Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Scenen kalder på Cecilie

Cecilie Brandt Petersen med familiens 10 måneder gamle hund Vilma, der også bejler til en rolle i ?Folk og røvere i Kardemommeby?. Foto: Mikael Lund

Scenen kalder på Cecilie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden hun var ni år gammel, har teater gradvist spillet en større og større rolle i branditten Cecilie Brandt Petersens liv. Selv betegner hun sig som genert, men det afholder hende ikke fra at udfolde sig på de skrå brædder.

Brande: Lørdag den 10. februar har MCH Herning Kongrescenter premiere på forestillingen "Folk og røvere i Kardemommeby". Både premieren og søndagens forestilling er allerede totalt udsolgt, og det samme er de fire forestillinger i Europahallen i Aalborg, som både folk og røvere rykker videre til i den efterfølgende weekend efter i alt ni opførelser i Herning.

Med på holdet er to piger fra Brande: Signe Sønderholm er en del af ensemblet og skal bl.a. spille kamel, mens 20-årige Cecilie Brandt Petersen har rollen som Silia.

Det er vildt fedt at få lov til at spille i professionelle rammer.
Cecilie Brandt Petersen

Omvendt herrerolle

Faktisk er der egentlig tale om en herrerolle, men instruktør Kim Harris har tryllet "Silius" om til "Silia" for at få plads til Cecilie på scenen. De to kender hinanden fra sidste års opførelse af "Vi maler byen rød" i Holstebro, og selvom det for Cecilies vedkommende er den første optræden i Kongrescentret, er det lidt ligesom at komme hjem:

- Jeg kendte de fleste på holdet i forvejen, så det er trygge rammer og et glædeligt gensyn, siger Cecilie og fortsætter:

- Det er vildt fedt at få lov til at spille i professionelle rammer - det lærer man virkelig noget af!

Der var læseprøve på stykket første gang 10. december, men først forrige lørdag blev der taget hul på prøverne, så det bliver et intenst forløb op til premieren - og med 13 opførelser (plus en generalprøve) på otte dage, bliver det med Cecilie Brandt Petersens ord nok en "ikke-afslappende vinterferie".

Debut med Morten Korch

Sin scenedebut fik hun i Teaterkompagniets forestilling "Vagabonderne på Bakkegården" i 2007, der blev instrueret af Kirsten Aastrup.

- Jeg syntes, det var det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet, fortæller hun.

Noget af det, der fangede hende, var det fællesskab, der var på kryds og tværs af generationerne. Hun betegner sig selv som meget genert, men:

- Selvom det umiddelbart lyder lidt paradoksalt, er det ikke ualmindeligt blandt skuespillere, forklarer hun.

Sidegevinsten er, at man med tiden og erfaringen får et godt kendskab til sit eget følelsesregister og et godt indblik i - og forståelse for - den menneskelige natur, fortæller hun videre.

Masser af teater

Efter fem år i Teaterkompagniet kom Cecilie Brandt Petersen i 2012 med i teaterforeningen SPLYF i Herning, som hun kalder en god "kravlegård". Her fik hun tidligt et stort ansvar og endte som "spillende næstformand" og en god forståelse for, hvad det kræver at skabe en forestilling.

- Det har fyldt meget i min gymnasietid, lyder det fra den unge skuespiller.

De tre år på gymnasiet blev tilbragt på musik- og dramalinjen i Herning. Efter studentereksamen i 2016 arbejdede hun et år som pædagogmedhjælper i en børnehave i Vildbjerg (det år blev der spillet en hel del teater i børnehaven!), og det seneste halvår har hun tilbragt på Ryslinge Teaterhøjskole på Fyn.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der har været hendes sværeste rolle til dato: Da Herning var UNICEF-by i 2015, spillede hun rollen som Loa i "Slaverpiskerens Datter", som i øvrigt også blev instrueret af Kirsten Aastrup.

Instruktør-assistent

Den primære interesse for resten af familien er fodbold, men selvom Cecilie har prøvet kræfter med både fod- og håndbold, har det "aldrig lige ramt mig", forklarer hun. I teaterverdenen fandt hun til gengæld et fællesskab, hun godt kunne lide.

I torsdags var hun for anden gang til optagelsesprøve til skuespillerskolen. De tre skoler i henholdsvis Odense, Århus og København optager til sammen 20 elever om året via en fælles optagelsesprøve, og da Cecilie forsøgte sig første gang i 2017, nåede hun blandt de sidste 80, der fik feedback på, hvad de med fordel kunne gå hjem og arbejde videre med.

Om hun er nået videre fra første runde, får hun dog først besked på i starten af februar. Uanset hvad, kan hun se frem til endnu en teaterrelateret opgave, når Folk og røvere i Kardemommeby er færdigspillet:

Til den tid skal Cecilie Brandt Petersen for første gang fungere som assistent for instruktør Maria Vinterberg på forestillingen "Hårnålesvinget", der får premiere 6. april på Team Teatret - samme sted som SPLYF opfører deres forestillinger.