Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jetjager-ulykke ved Brande

Erik Jessen fra Brande blev 23 år. Han døde i et flystyrk, hvor alt tyder på, at der blev fløjet for lavt. Arkivfoto

Jetjager-ulykke ved Brande

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To unge flyvere dræbt - det var overskriften på forsiden af Vejle Amts Folkeblad den 20. april 1956. Bag historien gemmer sig en tragisk ulykke som kostede to unge mænd livet. Den ene var søn af daværende lokalredaktør for Vejle Amts Folkeblad i Brande.

Brande: Det skulle have været en dejlig forårsdag i Brande for knap 62 år siden. En af byens sønner, Erik Jessen, havde taget uddannelse ved det danske flyvevåben og jetpilot-uddannelse i USA, og nu var han ansat ved det danske flyvevåben som pilot. Den 19. april var han sammen med en kammerat lettet fra basen i Ålborg for at tage på navigations-flyvning ned over Jylland, og blandt de punkter der skulle overflyves var hans barndomsby Brande.

I cockpittet sad hans gode ven og kammerat Bent Asger Nielsen fra Høng på Sjælland.

Den befalede flyvehøjde var 3000 - 4000 fod, som svarer til ca. 1000 meter. På grund af betænkeligheder med mængden af brændstof, blev ruten imidlertid aflyst, og de to unge flyvere udarbejdede derfor selv en alternativ rute, som bestod i at overflyve de to byer, Høng og Brande, hjemby for deres forældre. Flyruten blev godkendt og tilladelsen blev givet fra kontroltårnet. og turen skulle flyves mod Brande i en højde af 4000 fod og videre mod Høng i en højde af 3000 fod.

Lav højde

Piloten Erik Jessen kontakter otte minutter efter kontroltårnet i Karup og meddeler, at han vil skifte kanal til "P". Der var herefter ingen videre radiokontakt med piloten. Hvad der herefter sker er kun gisninger og observationer fra vidner.

I rapporten fra flyvevåbnet står der "at flyets lygter blev set af øjenvidner otte minutter senere på vej mod Brande, i lav højde, muligvis kun 600 fod".

Det var en klar aften, men nogle steder var der tågesamlinger tæt på jorden. Da flyet godt og vel havde passeret byen, foretog det langsomt en dykdrejning hen imod den nye destination. Tilsyneladende begyndte vingerne at banke voldsomt og flyet styrtede mod grunden og begge besætningsmedlemmer blev slået ihjel.

Klokken 20.16 den 20. april borede flyet sig fem meter ned i jorden tæt på Pedersborg syd for Brande.

Øjenvidneberetninger

Ulykken blev set af mange branditter, der var ude i det fri eller havde vinduerne åbne.

Blandt dem var stationsleder Børge Pedersen, Falck i Brande, der sad og læste i sin avis da han hørte en maskine i luften.

- Jeg gik ud til vinduet, og efter at have lukket det op, så jeg en jetjager dale gennem luften som et faldende blad, indtil maskinen pludselig stod i en lodret linje mod jorden, som ramtes med et brag.

En søjle af jord stod op fra ulykkesstedet, helt op i trætopshøjde sammen med en kraftig stikflamme.

- Jeg slog straks alarm, og vi rykkede ud med såvel ambulance som brandsprøjte og kranvogn.

Da redningsfolkene nåede frem til ulykkesstedet, som ligger under en halv kilometer fra Falckstationen, gik man straks i gang med en eftersøgning efter eventuelle overlevende eller tilskadekomne.

Spørgsmålet var, om de to piloter havde haft held af at skyde sig ud med katapult.

- Vi fandt kun plexiglas-kuplen - i fagsprog Hood´en - som lå 150 meter fra det sted hvor flyet havde boret sig ind i skrænten.

Der blev dannet kæder, sammen med de folk der var ilet til, og en stor eftersøgning gennem mark, skov og hegn blev iværksat. Dog uden at vi fandt spor af de to piloter, fortæller Børge Petersen til Vejle Amts Folkeblad tilbage i 1956.

Hvis de havde været i lav højde kan det have været umuligt at skyde sig ud, inden det gik galt.

Eksplosioner

Mange timer efter nedstyrtningen lød eksplosioner fra vraget under jorden, formodentlig fremkaldt af den maskingevær-ammunition der var med flyet.

Enkelte vidner mente også at have hørt eksplosioner i luften før flyet styrtede.

Først dagen efter, da det blev lyst, gik mandskab fra Falck i gang med at søge efter de to omkomne, som formodentlig var gået med maskinen ned i jorden.

Jetjager-ulykke ved Brande

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.