Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Rød asfalt bliver en ommer: Sådan vil de sikre bilisterne mod stenslag

Stenslag på ruden kan være en dyr oplevelse for uheldige bilejere, og der har det seneste halve år været mange af slagsen på hovedvejen mellem Horsens og Hedensted. Nu vil kommunen have den røde asfalt fjernet og lagt et nyt lag på. Arkivfoto: Mads Hansen

Rød asfalt bliver en ommer: Sådan vil de sikre bilisterne mod stenslag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skandaleramt rød asfalt skal fjernes - og et nyt lag lægges på. Ekstra bindemiddel skal forhindre nye stenslag.

Hedensted: Nogle vil måske mene, at det lyder som en Molbo-historie. Men Hedensted Kommune vil nu løse problemet med den forhadte røde asfalt på hovedvejen mellem Horsens og Hedensted ved at rive den af og lægge et nyt lag på - af samme slags.

Det røde asfaltlag har siden sommer givet hundredvis af bilister ridser i lakken og stenslag på ruderne, fordi løse sten er fløjet rundt mellem bilerne.

Hedensted Kommune og entreprenøren Colas A/S er stadig ikke blevet enige om, hvor fejlen ligger, men at der skal findes en fremadrettet løsning på problemet, er der ikke tvivl om.

Og løsningen er altså mere af det samme, fortæller formand for teknisk udvalg Lene Tingleff (V).

- Vi har besluttet, at det defekte røde asfaltlag skal skrabes af hurtigst muligt, og så skal der lægges et nyt lag på, når vejret er til det. Hvis det bliver lagt korrekt ud, så tror vi på, det får den ønskede virkning, siger hun.

Kommune sender regningen for masse-stenslag videre

Færre farlige overhalinger

Den røde asfalt blev lagt ud i sommer som en midterstribe på vejen for at skabe opmærksomhed ved overhalinger.

Den del af projektet har ifølge Lene Tingleff virket efter hensigten, men med det utilsigtede problem med løse sten og skader på bilerne duer det selvfølgelig ikke.

En ekspert fra Vejdirektoratet har for nylig været ude at inspicere den røde asfalt for at vurdere, hvad der er gået galt. Hans dom er ifølge kommunen klar: Overfladebehandlingen er udlagt forkert, og der er for lidt bindemiddel til at omslutte stenudlægningen på vejen.

- Det er altså ikke selve idéen, der er noget galt med, men udførelsen. Derfor er vi heller ikke bange for at gå efter det samme igen - men denne gang skal der selvfølgelig være tilstrækkeligt bindemiddel, siger Lene Tingleff.

Hvem, der skal stå for udførelsen af det nye arbejde, og hvor regningen havner, er ifølge udvalgsformanden endnu uklart.