyldig"
  • "Skyldig" sendes på DR Ultra fredag, lørdag, søndag og mandag, men hver fredag kan fire nye afsnit streames på DR TV.
  • I serien bliver hovedrollen Jonas (spillet af Bertram Bisgaard) og de andre medvirkende stillet over for en række moralske valg. Tanken med serien er, at DR ønsker at udfordre børns retfærdighedssans.
  • Serien starter med en skolebrand, hvor seerne skal vurdere, hvem der er skyldig i forbrydelsen.
  • Der er lavet 24 afsnit, som varer omkring 10 minutter hver.
  • Serien er produceret af DR B&U.
Bertram Bisgaard med sin mor Henriette Aaby Enevoldsen og sin søster Nanna Bisgaard hjemme i moderens lejlighed i Vejle. Foto Michael Svenningsen
Bertram Bisgaard med sin mor Henriette Aaby Enevoldsen og sin søster Nanna Bisgaard hjemme i moderens lejlighed i Vejle. Foto Michael Svenningsen

Fri fra skole

Det var i december sidste år, Bertram Bisgaard efter et langt castingforløb fik at vide, at han skulle spille seriens hovedkarakter, Jonas. Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Bertram, der har villet være skuespiller siden børnehaveklassen.

- Jeg kunne næsten ikke forstå det. Jeg blev meget glad, siger Bertram Bisgaard, der også siden børnehaveklassen har gået til teater.

Bertram har under optagelserne til "Skyldig" måtte sande, at det kræver hårdt arbejde og lange dage på settet at være skuespiller på en rigtig produktion, men det har kun styrket hans skuespillerdrømme.

Optagelserne har taget meget af hans tid fra midten af januar og tre måneder frem, og mange af optagedagene har været hverdage, hvor mandag og fredag ofte var almindelige skoledage og tirsdag, onsdag, torsdag var fra 8 morgen til klokken 17 eller 18 på settet. Samtidig blev også vinterferien, påskeferien og helligdage taget i brug.

I alt har Bertram været afsted på 49 optagedage sammen med holdet fra DR.

Inden optagelserne gik i gang vurderede Bertrams forældre sammen med hans lærere, at han dog var så godt med i skolen, at han i en periode kunne misse undervisningen - godt nok med lidt flere lektier end normalt.

- Det er ikke så mange, der får mulighed for det her. Det har været fint for mig at komme lidt væk, ikke fordi det var dårligt i skolen, men det har været fedt at prøve noget andet. Man lærer meget, men på en anden måde end i skolen - i hvert fald, hvis du gerne vil være skuespiller, siger Bertram Bisgaard.

Den unge skuespiller har lært meget af at spille hovedrollen i serien
Den unge skuespiller har lært meget af at spille hovedrollen i serien "Skyldig". Og han drømmer endnu mere end tidligere om at kunne leve af at spille skuespil, når han bliver stor. Foto Michael Svenningsen

Sjovt og inspirerende

"Skyldig" er optaget i Aarhus, en times kørsel fra både Juelsminde og Vejle, så rollen har også krævet meget af Bertrams forældre. Farfaren, der bor i Sverige, og morfaren, der bor på Sjælland, har derfor i perioder kørt Bertram til og fra settet i Aarhus.

- Det har krævet sindssygt meget koordinering. Bertrams farfar har boet hos os i en uge bare for at køre, hvor vi ikke kunne få det til at hænge sammen. Men det er dog praktikaliteter, man kan løse, siger Bertrams mor, Henriette Aaby Enevoldsen.

Men selvom hovedrollen har krævet en ekstra indsats for Bertram selv og hans familie, har han ikke følt sig presset af rollen, fortæller han.

- Det har været virkelig sjovt og virkelig inspirerende at optage. Der var ikke en eneste dag, hvor jeg tænkte, at jeg gerne ville blive hjemme. Også fordi der er børn på min alder, som jeg spiller med og har det sjovt med, siger Bertram Bisgaard.

Men de mange nye indtryk, gennemlæsninger af manus og lange optagedage har betydet, at Bertram er gået tidligere i seng end normalt. Allerede klokken 20 er han gået til køjs, fortæller han selv, og det mener hans mor, Henriette Aaby Enevoldsen, har været nødvendigt.

- Vi har haft meget fokus på at tale med ham om at få skabt balance. Det har været nogle lange dage, og han har været rigtig træt, siger hun.

Bertram er glad for at opleve at bo i byen. Han er nemlig vokset op på landet lidt uden for Juelsminde. Foto Michael Svenningsen
Bertram er glad for at opleve at bo i byen. Han er nemlig vokset op på landet lidt uden for Juelsminde. Foto Michael Svenningsen

Bertram står stærkere

Kort inden optagelserne til "Skyldig" startede fik Bertram og hans søster Nanna beskeden om deres forældres skilsmisse. Det var i første omgang et hårdt slag for Bertram, men når han var afsted på optagelse, fik han tankerne væk.

- Jeg føler, at det har hjulpet lidt, at jeg har været på optagelse, hvor jeg ikke skulle tænke over det hele tiden. Jeg glemte det, når jeg var afsted, siger han.

Henriette Aaby Enevoldsen er sikker på, at hendes søns fordybelse i optagelserne til "Skyldig" har været positivt for ham. Både på grund af skilsmissen, men også for hans fremtid.

- Det har været en fantastisk oplevelse for ham, og han er blevet en dygtigere skuespiller. Jeg tror også, at han står stærkere på sine ben nu end han gjorde før, siger hun.

Det har været en stor oplevelse for den 13-årige skuespiller at være en del DR Ultra-serien, fortæller han selv. Foto Michael Svenningsen
Det har været en stor oplevelse for den 13-årige skuespiller at være en del DR Ultra-serien, fortæller han selv. Foto Michael Svenningsen

Bertram spiller hovedrollen i ny DR-serie: Det har været virkelig sjovt og inspirerende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce