Fundings søndagsanalyse: Venstres bagland vender sig mod Løkkes regionsreform

Thomas FundingFoto: Michael Nørgaard

Fundings søndagsanalyse: Venstres bagland vender sig mod Løkkes regionsreform

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det skulle have været et genialt træk. Skak og mat. Men Lars Løkke Rasmussens lovede reform af regionerne og sundhedsvæsenet begynder mere og mere at ligne et potentielt selvmål.

Man skal smede, mens jernet er varmt. Den slidte kliche gælder stadig. Der er nu gået snart fire måneder siden, Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde proklamerede, at han ville reformere regionerne, men ingen plan er endnu blevet præsenteret for offentligheden, og det er ved at blive et problem.

Hvis man skal starte med det positive, så skyldes forsinkelsen af reformen denne gang ikke uenighed regeringspartierne imellem.

Reelt ligger reformudspillet mere eller mindre klart, men man har bevidst ikke forhandlet de sidste ting på plads, da man er nervøs for, at indholdet så vil begynde at sive til pressen.

Årsagen til den overlagte langsommelighed skyldes timing. Først var det tanken, at reformen skulle have været en integreret del af finanslovsforhandlingerne, men det gik man væk fra igen. Så skulle udspillet have været præsenteret efter finansloven, men den trak så meget ud, at man kom for langt ind i december måned til, at det gav mening. Og efter to udskydelser er det nu planen, at det længe ventede udspil skal lanceres i starten af det nye år.

Problemet for Lars Løkke Rasmussen er imidlertid, at modstanden mod reformen er vokset i de fire måneder, man har fedtet rundt med indholdet. Ikke mindst i hans eget bagland.

Det startede ud som en stille hvisken: Er det nu klogt at lukke regionerne? Men som tiden er gået, er kritikken taget til i styrke, og ifølge en række kilder i Venstre, er der nu sådant et pres fra partiets bagland, at det skaber bekymring langt ind i toppen af partiet.

Umiddelbart virkede idéen med en reform af regionerne ellers ikke tosset. Sundhedsområdet bliver et af de mest afgørende emner i den kommende valgkamp, men Venstre står svagt. I måling efter måling svarer vælgerne, at de mener, at Socialdemokratiet vil være bedre til at varetage området.

Lars Løkke Rasmussen havde derfor brug for at få flyttet debatten om sundhedsvæsenet et sted hen, hvor det ville være til hans fordel. En konkurrence med Mette Frederiksen om, hvem der kan skrive den største check til sygehusene, var ikke tillokkende.

Reformdagsordenen er Lars Løkke Rasmussens komfortzone, og det var der, han søgte hen. Han har stået bag en række store samfundsreformer herunder kommunalreformen, hvor regionerne blev opfundet. Den bedste politiske håndværker i Danmark, som venstrefolk ynder at omtale ham.

Men noget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen uforvarende er kommet til at åbne Pandoras æske med sin reformsnak. Indtil videre har debatten nemlig mest af alt handlet om centralisering og ikke sundhed. Og det også i hans eget parti.

Lukningen af regionerne herunder de folkevalgte regionsråd bliver set som en centraliseringsøvelse, og bekymringen er, at lokale forhold vil blive ignoreret, når der skal træffes beslutninger.

På papiret ved vi endnu ikke med sikkerhed, at det er det, regeringen vil spille ud med, altså at regionsrådene afskaffes. Men ifølge kilder tæt på forhandlingerne, er det på nuværende tidspunkt planen, og det er da også svært at se, at det ikke skulle blive slutproduktet alt den stund, at samtlige andre partier i blå blok vil af med regionsrådene.

I Venstres top vidste man selvfølgelig godt, at partiets 54 regionrådsmedlemmer ikke ville blive ekstatiske over udsigten til at miste deres job, men utilfredsheden har slået rødder dybere i partiet.

De 54 regionrådsmedlemmer er en del af et fint forbundet netværk. Og det hedder Venstre. Netværket har været aktiveret, og man har som sagt haft rigtig god tid til at tale sammen.

Det har i den sammenhæng ikke hjulpet, at Venstre ikke har haft en officiel linje, partiets bagland har kunnet læne sig op ad. Vil Venstre nedlægge eller bevare regionerne? Ingen ved det rigtigt. Og fortæller man ikke folk, hvad de skal mene, så finder de selv ud af det, og modstanden er vokset og vokset.

I oppositionen var man lidt tid om at finde ud af, hvilket ben man skulle stå på. Særligt Socialdemokratiet virkede famlende til at starte med. Men efter lidt betænkningstid har man nu stillet sig på regionernes side vel vidende, at det kan betyde, at Venstre på sundhedsområdet kan lykkes med at splitte den strategiske alliance mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.

Socialdemokratiet bruger nøjagtig samme argument som dele af Venstres eget bagland. En nedlæggelse af regionerne er en centralisering. En stærk politisk dagsorden der gør ondt på både Venstre og Dansk Folkeparti, som høster mange stemmer i landdistrikterne. Det er en meget let at kommunikere, hvorimod argumentationsbyrden for Venstre er væsentligt større.

Det efterlader Lars Løkke Rasmussen i en svær situation. Han har fået dele af sit eget parti imod sig og en opposition, der lugter blod. Reelt har han dog ikke et valg. At droppe eller udvande sit eget reformudspil vil være en selvkastrering, og det går ikke så tæt op ad et valg.

Han må mosle på, og han bør skynde sig. Der er brug for, at han selv hurtigst muligt kaster sig ind i kampen om folkeopinionen. Jo længere tid, der går, før det står klart, hvad regeringen og dermed Venstre vil, desto sværere bliver det at vinde debatten. Spørgsmålet er, om modstanden allerede nu er så stor - herunder i eget parti - at det er for sent?

Fundings søndagsanalyse: Venstres bagland vender sig mod Løkkes regionsreform

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce