Forkert vejbump ødelægger nattesøvn og fundamenter i Billund


Forkert vejbump ødelægger nattesøvn og fundamenter i Billund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Massive beboerklager over forsøg med vejbump får Billund Kommune til at love øjeblikkelige forbedringer.

Et ellers ønsket vejbump har fået voldsomme konsekvenser for indbyggerne i Stenderup-Krogager.

Beboere bliver vækket om natten på grund af larm, væggene i nærliggende huse slår revner, og anlægsarbejdet får husene til at ryste.

Det skriver JydskeVestkysten.

De mange klager har fået Billund Kommune til at love bedring. Det udskældte bump blev lavet i slutningen af 2018 som erstatning for et gammelt bump samme sted og skulle højne sikkerheden i området.

Men den nye model gør alt andet end det, siger beboerne.

- Det handler ikke kun om os, men om alle byens børn. Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker noget, og det kan vi ikke vende ryggen til, siger Anita Johansen, der bor lige ved anlægget, til JydskeVestkysten.

Hun mener, at bumpet på ingen måde har fået bilerne til at sætte farten ned. Det samme mener Lars Lind, der bor lige ved anlægget.

- Vi vågner flere gange om natten, fordi det larmer, når der kører tunge køretøjer over. Faktisk lyder det, som om lastbilerne kører med stålwire direkte efter sig, siger han.

Begge medgiver, at der altid har været tung trafik som lastbiler og traktorer på vejen, men det har aldrig larmet så meget som nu.

- Havde de bare forhøjet det gamle bump lidt, sat nogle chikaner op og eventuelt et helleanlæg uden for byen, så farten bliver sænket, så havde det været meget bedre, siger Anita Johansen.

Per Nyhus (DF), der er formand for Billund Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, forklarer, at bumpet i vejkrydset blev lavet som lidt af et forsøg - trods modvilje på tidspunktet.

- Et sådant kryds har fungeret andre steder, men entreprenøren har lavet en fejl med grundopbygningen - uden vi skal hænge nogle ud - og det vil nu blive lavet om, siger han og tilføjer, at entreprenøren selv har taget et medansvar.

Fejlen består blandt andet i, at der er blevet brugt for meget sand i opbygningen, og at der er lagt belægningsfliser i stedet for cement.

Det er blandt andet det, der har fået de omkringliggende huse til at slå revner både inde og ude samt fået glas og fatninger til at give sig.

Billund Kommune oplyser, at arbejdet med at lave bumpet om begynder efter påske.

Forkert vejbump ødelægger nattesøvn og fundamenter i Billund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce