International Street Art for femte gang

Det kan være nogle imponerende visuelle effekter, der opnås med gadekunsten. I slutningen af juni går det løs igen i Brande med Street Art. Arkivfoto: Mads Hansen

International Street Art for femte gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den sidste weekend i juni - 28.-30. juni - går det løs igen med Street Art i Brande.

Brande: I 2015 fik Lions Brande en ide, som her fire år senere allerede er blevet en tradition, der har placeret Brande solidt på kunstens Danmarkskort.

"Street Art" hedder konceptet, som "løverne" havde fundet i den tyske by Wilhelmshaven, og i den sidste weekend i juni afvikles den 5. udgave af Brandes internationale street art-festival.

En håndfuld af de foreløbig 12 bekræftede kunstnere har været med alle fem gange. Heriblandt den polske kunstner Gregor Wosik, som to gange har snuppet førstepræmien i den konkurrence, der også er en del af festivalen. Sidste år var det hans udgave af det planlagte Bestseller-tårn (som i lighed med mange andre af værkerne stadig kan ses på Torvet i Brande), der udløste førstepræmien, og da festivalen i 2016 på det nærmeste regnede væk, blev han tildelt publikumsprisen for sine majestætiske svaner.

Sidste år stod han sammen med sin tyske partner, Marion Ruthardt, der også er blandt gengangerne, for gavlmaleriet "Sirenens svanesang", og ligesom de foregående fire gange er det også i år planen, at street art-festivalen skal sætte et mere vedvarende præg på byen. To gavle, henholdsvis gavlen på Brandes helt gamle rådhus (det nu snart nedlagte turistkontor) og en privat gavl i midtbyen, er i spil til et nyt gavlmaleri.

Med de 100.000 kroner, Lions modtog sammen med Preben Hansens Legats Hæderspris i 2018, er mulighederne større end tidligere, men hvad de ekstra penge helt præcist skal bruges på, er endnu ikke helt på plads. At de skal bruges på en god måde, er Mogens Bentzen fra Lions og turistchef Jette Nielsen rørende enige om, men finder man ikke det helt rigtige, kan det ende med, at pengene gemmes til 2020.

Der bliver tegnet direkte på fliserne, men nogle gange er virksningen nærmest tredimensionel. Arkivfoto
Der bliver tegnet direkte på fliserne, men nogle gange er virksningen nærmest tredimensionel. Arkivfoto

Meget kunst for pengene

Det samlede budget for festivalen udgør fremdeles cirka en halv million kroner, penge man dels henter ved Ikast-Brande Kommune, dels lokale sponsorer. For de penge får man rigtig meget kunst, også selvom man er begyndt at opleve konkurrence fra andre danske byer, som har erkendt potentialet.

- Det giver rigtig meget til turismen og handelslivet, fastslår Jette Nielsen, der for sidste gang deltager i forberedelserne til festivalen som turistchef.

- Vores strategi er at blive bedre og bedre til det, der har med gademaling at gøre - det er vores varemærke, siger Mogens Bentzen fra Lions. Han oplever, at kunstnerne nu henvender sig af sig selv, og han har sådan set heller ikke noget imod at hjælpe med, at der sker noget lignende andre steder - det skal bare ikke være en kopi:

- Vi skal supplere hinanden i stedet for at udkonkurrere hinanden - men vi har et godt forspring, siger han med tanke på den erfaring, "løverne" efterhånden har oparbejdet. Det er vigtigt at skabe det miljø, der gør, at kunstnerne vil komme uden at få andet end deres omkostninger dækket. Det skal vi være med til at understøtte. Det kører lidt på idealistiske betingelser, uddyber han.

Nyt megamaleri

Mange beundrede i 2017 tinsoldaterne, der bevogtede Brande fra åsiden ved Strømmen; det store megamaleri var savnet sidste år, så det vender tilbage i år, endda i dobbelt størrelse på den del af Brande Hallernes parkeringsplads, hvor Urban Street Zone i sin tid startede. Noget andet, som var savnet sidste år - måske især af kunstnerne - var fredagen, som derfor også igen er en del af festivalen.

Som de foregående fire gange bliver det formanden for Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg, Helle Mathiassen (V), der holder åbningstalen.

Susanne og Henriette K. Rasmussen fra CreoCreo bestyrer igen street art'en for de yngste, og rundt omkring i forskellige butikslokaler vil man kunne støde på pop up-gallerier med både lokale og tilrejsende kunstnere, bl.a. i Lions' eget galleri.

Også byens kulturhus, Remisen, er med i år med en åben udstilling, og sidste års plan om at dekorere en af Remisens grønne porte vil blive ført ud i livet i denne omgang.

Endvidere gentages sidste års succes med street food. Denne gang er det planen at placere de forventede ca. 10 food trucks langs Storegade, så der bliver en naturlig rute fra Mølletorv i den ene ende af hovedgaden over Torvet til Dalgas Torv i den modsatte ende.

Desuden håber Lions, at flere af de lokale restauranter vil "lege med", så udvalget af mad kan blive så bredt som overhovedet muligt.

International Street Art for femte gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce