Politikere trodser høringssvar og anbefaler ja til ny Netto

Et flertal i teknisk udvalg anbefaler byrådet at godkende en lokalplan, der gør det muligt at bygge en dagligvarebutik nedenfor hotellet. De anbefaler, at bygherre laver beplantning op mod hotellet og ud mod Vejlevej. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Politikere trodser høringssvar og anbefaler ja til ny Netto

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et flertal i teknisk udvalg anbefaler byrådet at stemme ja til en lokalplan, der giver mulighed for en 1200 kvm stor dagligvarebutik for foden af Færgegårdsbakken. Lars Poulsen (V) og Steen Christensen (S) tager forbehold.

Juelsminde: Til trods for mange høringssvar imod valgte et flertal i teknisk udvalg tirsdag at sende en lokalplan videre til byrådet med en anbefaling.

Planen åbner op for at placere en dagligvarebutik ved indkørslen til Juelsminde, og det er en god idé, mener udvalgsformand Lene Tingleff (V), for en Netto for foden af Færgegårdsbakken kan give et løft til en trængt bymidte.

- Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke kan sige nej til en butik, der gerne vil etablere sig i en by, hvor der er mange tomme butikslokaler. For så finder den bare et andet sted at være. Og jeg mener faktisk, at en stærk dagligvareforretning kan være et plus for de små specialvareforretninger i byen - også selvom den ikke ligger helt inde i centrum, siger Lene Tingleff.

Høringssvar er ikke en afstemning, men en række argumenter, og vi har læst dem og vejet for og imod.
Lene Tingleff (V)
Sagen kort
  • I 2016 var en dagligvarebutik på grunden nedenfor Hotel Juelsminde Strand på den politiske dagsorden. Planloven bremsede dog på det tidspunkt for planerne.
  • I august i år sendte byrådet en lokalplan i høring, der giver lov til at bygge en dagligvarebutik på hjørnegrunden mellem Vejlevej og Ringvejen på 1200 kvm. Planloven er i mellemtiden blevet ændret.
  • På området bliver der også plads til parkeringspladser samt et offentligt parkareal. Den nye plan betyder, at en tidligere plan om højhuse på grunden ikke bliver til noget.
  • Byen er delt i spørgsmålet. De fleste vil gerne have en butik til byen, men nogle mener, at placeringen er god, mens andre hellere så, at butikken lå i Klakring eller midt i byen.

Klakring er ikke aktuelt

I høringssvarene udtrykker borgerne blandt andet bekymring for, at byen mister et af sine grønne områder - og så ser mange hellere en ny butik i enten midtbyen eller i Klakring et par kilometer nord for Juelsminde.

- Hvad angår placeringen, så kunne det sikkert være fint med en butik i Klakring, men nu er det ikke dér, nogen ønsker at etablere sig. Så det er ikke et alternativ lige nu, siger Lene Tingleff.

- Når det kommer til grønne områder, så er det rigtigt, at butikken erstatter en del af den plæne, der ligger der nu, men der er lagt op til, at der også skal være en offentlig park på området. Og så er der altså stadig masser af skov, strand og grønne pletter i Juelsminde, mener hun.

Det må blive byens beslutning

Selvom ingen af de fem medlemmer af teknisk udvalg stemte imod lokalplanen, så valgte to at tage forbehold, nemlig Lars Poulsen (V) og Steen Christensen (S).

Sidstnævnte fordi han principielt er imod idéen om at placere dagligvareforretninger uden for bymidterne.

- Jeg tror ikke, at en dagligvarebutik med den placering vil tilføre Juelsminde noget positivt, tværtimod. Det er ikke det, der skal til for at skabe vækst. Når jeg alligevel kun tager forbehold og ikke stemmer imod, er det fordi, jeg er fra Løsning, og jeg vil ikke stå i vejen for en udvikling i Juelsminde, som borgerne selv ønsker. Byens visionsråd er positive, og det samme er borgmesteren, som bor i byen og har fingeren på pulsen der, og de to ting vejer tungt, siger Steen Christensen.

De små købmænd bliver taberne

Lars Poulsen (V) har også taget forbehold, men det er af lidt andre årsager.

- Jeg mener, at en Netto på den placering vil gøre livet svært for købmanden i As og for den købmand, der måske bliver etableret i Barrit. Det er ikke så godt. Alligevel kan jeg godt se nogle argumenter for, at vi skal give grønt lys for dagligvarebutikker uden for bymidterne. Men så skal det gælde i hele kommunen og ikke bare i Juelsminde. Lige nu hopper vi fra tue til tue, og det synes jeg ikke om. Så jeg vil gerne have en principiel stillingtagen i byrådet til, hvordan vi forholder os til placering af dagligvarebutikker, siger Lars Poulsen.

Byrådet skal tage endeligt stilling til lokalplanen på sit møde 19. december. Der er efter mødet i teknisk udvalg indføjet to ændringer. Dels er der nu en tilladt byggehøjde på maks 6 meter i stedet for 8,5, og dels bliver bygherre nu anbefalet at "der udføres beplantning ud mod hotellet og Vejlevej".

Politikere trodser høringssvar og anbefaler ja til ny Netto

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce