Butikker er ved at drukne i pakker efter forbrugsfest: Det er voldsomt

Michael Petersen har været uddeler i Lindved siden årsskiftet. Han mener, at det er vigtigt, at de i Dagli'Brugsen tilbyder ekstra serviceydelser som for eksempel at modtage og udlevere pakker. Foto: Michael Svenningsen

Butikker er ved at drukne i pakker efter forbrugsfest: Det er voldsomt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danskerne gik igen shop-amok på Black Friday, og det har i denne uge medført travlhed hos de lokale købmænd, der drukner i pakker. I Dagli'Brugsen i Lindved regner de med at udlevere op mod 1500 i denne uge, og selv om det giver ekstra arbejde, så er de glade for at kunne yde den ekstra service.

Lindved: I denne uge modtager Dagli'Brugsen i Lindved flere pakker, end der er indbyggere i byen.

Danskernes købelyst på Black Friday kan mærkes hos de mange lokale købmænd, der modtager pakker flere gange om dagen fra Post Nord, GLS eller hvem der nu ellers kører rundt og afleverer alt det, vi køber på nettet.

Folkebladet er derfor kørt til Lindved tirsdag eftermiddag for at følge det store pakke-kaos i Dagli'Brugsen, der regner med at modtage 1400-1500 pakker i denne uge. Til sammenligning bor der godt 1300 mennesker i byen.

Vi når da heller ikke at parkere bilen, før de første to personer er kommet ud af butikken med en pakke under armen.

Det er voldsomt at skulle håndtere alle de her pakker, og det kræver mere arbejde fra medarbejderne, men det er en ekstra service, som vi er glade for at kunne give, og det får jo også folk til at komme ned i butikken frem for, at de søger mod Vejle.
Michael Petersen, uddeler i Dagli'Brugsen i Lindved
Vær klar, når du skal hente din pakke
Hos Dagli'Brugsen i Lindved, Uldum og Rask Mølle har de opfordret kunderne til at være forberedte, når de henter pakker. Hvis man har styr på følgende, går det hurtigere med at få udleveret pakken:Hav styr på, hvem pakken er leveret af - sandsynligvis er det Post Nord, GLS, DAO eller Bring.

Hav pakkenummeret klar.

Hav ID parat. Ved DAO skal man dog bruge en kode, som står i den sms, man har fået. Kan du ikke selv hente pakken, skal du udfylde en fuldmagt, der giver en anden lov til at hente den.
Sidsel Jakobsen henter pakker hos Vivian Hansen bag disken i Dagli'Brugsen i Lindved. De lokale købmænd drukner i pakker efter danskernes shop-amok på Black Friday. Foto: Michael Svenningsen
Sidsel Jakobsen henter pakker hos Vivian Hansen bag disken i Dagli'Brugsen i Lindved. De lokale købmænd drukner i pakker efter danskernes shop-amok på Black Friday. Foto: Michael Svenningsen

Yder gerne ekstra service

Inde i butikken har de lige modtaget en ny sending fra Post Nord med godt 100 pakker, som der nu skal findes plads til på de i forvejen fyldte hylder. Den opgave tager Vivian Hansen sig af, mens vi får en snak med uddeler Michael Petersen.

- Vi kan tydeligt se, at antallet af pakker helt generelt vokser, og at der er ekstra mange ved de er specielle "højtider" som Black Friday. Sidste år var der meget, og i år er der endnu mere, siger Michael Petersen, der dog ikke vil være opgaven foruden.

- Det er voldsomt at skulle håndtere alle de her pakker, og det kræver mere arbejde fra medarbejderne, men det er en ekstra service, som vi er glade for at kunne give, og det får jo også folk til at komme ned i butikken frem for, at de søger mod Vejle, siger han.

Hos Dagli'Brugsen Lindved har de på Facebook og via sms bedt kunderne om at skynde sig at hente pakkerne, for ellers løber de tør for plads, når der hele tiden kommer nye sendinger ind. Foto: Michael Svenningsen
Hos Dagli'Brugsen Lindved har de på Facebook og via sms bedt kunderne om at skynde sig at hente pakkerne, for ellers løber de tør for plads, når der hele tiden kommer nye sendinger ind. Foto: Michael Svenningsen

Sender appel ud

Dagli'Brugsen i Lindved har sendt sms'er ud til 400 kunder og skrevet til deres 1400 følgere på Facebook, at de gerne må komme så hurtigt som muligt at hente pakkerne.

- Det er vi simpelthen nødsaget til, siger Michael Petersen.

- Vi skal af med 75 procent af pakkerne i dag, hvis vi skal have plads til dem, der kommer i morgen. Så vores appel går på, at man bare skal komme herned med det samme, når man får besked om, at pakken er kommet. Normalt vil vi gerne opbevare folks pakker, men mængden er simpelthen så stor lige nu, siger han.

En rundtur til andre købmænd i Hedensted Kommune viser også, at han langt fra er den eneste med fyldte pakkehylder. I blandt andet Uldum, Rask Mølle, Daugård og Hedensted bliver der opfordret til, at man kommer og henter dem hurtigst muligt.

Kunderne er opmærksomme

I Lindved skal mange af de købende også forbi pakkeshoppen. Michael Petersen må lige overtage kassen, så Vivian Hansen kan hjælpe med at grave den rette pakke frem til Karina Schanz.

- Jeg har godt set, at de har skrevet på Facebook, at man skal hente sine pakker. Jeg fik besked i går, og jeg er kommet herned så hurtigt, som jeg kunne, siger hun og tilføjer, at hun er supertilfreds med den service, de leverer i butikken.

Helt lige så hurtig er Linda Sørensen ikke med at få hentet sin pakke.

- Den her pakke kom i fredags, så jeg er lidt sent ude. Jeg har egentlig fået brugsens sms om, at man helst skal komme så hurtigt som muligt, men det hele skal jo også lige passe, siger hun.

Pakken bliver da stadigvæk også udleveret med et stort smil, for nu er der lidt mere plads til den næste store sending.

Butikker er ved at drukne i pakker efter forbrugsfest: Det er voldsomt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce