DF: Dansk film er københavnerindspist - flyt filmskolen til provinsen

Det kommer til at ramme Den Danske Filmskole hårdt på evnen til at tiltrække dygtige undervisere, hvis skolen bliver flyttet væk fra København, forudser rektor Vinca Wiedemann. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix

DF: Dansk film er københavnerindspist - flyt filmskolen til provinsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Filmskolen og Dansk Filminstitut skal rykkes ud af København, så provinsen kommer til at fylde mere i danske film. Det er blandt de krav, Dansk Folkeparti har til regeringen i en ny filmaftale.

Forhandlinger: For få år siden ville et krav fra Dansk Folkeparti om at flytte filmskolen og Det Danske Filminstitut væk fra København og ind i provinsen blive mødt med let hovedrysten. Efter regeringens udflytning af statslige arbejdspladser og især forsommerens medieaftale, der sendte Radio 24Syv til Vestdanmark, har det politiske klima ændret sig væsentligt.

Så når Dansk Folkeparti i et nyt udspil, som avisen Danmark kan præsentere, kommer med netop det krav, er det, fordi det mener det, og fordi det tror på, at det kan komme igennem.

- Det er et krav, der bliver svært at afvise. Det ligger i tråd med regeringens hidtidige politik, og for os handler det om, at vi vil have en bedre geografisk balance i dansk film, siger kulturordfører Alex Ahrendtsen.

Baggrunden for udflytningskravet er blandt andet, at en undersøgelse fra DFI viser, at 87 procent af de danske filmarbejdere bor i hovedstaden, og at 63 procent af deres forældre også bor i hovedstaden eller på Sjælland.

- Danske film bliver i dag lavet i snævre kredse i først og fremmest hovedstaden og Nordsjælland. De kommer med en helt bestemt måde at se verden på. Film lever af autenticitet og gode miljøskildringer, og her er det nødvendigt, at de folk, der laver dem, også kommer andre steder fra end København, siger han.

Alex Ahrendtsens tre yndlingsfilm
Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen mener, at film skal indeholde autentiske miljøskildringer og skildre livet bredt. Avisen Danmark har bedt ham fortælle om sine tre yndlingsfilm for at give et billede af hans filmsyn."Udflugt med døden", USA, 1972

- Den er jeg stadig helt vild med - en genial film. Den er autentisk i sin miljøskildring, den har et mytologisk lag, hvor den skildrer kampen mellem natur og menneske og mellem byboer og landboer. Der så mange fortællinger i fortællingen. Den har godt skuespil, er suverænt fortalt og flot filmet, og så har den også den her skønne mountainmusic.

"Jagten", Danmark, 2012

- Det var en utroligt vellykket film med en vedkommende historie og gode skuespilpræstationer. En hverdagshistorie, der er mere end det. Den fortæller, hvordan mennesker reagerer. Den tager det danske miljø på kornet, og den har en ægthed i fremstillingen. Selv om den blev lavet på den kunstneriske støtteordning, havde den en bred appel som amerikanske film, derfor blev den også en publikumssucces.

"Vertigo", USA, 1952

- Den har jeg set en del gange, og jeg elsker den hver gang. Det er med min yndlingsskuespiller James Stewart, og den har et fantastisk soundtrack af Bernard Hermann. Klassisk Hitchcock-film, der er spændende, men også har alt det andet. Forholdet mellem mand og kvinde, bedrag/ikke bedrag og James Stewart som den uheldige helt. Når man ser filmen første gang, hopper man i stolen i slutningen. Man er lige ved at tude, så voldsomt er det.
Det Danske Filminstitut skal flyttes til provinsen, mener Dansk Folkeparti. Blandt andet fordi instituttet i Gothersgade i København tæt på Kongens Have har en årlig husleje på mere end 30 millioner kroner. Arkivfoto: Andreas Szlavik/Scanpix
Det Danske Filminstitut skal flyttes til provinsen, mener Dansk Folkeparti. Blandt andet fordi instituttet i Gothersgade i København tæt på Kongens Have har en årlig husleje på mere end 30 millioner kroner. Arkivfoto: Andreas Szlavik/Scanpix

Skolen til Odense

Alex Ahrendtsen foreslår, at skolen bliver placeret i Odense, hvor det vil være let at tiltrække elever fra hele landet og der stadig er en nærhed til filmmiljøet i København. Det Danske Filminstitut, der administrerer støtten til dansk film, ligger i dag i hjertet af København på en dyr adresse på Gothersgade. Den foreslår DF skiftet ud med havnen i Svendborg.

- Et godt og realistisk forslag kunne være den gamle Kogtved Søfartsskole med udsigt til Svendborgsund. Den er til salg for 50 millioner kr., og hvis staten køber den, vil det være tjent ind på to år. I dag bruger DFI nemlig over 30 millioner om året i husleje. Det alt for dyrt. Filmskolen kan også placeres meget billigere end de fine lokaler på Holmen i København. Der er steder i Odense, hvor den kan bo for næsten ingen penge. Der hvor jeg bor i Vollsmose, kan de få al den plads, de vil have. Jeg siger ikke, at den skal ligge der, men det kan sagtens lade sig gøre, siger han.

- Hidtil har regeringen ikke turdet at flytte noget særligt ud på dette område, fordi den er bange for at lægge sig ud med kultureliten, men når alle andre skal holde for, skal kulturen selvfølgelig også, siger Alex Ahrendtsen.

Kulturministerens svar
Kulturminister Mette Bock (LA) har sendt denne skriftlige kommentar til avisen Danmark:"Jeg synes, det er al ære værd, at DF med Alex Ahrentsen allerede nu fremlægger et udspil til de kommende filmforhandlinger. Til oktober tager vi hul på de politiske drøftelser om den kommende filmaftale. Der kommer vi til at drøfte en række vigtige problemstillinger og udfordringer for dansk film. Min ambition er, at vi kan få lavet en filmaftale, der giver os størst mulig værdi af filminvesteringerne til gavn for publikum og dansk film. Vi har brug for et smidigt system - uden for mange bureaukratiske snubletråde. Og så er der brug for, at vi ser positivt på de mange muligheder, som alle de nye distributionsformer og formater giver os. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke kommentere på de mange forslag, der forhåbentlig kommer i den kommende tid, men jeg ser frem til drøftelserne - der også skal se mod fremtiden!".
Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen står bag partiets nye udspil til de kommende filmforhandlinger. Kulturministeriet oplyser, at de går i gang til oktober. Arkivfoto: Vibeke Volder
Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen står bag partiets nye udspil til de kommende filmforhandlinger. Kulturministeriet oplyser, at de går i gang til oktober. Arkivfoto: Vibeke Volder

Dyrt at flytte

Det Danske Filminstituts bestyrelsesformand Anders Kronborg anerkender, at instituttet ligger på en eksklusiv adresse i København.

- Og ombygningen, da instituttet blev etableret, var sikkert også meget dyr. Men jeg mener, at diskussionen skal handle om, hvordan man bedst styrker dansk film, mere end om hvor man skal flytte institutioner hen. Det er jo ikke gratis at flytte, og hvis man bruger skatteborgernes penge på det, skal man have noget ud af det. Det vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, om man får. Jeg har fuld respekt for, at man gerne vil have flere jyder og fynboer ind i filmbranchen, men det er altså ikke usædvanligt, at film og kunst bliver produceret der, hvor der er flest mennesker, siger Anders Kronborg.

Svært at tiltrække undervisere

Hvis filmskolen kommer til at flytte til f.eks. Odense, er rektor Vinca Wiedemann ikke bekymret for den fremtidige elevsammensætning, fordi hun mener, at selv om eleverne helst vil være i stærke kreative miljøer sammen med resten af branchen og andre kunstskoler, flytter de gerne efter, hvor skolen nu engang er placeret.

- Den helt altafgørende negative konsekvens vil være, at vi får meget vanskeligt ved at tiltrække de rigtige undervisere. En stor del af dem, vi har i dag, er deltidsansatte, fordi de også arbejder andre steder i filmbranchen med at lave film. Og selv om vi er et attraktivt sted at arbejde, betyder afstande rigtig meget, når man er deltidsansat. Den konsekvens skal man deale med, siger hun.

Nyt udsyn

I de danske biografer oplever man, at der bliver solgt færre billetter, og at streamingtjenesterne vinder frem. Derfor er de enige med Dansk Folkeparti i, at der er brug for at gøre noget i forhold til dansk film.

- Dansk Film er i krise, og hvis spillefilm skal overleve, skal man lave radikale forandringer, og her er der mange gode toner i DF's udspil, siger formand for Dansk Biografer, Kim Pedersen.

- Det nytter ikke at flytte filmskolen eller instituttet for langt væk fra København, f.eks. til Nordjylland, fordi de har mange udenlandske kontakter, men tanken i dansk film vil blive anderledes, hvis man flytter dem ud. Kulturparnasset i København foretrækker i højere grad end jyder og fynboer udenlandske film, og det er i det miljø, skolen og instituttet ligger. Der går også en store talentskare tabt, når alt ligger i København, fordi det er ikke svaret for alle at flytte dertil. Til gengæld kan jeg ikke se, at noget vil gå tabt, hvis skolen ligger i Odense f.eks., siger han.

Han har som Dansk Folkeparti svært ved at se fornuften i DFI's placering tæt ved Kongens Have i København.

- Det skal ikke ligge på så dyr en adresse. Det er naturligt at lægge den slags midt i landet. Det handler om det udsyn, der er fra magtens kontor. Og her er der altså forskel på, om man kigger ud over Kongens Have eller Svendborgsund, siger han.

DF: Dansk film er københavnerindspist - flyt filmskolen til provinsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce