Miralem brød ud af ghettoen - nu skal han lede ny Lidl

Miralem Salkicevic er butikschef i den nye Lidl, der åbner i Hedensted midtby på torsdag. Han er kun 31 år, men har allerede seks års erfaring som chef fra en mindre Lidl-butik i Vejle. Foto: Yilmaz Polat

Miralem brød ud af ghettoen - nu skal han lede ny Lidl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

31-årige Miralem Salkicevic kom til Danmark fra Bosnien som niårig, og budskabet fra hans forældre var klart: Du er kommet til et land med muligheder - grib dem.

Hedensted: Overalt i butikken er folk i gang med at feje gulve, sætte skilte op eller lægge varer på plads. Det er tydeligt, at der er travlt i Lidl op til åbningsdagen på torsdag, men det lader ikke til at påvirke den 31-årige butikschef Miralem Salkicevic.

Han er vant til at arbejde hårdt, vant til at have travlt. Han trives faktisk med det, fortæller han, da han tager en lille pause fra arbejdet, så Folkebladets journalist kan få lov at stille et par spørgsmål.

- Jeg har altid arbejdet meget. Jeg fik et fritidsjob så snart, jeg var gammel nok, for mine forældre sagde, at hvis jeg ville have noget her i livet - en playstation eller en cykel, for eksempel - måtte jeg selv gøre en indsats, siger Miralem Salkicevic.

Jeg har også haft en dårlig venskabskreds og prøvet lidt af hvert. Men jeg lærte også hurtigt, at jeg var bedre end det.
Miralem Salkicevic
Miralem Salkicevic har arbejdet i Lidl, siden han var 18 år, og det gik hurtigt op for ham, at han godt kan lide miljøet. Han nyder at holde styr på ting og at arbejde med mennesker. Foto: Yilmaz Polat
Miralem Salkicevic har arbejdet i Lidl, siden han var 18 år, og det gik hurtigt op for ham, at han godt kan lide miljøet. Han nyder at holde styr på ting og at arbejde med mennesker. Foto: Yilmaz Polat

Startede som fejedreng

Efter folkeskolen blev han ansat som fejedreng i Harald Nyborg, og som 18-årig fik han sit første job i Lidl, nemlig som assistent i en Lidl-butik i Horsens. Siden er han via hårdt arbejde og en række kurser rykket op i graderne, og når han på torsdag slår dørene op til Lidl i Hedensted, er det faktisk hans andet job som butikschef.

- Jeg har været chef i seks år i en mindre Lidl-butik i Vindinggårdcentret i Vejle, men jeg ville gerne prøve udfordringer med et større sted. Her i Hedensted er det hele nyt, og jeg kan selv være med til at sætte mit præg. Nu glæder jeg mig til at vise byen den nye butik, siger Miralem Salkicevic, der kender en lille smule til Hedensted i forvejen, da han er en hyppig gæst ved den lokale put & take sø.

Miralem Salkicevic kom til Danmark som niårig og fik at vide af sine forældre, at han skulle se det som en chance for et bedre liv. I dag er han butikschef i Lidl. Foto: Yilmaz Polat
Miralem Salkicevic kom til Danmark som niårig og fik at vide af sine forældre, at han skulle se det som en chance for et bedre liv. I dag er han butikschef i Lidl. Foto: Yilmaz Polat

Chance for bedre liv

Det var ikke fra starten oplagt, at Miralem Salkicevic skulle ende i en større lederstilling allerede som 31-årig.

Han flygtede med sin familie fra Bosnien som fireårig og kom til Danmark som niårig. Her voksede han op i den vejlensiske ghetto på Nørremarken sammen med sine forældre, en storebror og en lillesøster.

Det var ikke let at lære et nyt sprog og at blive integreret i en ny kultur, men forældrene slog gang på gang fast, at han skulle se det som en chance for at få et bedre liv.

- Du er kommet til et land med muligheder, sagde de, nu skal du gribe dem, fortæller Miralem Salkicevic.

Væk fra miljøet

Tilbage i Bosnien arbejdede Miralem Salkicevic's far som murer, men det lykkedes ham ikke at få et arbejde inden for den branche i Danmark. I stedet arbejdede han i mange år som opvasker i Torvehallerne i Vejle, hvor Miralems mor gjorde rent.

- Jeg havde en god barndom, selvom det var ikke altid nemt i ghettoen. Jeg har også haft en dårlig venskabskreds i et stykke tid og prøvet lidt af hvert. Men jeg lærte også hurtigt, at jeg var bedre end det. Jeg har ikke taget en uddannelse, men jeg synes, jeg klarer mig meget godt alligevel, siger Miralem Salkicevic.

Kigger efter hus

Det var for ham et bevidst valg at flytte ud af ghettoen.

- Jeg begyndte at bruge mere tid med min kæreste end med de andre, og vi valgte at finde en lejlighed i et andet miljø, siger Miralem Salkicevic.

Han bor i dag i Kolding med sin hustru, Alma, der også arbejder i en Lidl-butik, og parrets to børn, Amir på fem og Emina på tre år.

- Vi overvejer at flytte til Hedensted og går så småt og kigger efter et hus, men nu skal jeg lige godt i gang med det nye job først, siger Miralem Salkicevic.

Miralem brød ud af ghettoen - nu skal han lede ny Lidl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce