Her er ingen klaversoloer og stille ballader: Nøia på vej ud i et elektronisk musikeventyr

Johanne Thorup (th) og Emma Elisabeth Hansen har dannet elektro-pop bandet Nøia. De bliver studenter inden længe og deler en fælles udlængsel, der også kan genkendes i deres musik. Foto: Michael Svenningsen

Her er ingen klaversoloer og stille ballader: Nøia på vej ud i et elektronisk musikeventyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Musikalske ambitioner og fælles udlængsel danner grundlaget for den kvindelige elektro-pop duo Nøia, der fandt hinanden ved en computer på Tørring Gymnasium.

Tørring: Hvis man forventer at høre en stille ballade eller fint klaverspil, når duoen Nøia stiller sig op på scenen, kan man godt tro om igen. Tanken kunne ellers godt opstå alene ud fra den begrundelsen, at duoen består af to unge kvinder, men Nøia er meget mere end det.

Nøia er elektronisk, Nøia er trommer. Nøia er følelsen af at vågne op i et fremmed telt på Roskilde Festival, som duoen selv beskriver det.

Og så er Nøia et upcoming band, der i dette forår stormer frem. Deres første og indtil videre eneste producerede nummer "Fernweh" fik en pris til det intergymnasiale MGP og er siden blevet anbefalet af P3's karrierekanon, og Nøia er ikke mindst blevet en del af projektet Rock the Region, hvor syv upcoming bands fra Region Midtjylland i løbet af foråret optræder på en række festivaler som Spot Festival i Århus og Rabbithole Festival i Horsens.

- Vi er de yngste på turnéen og kom faktisk med på et afbud, men vi er blevet enormt godt modtaget. Det er fedt, og vi føler, vi kan hamle op med de andre, hvoraf flere er konservatoriestuderende, fortæller duoen, der begge går i 3.g. på Tørring Gymnasium og arbejder som frivillige på spillestedet Kulisselageret i Horsens.

Johanne Thorup (th) er trommeslager og producer i bandet, mens Emma Elisabeth Hansen står for tekst og sang. Fredag aften kunne de bl.a. opleves på Spot Festival i Århus. Foto: Michael Svenningsen
Johanne Thorup (th) er trommeslager og producer i bandet, mens Emma Elisabeth Hansen står for tekst og sang. Fredag aften kunne de bl.a. opleves på Spot Festival i Århus. Foto: Michael Svenningsen

God til rytmer

Johanne Thorup Jacobsen og Emma Elisabeth Hansen, der kommer fra hhv. Ejstrupholm og Øster Snede, mødte hinanden for knap tre år siden, da de begyndte i 1.g. på Tørring Gymnasium. Her fandt de hurtigt ud af, at de har et særligt musikalsk fællesskab.

- Vi gik på musiklinjen sammen og fandt en computer over i hjørnet af musiklokalet, hvor vi kunne sidde og komponere noget elektronisk musik sammen. Det, synes vi, var ret sjovt, fortæller Johanne Thorup Jacobsen om begyndelsen til Nøia.

Hun er rytme-pigen og produceren i bandet og har, siden hun var ganske lille, spillet trommer.

- Min far var musiker og musiklærer, og han lavede mange rytmelege med mig, da jeg var lille. Desværre døde han, da jeg var syv år gammel, og siden har jeg selv dyrket musikken. Min mor og søster er begge både tonedøve og rytmesvage, fortæller Johanne Thorup Jacobsen, der lidt atypisk for den elektroniske musik selv spiller trommer, når duoen optræder.

Johanne Thorup og Emma Elisabeth Hansen har dannet elektro-pop bandet Nøia. De bliver studenter inden længe og deler en fælles udlængsel, der også kan genkendes i deres musik. Foto: Michael Svenningsen
Johanne Thorup og Emma Elisabeth Hansen har dannet elektro-pop bandet Nøia. De bliver studenter inden længe og deler en fælles udlængsel, der også kan genkendes i deres musik. Foto: Michael Svenningsen

Udlængsel

Typisk er det hende, der skaber det første grundskelet af lyde og rytmer til et nummer, mens Emma Elisabeth Hansen tilfører sang, tekst og melodi. Hendes musikalske baggrund er sang, og hendes mor Minna Hansen synger blandt andet i Århus Gospel Singers.

At det lige blev elektronisk musik, de to piger kastede sig over, skyldes blandt andet, at det er svært at udgøre et helt band, når man kun er to.

- Man kan jo få uendeligt mange lyde ud gennem computeren, og vi kan lige pludselig spille på alle mulige instrumenter og loope lydbidderne. Computeren bliver det ekstra bandmedlem, og det er en fordel, når vi kun er to, lyder det fra Johanne Thorup Jacobsen.

Med spillejobs og sangskrivning sammen med gymnasieafleveringer og eksamensforberedelser har foråret været ekstremt travlt. Derfor venter også sabbatår for begge piger, hvor de forventer at få meget mere tid til at udvikle deres musik og flytte hjemmefra.

- Når vi skriver musikken, tager vi ofte udgangspunkt i et enkelt ord. Fernweh f.eks. er tysk. Det er svært at oversætte, men beskrives nok bedst ved, at det er det modsatte af hjemve. Generelt er der nok en vis rastløshed i alle vores numre. Vi er begge fra små byer og vil meget gerne flytte, lyder det fra Emma Elisabeth Hansen.

Nøia kan opleves på lørdag 11. maj til Tørring Gymnasiums egen festival, TAG Festival, 18. maj til Rabbithole Festival i Horsens og 21. juni til Vibstock Festival i Viborg. Fredag 3. maj spillede de på Spot festival i Aarhus.

Her er ingen klaversoloer og stille ballader: Nøia på vej ud i et elektronisk musikeventyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce