Top-politikere: Det skal være lettere at skabe vækst i landsbyerne

Socialdemokraten Benny Engelbrecht (til venstre) og Venstre-manden Kristian Jensen var selvfølgelig ikke enige om alt - men på flere områder deler de synspunkter om udvikling af landdistrikterne. Foto: Peter Hald

Top-politikere: Det skal være lettere at skabe vækst i landsbyerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kristian Jensen (V) og Benny Engelbrecht (S) i "harmonisk hanekamp" på det første vælgermøde i Ikast-Brande Kommune.

Nr. Snede: To kendte top-politikere, finansminister Kristian Jensen fra Venstre og tidligere skatteminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet, er på mange punkter meget enige om, at der skal gøres noget for at forbedre vilkårene for landdistrikterne og landsbyerne.

På et velbesøgt vælgermøde i Nørre Snede mandag 13. maj - det første lokale vælgermøde, der symbolsk nok fandt sted i det tidligere rådhus - kunne de to politikere stille i udsigt, at der skal gøres noget for at hjælpe fattige landkommuner økonomisk ved hjælp af en udligningsreform, og at det skal være lettere at skabe vækst og fremgang i landsbyerne.

Kristian Jensen slog for eksempel til lyd for, at kommunerne bør have friere rammer for at udstykke byggegrunde, og Benny Engelbrecht var inde på, at kommunerne skal flere beføjelser til at gribe ind overfor grimme huse, der skader landsbyers muligheder for at få nye tilflyttere:

- Det kan være svært at rydde op og rive ned, så kommunerne skal have større muligheder for at erklære sådanne huse uegnede til menneskeboliger, sagde Engelbrecht.

Vælgermødet var arrangeret af Landdistrikternes Fællesråd og Nørre Snedes lokalråd, og flere af de markante lokale skikkelser i landsbyerne, blandt andet Hanne Pedersen, formand for lokalrådet i Klovborg, og Uffe Henneberg, formand for Gludsted Friskole (og tidligere borgmester) var mødt op og med til at stille skarpe spørgsmål.

- I flere landsbyer er der behov for et generationsskifte, så det vil være godt, hvis I kunne trykke realkreditinstitutionerne på maven, lød det blandt andet fra Hanne Pedersen, der sigtede til at det kan være svært at låne penge til huskøb i landsbyer.

Netop mulighederne for at finansiere byggeri og erhverv i landdistrikterne var et emne, der blev talt meget om.

Mere overordnet fik Kristian Jensen og Benny Engelbrecht talt om, at der også skal være uddannelsesinstitutioner udenfor de store byer. Netop uddannelsesmuligheder er noget, der kan være med til at sikre, at også de unge stadig vil finde det attraktivt at bo i provinsen.

Her kunne Nørre Snedes lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen ikke dy sig for at indsparke, at Folketinget burde have fulgt Nørres Snedes opfordring til at placere den nye fængselsbetjent-uddannelse det gamle rådhus i Nørre Snede i stedet for i det tidligere fængsel Møgelkær:

- I Møgelkær skal de ringe efter en bus, men her i Nørre Snede har vi 91 busafgange lige uden for døren... og så er der jo et statsfængsel lige i nærheden, sagde han.

En udligningsreform er nødvendig.
Kristian Jensen (V), finansminister
Vælgermødet, der fandt sted i kantinen på det gamle rådhus i Nørre Snede, var godt besøgt. Omkring halvtreds var mødt op. Foto: Peter Hald
Vælgermødet, der fandt sted i kantinen på det gamle rådhus i Nørre Snede, var godt besøgt. Omkring halvtreds var mødt op. Foto: Peter Hald

Mere retfærdig udligning

Den kommunale udligning handler om mange milliarder kroner, der ruller frem og tilbage mellem kommunerne, og hverken Kristian Jensen eller Benny Engelbrecht var tilfredse med den nuværende ordning. De var faktisk forbløffende enige om, at der skal en reform og justeringer til. Men det er et yderst kompliceret puslespil med mange "brikker", så den store reform kan næppe gennemføres allerede i 2020.

Formanden for Landdistrikterne Fællesråd, Steffen Damsgaard, der fungerede som ordstyrer, fik dog aftvunget de to politikere et løfte. Senest 110 dage efter folketingsvalget skal der tages hul på forhandlinger om en udligningsreform.

- En udligningsreform er nødvendig, understregede Kristian Jensen.

Et af problemerne er, at nogle kommuner puger penge sammen på kistebunden. Det ved de også godt i landsbyerne:

- Nogle steder bugner kommunekasserne. Jeg har hørt tal, der lyder på, at der ligger 700 milliarder kroner i kommunekasserne. Den fordelingsnøgle, vi har nu, er helt skør, sagde Uffe Henneberg fra Gludsted.

Kristian Jensen og Benny Engelbrecht var som nævnt enige om, at der skal gang i decentraliseringen - både når det gælder sundhedssystemet, den økonomiske politik og uddannelser. Og de vil også begge gerne være med til at udflytte flere statslige arbejdspladser.

Men de var selvfølgelig ikke enige på alle punkter. Kristian Jensen var som medlem af den nuværende regering fortaler for at nedlægge regionerne, mens Benny Engelbrecht gerne vil bevare regionerne og endda give dem flere opgaver.

Så der blev krydset klinger, men selv om Nørre Snede Lokalråd havde stillet en "hanekamp" i udsigt, så var kløerne ikke så skarpe, at blodet flød - tværtimod.

Top-politikere: Det skal være lettere at skabe vækst i landsbyerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce