Tyve hærger lokale genbrugspladser: Disse ting går de efter

Affald er penge værd, og det har tyvene fået øjnene op for. Der er ugentlige indbrud på kommunens genbrugsstationer. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Tyve hærger lokale genbrugspladser: Disse ting går de efter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Natlige indbrud på genbrugspladserne er hverdag i Hedensted Kommune. Tyvene går målrettet efter metaller, elektronik og batterier.

Hedensted: De varer, som nogle kasserer og smider væk, kan være mange penge værd for andre. Det er gået op for nogle af landets indbrudstyve, som tilsyneladende har udset sig genbrugspladserne i Hedensted Kommune som deres nye yndlingsmål.

I hvert fald er der en stigende tendens til, at natlige gæster bryder ind og tømmer visse fraktioner på genbrugspladserne for de ting, som har værdi.

- De klipper hegnet op og bryder ind, og så stjæler de, hvad der er af metaller, elektronik og akkumulatorer, som er batterier af forskellig slags. Der er indbrud på en af genbrugspladserne mindst en gang om ugen, siger Morten Christensen fra Hedensted Kommunes bygge- og erhvervsservice.

Genbrugspladsen i Juelsminde har været særligt hårdt ramt, så her har kommunen for nylig lavet et indbrudssikret hegn rundt om de populære fraktioner.

- Det virker i Juelsminde, men har til gengæld betydet, at der er kommet flere indbrud på de andre genbrugsstationer i kommunen. Her er det af forskellige årsager ikke lige så enkelt at sikre, men vi arbejder på en løsning, siger Morten Christensen.

Der har altid været tyveri fra genbrugsstationer, men tidligere handlede det mest om at klunse. Nu er det mere organiseret - og det er eskaleret helt vildt.
Morten Christensen

50 mio. kr. om året

Hedensted Kommune har ikke gjort op, hvor meget det koster borgerne, at det værdifulde genbrugs-affald bliver stjålet, men det er formentlig ikke småpenge, der er tale om.

Sidste år lavede Miljøstyrelsen en undersøgelse, hvor den overvågede tre genbrugspladser rundt om i landet for at få et indblik i, hvor meget elektronikaffald, der bliver stjålet, og et groft skøn lød på næsten 3.500 tons om året. Miljøstyrelsen vurderede ved den lejlighed, at det kunne have en værdi som affald på op mod 50 mio. kr. og måske endnu mere, hvis det blev videresolgt som genbrug.

- Der er vist ingen tvivl om, at det er en landsdækkende tendens, vi også ser her i Hedensted Kommune, og det er noget, der er eskaleret inden for de seneste år. Vi kan ikke engang sige, hvor meget vi får stjålet, for vi når ikke at veje de omtalte fraktioner, inden de igen er blevet tømt af tyve, siger Morten Christensen.

Fanget på fersk gerning

Det er en enkelt gang lykkedes at fange en indbrudstyv på genbrugspladsen på fersk gerning, da han ikke havde tænkt over, at personalet ville indfinde sig inden åbningstid.

- Han forsøgte at gemme sig på pladsen, men personalet så ham på overvågningskamera, og politiet kom og hentede ham. Desværre gik der ikke længe, før den samme mand var på spil igen, siger Morten Christensen.

På Remmerslund Genbrugsstation er der fornylig indført døgnåbent, og i den forbindelse er der investeret i bedre videoovervågning.

- Det giver os noget mere udførlig dokumentation på, hvad der foregår, og forhåbentlig kan det hjælpe os i kampen om at stoppe indbrudene. Man kan selvfølgelig sige, at det bare er affald, der bliver stjålet, men det har altså en værdi, og det er borgerne, der betaler prisen i sidste ende, siger Morten Christensen.

Tyve hærger lokale genbrugspladser: Disse ting går de efter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce