Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Borgermøde om projekt Sløjfen

Arbejdsgruppen bag Sløjfe-projektet skal snart i gang med en multibane, der skal placeres, hvor disse fire står - fra venstre er det Jan Grarup, Ruth Skov Hansen, Bo Thorup og Esben Moesgaard. Foto: Peter Hald

Borgermøde om projekt Sløjfen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgermøde 25. oktober om projektet Sløjfen i Ejstrupholm.

Ejstrupholm: Projekt Sløjfen i Ejstrupholm går ind i en ny fase, og derfor holdes der borgermøde i Ejstrupholm 25. oktober klokken 19 i Ejstrupholm Hallen, så borgere og foreninger i byen kan give deres mening til kende.

Arbejdsgruppen bag projektet vil præsentere deres ideer, hvor det i første omgang kommer til at dreje sig om en såkaldt multibane, der skal placeres mellem Ejstrupholm Hallen og legepladsen ved anlægget.

Multibanen bliver et sted, hvor man kan spille forskellige boldspil, lege og hygge sig. Finansieringen af banen, der vil koste omkring halvanden million kroner, er ved at være på plads, men projektet er ikke problemfrit.

- Placeringen af multibanen kan være lidt ømtålelig, da det bliver nødvendigt at fælde to rækker gamle træer, forklarer efterskoleforstander Bo Thorup, der er med i Sløjfe-arbejdsgruppen.

Tdligere har det været foreslået at placere multibanen ved tennisbanen, men det blev droppet dels på grund af modstand og praktiske årsager.

Arbejdsgruppen er klar til debat - også om andre elementer i Sløjfeprojektet.

- Vi lægger kortene på bordet og holder ikke noget skjult, og vi er klar til at lytte, siger Esben Moesgaard, der også er med i arbejdsgruppen og formand for Ejstrupholm Håndværker og Borgerforening.

Hvis tingene falder på plads, kan multibanen være klar i maj måned.

Sløjfe-projektet har været i gang i længere tid. Foreløbig er legepladsen udvidet og ombygget, og der er bygget en svævebane og anlagt en mountainbike-bane. Hele ideen er at skabe nyt liv og nye aktiviteter i byens gamle anlæg, og det kobles på længere sigt sammen med en tiltrængt udvidelse af Ejstrupholm Hallen og forskellige andre projekter. I hallen er der først og fremmest behov for bedre omklædningsfaciliteter og en multisal.

- Altsammen kan det være med til at gøre Ejstrupholm endnu mere attraktiv og give mere tilflytning, siger Ruth Skov Hansen fra arbejdsgruppen.

- Der er ingen tvivl om, at grønne områder, hvor man kan være aktiv, er noget, der kan tiltrække folk, siger Esben Moesgaard.

 

Sløjfe-gruppen
Sløjfe-projektet tilrettelægges af en arbejdsgruppe med følgende medlemmer:Linda Hansen fra EIF

Peter Sørensen fra Ejstrupholm Cykel og motion

Niels Dammand fra Ejstrupholm Motion og fittnes

Kenneth Hansen fra Ejstrupholm Cykel og motion

John Hammer fra Ejstrupholm Hallen

Troels Hammer Lauridsen fra Ejstrupholm Cykel og Motion

Bo Thorup fra Midtjysk Efterskole

Winnie Hansen fra Ejstrupholm Hallens bestyrelse

Ellen Andreasen fra Ejstrupholm Lokalråd

Esben Moesgaard fra Ejstrupholm Håndværker og Borgerforening

Agnethe Hauberg fra Ejstrupholm Skole

Per Fornitz fra Ejstrupholm Håndværker og Borgerforening

Thomas Steenholdt fra Ejstrupholm Lokalråd

Ruth Skov Hansen, borger i Ejstrupholm

 

Penge fra kommunen

Som altid er pengene afgørende for, hvor meget der kan føres ud i livet. Men der er begyndt at ske noget. Ikast-Brande Kommune har i denne omgang bevilget tre millioner kroner til projektet, og den kommunale bevilling er et godt grundlag for at søge flere penge fra forskellige fonde, understreger arbejdsgruppen.

- Vi har fået vind i sejlene med de tre millioner kroner fra kommunen. Nu søger vi også midler fra den grønne pulje og landdistrikt-puljen, siger Bo Thorup.

Lokalt kommer der også penge fra foreningslivet - blandt andet fra Duedags-markedet.

- Der er også mange, der lægger frivillig arbejdskraft i det her, og det viser, at der er god opbakning, siger Jan Grarup, der med i arbejdsgruppen og formand for hallens bestyrelse.

Alle i arbejdsgruppen er dog på det rene med, at tingene kommer til at tage tid. Det er sin sag at få alle ender til at mødes og skabe den nødvendige enighed.