Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kontant politisk debat i Nr. Snede

Vælgermøde i Nr. Snede var tæt pakket, og snakken gik omkring bordene. Her er det kandidaterne Brian Sigtenbjerggaard og Anja Isgaard Jensen, der diskuterer. Foto: Peter Hald

Kontant politisk debat i Nr. Snede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vælgermøde i Nr. Snede stillede skarpt på decentralisering, rådhuse og kampen mod de grimme huse.

Nr. Snede: Efter en solid omgang biksemad var der en lige så solid omgang politisk debat i Nørre Snede Hallens cafeteria tirsdag aften 14. november. Lokalrådet i Nr. Snede var vært, og der var fokus på det nære på det velbesøgte vælgermøde.

Der blev slået et slag for decentralisering. En af de lidt ældre borgere, Rudolf Dybdahl fra Nr. Snede, udtrykte det meget rammende:

- Der er dælme langt fra Nr. Snede til Ikast, når man går med rollator!

Ingen tvivl om at mange gerne vil kæmpe for lokal ældrepleje. Og i det hele taget de lokale faciliteter. Ikke mindst skal Nr. Snedes kommunale administrationsbygning bevares, blev det nævnt flere gange. Der er nemlig mange arbejdspladser i det tidligere rådhus, påpegede blandt andre byrådskandidat Brian Sigtenbjerggaard (V) fra Nr. Snede.

Et nyt centralt rådhus har fyldt en del i valgkampen, men de færreste tror, at det bliver en realitet i denne omgang.

Mn hvis der engang skal bygges nyt rådhus, hvorfor så ikke bygge det i Nr. Snede?, lød det provokerende fra Fælleslistens Lotte Stoltenborg.

Der er dælme langt fra Nr. Snede til Ikast, når man går med rollator.
Rudolf Dybdahl, Nr. Snede-borger

Væk med de grimme huse

Et stort tema på mødet var kampen for at få flere til at bosætte sig i de mindre byer. Nr. Snede har oplevet et fald i indbyggertallet, og en af måderne for Nr. Snede og flere andre bysamfund for at vende udviklingen kan være er at få has på de grimme forfaldne huse.

- Det er vigtigt at få revet de dårlige huse ned, lød det fra Hanne Pedersen, kandidat fra Fælleslisten. Hanne Pedersen, der også er lokalrådsformand i Klovborg, lagde ikke skjul på, at forfaldne huse med meget billig husleje ofte tiltrækker mennesker med "udfordringer", og det kan smitte af på et lokalsamfund.

Venstres borgmesterkandidat Ib Boye Lauritsen greb straks den bold:

- I kommunen har vi gjort meget. Vi har allerede revet 20 huse ned. Problemet er, at juraen er vildt kompliceret. I nogle tilfælde har vi jagtet udlejere i syv-otte år. Men vi vil blive ved med at være aktive på det felt, sagde han.

En af tilhørerne, erhvervsmanden Oliver Bach, tog også fat i emnet:

- Det nytter ikke noget at reklamere for bosætning, hvis en by har fem trælse "lig" i hovedgaden. Facaderne skal være pæne, og man skal være indstillet på at smøge ærmerne op og også poste nogle private kroner i det, sagde han.

Der var meget debat om ældrepleje, de ledige boliger på Bavnehøj og hjemmeplejen, men den anden ende af spektret - ungdommen - blev også drøftet:

- Vi mangler et ungdomshus i Nr. Snede, påpegede en af tilhørerne, Jack Thielsen.

Det var flere enige i, og det kom frem, at mange unge åbenbart savner et sted, hvor de kan være sig selv.

63 borgere deltog i debatten, og det var lokalrådsformand Hans Jørgen Jensen meget tilfreds med. Han fortalte i øvrigt, at lokalrådet har noget sjovt under opsejling i forbindelse med valget:

- Vi laver noget på rutebilstationen i Nr. Snede, lød det fra Hans Jørgen Jensen, der ikke ville afsløre mere.