Ny centerchef Brande Hallerne

49-årige Ole Madsen fra Kolding er blevet ansat som ny centerchef i Brande Hallerne. Foto: Mikael Lund

Ny centerchef Brande Hallerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ole Madsen fra Kolding står i i spidsen for Brande Hallerne.

Brande: Den 49-årige Ole Madsen fra Kolding er et nyt indslag i Brandes idrætsliv. For nylig tiltrådte han stillingen som ny centerchef for Brande Hallerne, hvor han afløser Sigurd Kristensen, der fratrådte i starten af oktober.

Ole Madsen har arbejdet som leder gennem de sidste 25 år. Først som produktansvarlig hos Flügger i 11 år, og i marts 2008 tog han springet til jobbet som leder af Bramdrupdam Hallerne.

Siden har han både siddet for bordenden i Kolding Hallerne og senest hos Landal SeaWest, men det er de syv år som leder af hallerne i Bramdrupdam, han kalder de bedste i sit arbejdsliv - og det er noget af det, han håber at genfinde i Brande, hvor hallen og byens størrelse minder meget om netop Bramdrupdam.

Med fem-seks fastansatte og cirka 20 løst tilknyttede medhjælpere (primært i caféen og svømmehallen) er det det laveste antal medarbejdere, Ole Madsen har været chef for de seneste 20 år.

Noget af det første, han vil kaste sig over, er at nedbryde faggrænserne, så det bliver en naturlig ting at hjælpe hinanden på tværs, uanset hvilken stilling, man har i huset. Kommunikation og vidensdeling skal være et par af midlerne til at nå målet, og Ole Madsen har som ekspert indenfor LEAN alle forudsætninger for at nå dertil.

Inden han søgte stillingen, kørte han en tur til Brande for at indsnuse atmosfæren.

- Jeg har sjældent været i et center, hvor der har været så meget sport i, siger han, og han kunne med det samme mærke, at det var det helt rigtige. Det blev bekræftet af endnu en tur til Brande, og en snak med hallernes bestyrelse om deres tanker og planer med hallerne bekræftede hans opfattelse. Samtidig skærer han en halv times kørsel af hver vej i forhold til sit seneste job i Nr. Nebel, så der var ikke rigtig noget at betænke sig på.

Divisionsfodbold

Ole Madsen er født i den lille by Øster Starup, men opvokset i Kolding, hvor han også har haft sin skolegang, der blev afsluttet med en HHX.

Fodbold har altid fyldt meget i hans fritid, og han har spillet divisionsfodbold for flere klubber. Således har han både repræsenteret fynske OKS i deres storhedstid, Fredericia og hjembyen Kolding på grønsværen, og så har han efter eget udsagn spillet en uhyggelig masse indendørsfodbold.

Indenfor de seneste år har han desuden cyklet med Team Rynkeby-trekanten til Paris for at støtte kræftramte børn, men fodbolden bliver stadig holdt ved lige en gang om ugen med veteranfodbold. Og når disse linjer læses, er han med stor sandsynlighed også nygift. Fredag var han og samleveren gennem de seneste tre år, Lene, forbi borgmesteren for at få papir på deres kærlighed.

Samarbejde med skolen

Ole Madsen har allerede taget kontakt til de foreninger, der benytter Brande Hallerne for at stille sig til rådighed for et møde, hvor de indbyrdes forventninger kan blive afstemt, men han har også allerede selv nogle ideer til forandringer og forbedringer i hallerne. Blandt andet vil han rigtig gerne have gjort noget ved det første indtryk, der møder alle gæster i Brande Hallerne, nemlig indgangspartiet, som han håber at finde nogle kreative, gerne unge designere, der har lyst til at komme med et bud på.

Flere hænder til at løfte opgaverne står også højt på ønskesedlen, så her har han i første omgang taget kontakt til kommunens Jobcenter for at høre, om de har disponibel arbejdskraft til rådighed.

Længere ude i horisonten lurer et byggeri af en ny skole, som Ole Madsen har store forventninger til, når han tager sine centerchefbriller på:

- Det ville være vanvittigt ikke at indtænke hallen - det var frygteligt, hvis vi ikke gjorde det, påpeger han.

Han er lidt bange for, at bevægelsen bliver glemt i hverdagen, så for at rette op på dette og bevare hallerne som det centrale mødested, ser han frem til arbejdet med at kortlægge, hvilke værdier man kan skabe i fællesskab - "det bliver super fedt", fastslår han.

Ny centerchef Brande Hallerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce