Erhvervsmand har trukket diplomater og ambassadører til Juelsminde - nu kan han fejre 50 år i Rotary

81-årige Niels Burcharth (t.h.) har 50 års jubilæum i Rotary, hvor han både har været i Rotary Horsens Østre og i Juelsminde Rotary Klub. Jørgen Lykke Nielsen (t.v.), præsident i Juelsminde Rotary Klub, har kun rosende ord at sige om Niels Burcharth, og kalder ham både en hædersmand og en værdsat og respekteret kammerat. Foto: Morten Pape

Erhvervsmand har trukket diplomater og ambassadører til Juelsminde - nu kan han fejre 50 år i Rotary

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

81-årige Niels Burcharth har 50 års jubilæum i Rotary, og han er glad og taknemlig for de mange år. I tidens løb har han via sin netværk bl.a. trukket diplomater og ambassadører til Juelsminde for at holde foredrag.

Juelsminde: - Jeg har været heldig, og det er en fantastisk klub at være i med gode præsidenter hen over årene samt gode kammeratskaber. Så jeg er taknemlig og helt tilfreds med medlemskabet.

Sådan siger 81-årige Niels Burcharth, der kan fejre 50 års jubilæum i Rotary.

Det er rimelig usædvanligt, da gennemsnitsalderen på medlemmer, der bliver optaget, typisk er 40 år, men Niels Burcharth, som oprindeligt kommer fra Odense, var 31 år.

- Jeg blev meget tidligt selvstændig, og jeg var med i Junior Chamber, hvor jeg fik et netværk med forretningsdrivende. Det ville jeg gerne bygge videre på i Rotary, siger Niels Burcharth, som er grosserer i Niels Burcharth A/S.

Jeg har været heldig, og det er en fantastisk klub at være i med gode præsidenter hen over årene samt gode kammeratskaber. Så jeg er taknemlig og helt tilfreds med medlemskabet.
Niels Burcharth, 50 års jubilar i Rotary
Rotary
Rotary er et lokalt og internationalt netværk, som består af både mænd og kvinder i private og offentlige virksomheder eller selvstændige på tværs af faggrænser, der ønsker at lære andre at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer. Medlemmerne har engagement og overskud til at udføre værdifuldt arbejde sammen med andre - både for lokalsamfundet og den internationale verden.

Kilde: Rotary Danmark
Niels Burcharth er grosserer i Niels Burcharth A/S, og han bor i Horsens med sin kone Tove Burcharth, som han har en søn samt to børnebørn med. Foto: Morten Pape
Niels Burcharth er grosserer i Niels Burcharth A/S, og han bor i Horsens med sin kone Tove Burcharth, som han har en søn samt to børnebørn med. Foto: Morten Pape

Trak diplomater til Juelsminde

Derfor blev han i 1969 medlem af Rotary Horsens Østre. Her var han indtil 2001, hvorefter han skiftede til Juelsminde Rotary Klub, som lige nu har 50 medlemmer.

De mødes hver onsdag aften og har bl.a. arrangementer som virksomhedsbesøg eller foredrag.

Og netop spændende foredrag har Niels Burcharth haft sin andel i at have skaffet gennem årene. I kraft af sit netværk, som han bl.a. har fået i sine år som honorær konsul for Tjekkiet, har han lokket ambassadører og diplomater til at komme og holde foredrag.

Blandt andet Simon Nicklin, direktør for international handel ved den engelske ambassade, som fortalte om Brexit, samt den tjekkiske ambassadør i Danmark, Radek Pech.

- Det er ikke nemt at trække diplomater til Juelsminde og er en bedrift i sig selv. Det kræver et godt netværk, som Niels har, og det har vi haft stor gavn og glæde af, fortæller Jørgen Lykke Nielsen, præsident i Juelsminde Rotary Klub.

I kraft af sit netværk, som Niels Burcharth bl.a. har fået i sine år som honorær konsul for Tjekkiet, har han lokket ambassadører og diplomater til at komme og holde foredrag i Juelsminde. Foto: Morten Pape
I kraft af sit netværk, som Niels Burcharth bl.a. har fået i sine år som honorær konsul for Tjekkiet, har han lokket ambassadører og diplomater til at komme og holde foredrag i Juelsminde. Foto: Morten Pape

Stadigvæk på julekort

I Juelsminde Rotary Klub er det væsentligt at støtte humanitære projekter, og ungdomsarbejdet er bl.a. en af hjørnestenene i klubben.

Hvert år sender klubben et ungt menneske til udlandet i typisk et års tid, og i samme ombæring kommer en udvekslingsstudent til Danmark, og lærer den danske kultur at kende.

Her bor den hos forskellige værtsfamilier fra klubben, og for år tilbage havde Niels Burcharth, hans kone Tove Burcharth og søn besøg fra USA og Brasilien.

- Det var fantastisk. At se en 17-årig, som knap nok er fløjet fra reden, komme til et andet kontinent og se, hvordan han udfolder sig i løbet af få måneder, er eventyrligt. Man får et specielt forhold, og vi er stadigvæk på julekort, siger Niels Burcharth, som bor i Horsens.

En hædersmand

I sin tid i Rotary har Niels Burcharth bl.a. været præsident, siddet i formandsstolen for Samfundstjenesten, varetaget revisorfunktionen og været formand for Internationaltjenesten.

Tiden og medlemskabet høster kun rosende ord fra Jørgen Lykke Nielsen.

- Niels er hædersmand og en meget værdsat og respekteret kammerat. Han har oprettet en hjælpefond af egne midler, som vi har trukket på og doneret penge til udsatte grupper for, og han har altid stillet faciliteter i sin virksomhed til rådighed, hvis vi har manglet lokaler. Niels bærer i stor stil for klubbens ve og vel, siger han.

Onsdag blev Niels Burcharths 50 års jubilæum fejret i Juelsminde Rotary Klub, hvor han fik hædersbevisningen "Poul Harris Fellow" med en safir, der er en høj udmærkelse, og som sjældent bliver givet.

Erhvervsmand har trukket diplomater og ambassadører til Juelsminde - nu kan han fejre 50 år i Rotary

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce