Grand Prix Herning: Mads Mondrup er klar til Den Gyldne Middelvej

Her svinger Mads Mondrup ind på Den Gyldne Middelvej til ære for fotografen, og den situation ser han meget gerne gentaget på lørdag, når han for første gang er at finde blandt deltagerne i Grand Prix Herning. Foto: Mikael Lund

Grand Prix Herning: Mads Mondrup er klar til Den Gyldne Middelvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

21-årig cykelrytter fra Brande satser på cykelkarriere og stiller op til Grand Prix Herning.

Brande: Når feltet i Grand Prix Herning rammer Brande lørdag 27. april ved 13-tiden, er der noget så sjældent som en lokal rytter med i feltet.

Det er 21-årige Mads Mondrup fra Brande, som siden nytår har satset alt på sin karriere som cykelrytter. Jobbet som salgsleder i Kvickly, hvor han blev udlært sidste sommer, blev sagt op til udgangen af december, og siden har dagene været fyldt med cykling.

I alt tre måneder har han tilbragt på Gran Canaria, et sted de fleste danskere forbinder med solbadning og afslapning. Mads Mondrup brugte opholdet på Atlanterhavsøen til at træne 20-25 timer ugentligt i det kuperede terræn, og selvom han undervejs fik besøg af både cykelkammerater og sin familie, krævede det en pæn portion selvdisciplin at følge det træningsprogram, som med god assistance hjemmefra blev justeret til undervejs. På styret har han monteret en cykelcomputer, som registrerer stort set alt fra puls til lufttemperatur, så der er kontant afregning, hvis man yder for lidt.

Mads Mondrup har siden nytår satset 100 procent på karrieren som cykelrytter. Målet er en kontrakt med et af de mindre danske hold indenfor to år. Foto: Mikael Lund
Mads Mondrup har siden nytår satset 100 procent på karrieren som cykelrytter. Målet er en kontrakt med et af de mindre danske hold indenfor to år. Foto: Mikael Lund

Reddet af hjelm

Mads Mondrup kører for Team Give Elementer, som efterhånden er oppe på små 20 licensryttere i senior- og ungdomsklasserne. Kun to kører i A-klassen: Mads Mondrup og Jeppe Tolbøl, som begge stiller op i Grand Prix Herning. Mads Mondrup rykkede op i A-klassen sidste efterår efter en lille håndfuld sejre i B-klassen, og han nåede også at debutere i den bedste klasse, inden sæsonen sluttede særdeles brat.

Debuten blev nemlig en dramatisk affære: Efter en punktering blev han pacet op til feltet af en følgebil, men da han skulle køre uden om kortegen for at nå helt op, slog en af de andre følgebiler et slag til siden. For at undvige måtte Mads Mondrup styre sin cykel ud i rabatten, hvor han ramte et hul, styrtede og blev slået bevidstløs. I den situation kunne han prise sig lykkelig over sin cykelhjelm, som tog af for slaget, men blev totalt smadret.

Oplevelsen har dog på ingen måde fået ham til at tvivle, og ved et af sæsonens første løb, Give Elementers eget løb, der blev kørt omkring Vonge med ca. 70 deltagere, scorede han sine første point i A-klassen med en 9.-plads. "Et lille gennembrud", kalder han selv placeringen, som langt oversteg hans egne forventninger på dette tidspunkt af sæsonen.

Skub og spytklatter

Inden han stiller op ved startsnoren i Herning på lørdag har han været en tur i Nordjylland i påsken for at køre et tredages etapeløb, og lige nu handler det bare om at køre så mange løb som muligt.

Mest af alt for at få nogle erfaringer. A-klassen er noget helt andet end B-klassen, forklarer Mads Mondrup. Ikke kun fordi antallet af deltagere typisk er det dobbelte, men mere fordi der bliver taget "kærligt" imod de nye, unge opkomlinge - skub med albuer og flyvende spytklatter er ikke ligefrem noget særsyn.

- De er nogle hårde bananer, konstaterer Mads Mondrup om feltets erfarne rotter - typisk midt i 30'erne, nogle med erfaring fra en professionel karriere - der er en form for "vejkaptajner" på de forskellige hold, hvor de skal forsøge at hjælpe deres egne holdkammerater frem.

Den luksus har man ikke på Team Give Elementer (endnu), og egne servicevogne er der heller ikke blevet plads til i budgettet. I stedet må rytterne mod et mindre gebyr købe sig til neutral service, som udføres af de etablerede holds servicevogne på løbskommisærens anvisninger - og her er det ikke ligefrem de små holds ryttere, der får højeste prioritet. Så også her er der et klart defineret hierarki.

I den tunge ende

Som amatørcykelrytter får man ingen løn, og da Mads Mondrup heller ikke har fundet nogle personlige sponsorer, foregår det hele for egen regning. Der bliver derfor tæret på opsparingen, men heldigvis er Mads' forældre Pia og Anders gode til at støtte deres søn - også økonomisk. Desuden er han begyndt at se sig om efter eft deltidsjob - gerne om morgenen; ikke kun for pengenes skyld, men også for at få lidt variation i hverdagene.

- Det kan godt blive noget trivielt, når det hele handler om cykling, forklarer han.

Senest har den store pengepung været fremme, da der skulle investeres i en enkeltstartscykel, men selvom Mads Mondrup betegner sig selv som en habil enkelstartsrytter, er han ikke ligefrem nogen tempospecialist, erkender han. Derimod er han stærk i sprinten. Med en kampvægt omkring de 80 kilo ligger han i den tunge ende af feltet rent vægtmæssigt.

Den daglige træningsmængde ligger omkring 100-120 kilometer, ofte i området omkring Vejle op til Bryrup og Vrads, som er noget af det mest kuperede i Danmark.

Sidst i juni regner han med at stille op ved både U23 DM, som køres på Sjælland, og seniorernes DM, som køres omkring Esbjerg fra d. 27. - 30. juni.

På længere sigt er drømmen en professionel kontrakt med et af de mindre danske hold, og selvom albuerne er spidse i A-klassen, har de første løb ikke ændret på den ambition.

- Jeg er ikke blevet skræmt endnu, så det er da positivt, smiler Mads Mondrup skævt.

Sindssygt hektisk

Her og nu gælder det dog Grand Prix Herning, der også indgår som en del af 1. afdeling af DCU's Demin Cup (det der tidl. hed Post Cup, red.), og ambitionen er i første omgang at få lov til at krydse målstregen.

- Det vil virkelig være en sejr at gennemføre, siger Mads Mondrup, der kalder niveauet i løbet "meget højt - lige under de bedste i verden." Derudover synes han, det er svært at sætte sig et realistisk mål - med en punktering på det forkerte tidspunkt, kan løbet være slut på et splitsekund, selvom han sidder med i den rigtige gruppe og er godt kørende.

- Jeg aner ikke, hvad jeg går ind til, men jeg har hørt, at det er sindssygt hektisk, siger han om løbet, der bl.a. indeholder den sagnomspundne tur op over Den Gyldne Middelvej få hundrede meter fra hjemmet på Enkehøj. Det er dog ikke Mads Mondrups plan at stille cyklen, når feltet passerer Brande for at spare (cykel-)turen hjem fra Herning.

- Jeg går ind til det med oprejst pande, siger han - hvad det rækker til vil vise sig på lørdag.

Grand Prix Herning: Mads Mondrup er klar til Den Gyldne Middelvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce