På kirkegården gør tørken det svært at få de døde i jorden

En knastør Nordre Kirkegård i Vejle. Her kæmper graverne med at komme i jorden de steder, hvor der er lerjord. Faktisk er man i øjeblikket nødt til at vande jorden, inden man kan grave gravene. Foto: Mette Mørk

På kirkegården gør tørken det svært at få de døde i jorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle Kirkegårde må i øjeblikket vande lerjorden med flere hundrede liter vand, før det overhovedet er muligt grave en grav i den tørre jord.

Kirkegårde: Det er den helt omvendte verden på Vejle Kirkegårde denne sommer i forhold til sidste år.

Den våde 2017-sommer betød, at kirkegårdsmedarbejderne i Vejle blandt andet kæmpede med masser af ukrudt og måtte være opmærksomme på sammensunkne gravsteder på grund af det forhøjede grundvand.

I år bliver arbejdstiden i stedet brugt på at vande de tørstende planter, men faktisk også på at vande den bare jord. Flere steder er jorden nemlig så tør og hård, at det gør det næsten umuligt for kirkegårdsmedarbejdernes maskiner at komme til at grave, og det er nu engang nødvendigt, når der skal nedsættes kister og urner på kirkegården.

- Vi bruger i øjeblikket cirka 400 liter vand for at gøre en kistegrav tjenelig til at kunne blive gravet i, så maskinen kan komme igennem det første tørre jordlag, fortæller kirkegårdsleder ved Vejle Kirkegårde, Jens Thorsen.

Han uddyber, at der hovedsageligt er i lerjorden på Nordre Kirkegård, hvor problemet med hård jord kommer til udtryk. Men også muldjorden på Gamle Kirkegård er en udfordring.

- På Søndre og Østre Kirkegårde er det mest sandjord. Det er ikke noget problem at grave i.

- Vi skal passe på grundvandet, så vi vander ikke mere end højst nødvendigt. Det er en stor udgift og et stort arbejde.
Kirkegårdsleder i Vejle, Jens Thorsen.
Der bliver vandet som aldrig før på kirkegårdene i Vejle. Hver uge bliver sommerblomster og nyplantede blomster og buske vandet, fortæller kirkegårdsleder Jens Thorsen. Foto: Mette Mørk
Der bliver vandet som aldrig før på kirkegårdene i Vejle. Hver uge bliver sommerblomster og nyplantede blomster og buske vandet, fortæller kirkegårdsleder Jens Thorsen. Foto: Mette Mørk

Aldrig før så lang en tørke

Kirkegårdslederen vurderer, at der - siden tørken satte ind i maj - har været 10 til 15 kistebegravelser og cirka fem gange så mange urnenedsættelser.

- Men det er især inden for de seneste tre uger, at vi har kunnet mærke, at jorden er blevet meget hård, fortæller Jens Thorsen.

Han har været kirkegårdsleder i 29 år, og derfor er det heller ikke første gang, han har oplevet tørre perioder, som gjorde det nødvendigt at vande jorden, inden gravene kunne graves.

- Vi har før haft perioder med tørke. Så vidt jeg husker i 1990'erne, hvor vi måtte vande, om end ikke i så lang en periode som nu, konstaterer han.

På kirkegårdene i Vejle er man i øjeblikket særlig opmærksom på, at de besøgende ikke smider cigaretskod og tænder levende lys ved gravene. Her er nemlig knastørt. Foto: Mette Mørk
På kirkegårdene i Vejle er man i øjeblikket særlig opmærksom på, at de besøgende ikke smider cigaretskod og tænder levende lys ved gravene. Her er nemlig knastørt. Foto: Mette Mørk

Planterne får vand ugentligt

Når kirkegårdsmedarbejderne ikke vander jorden for at kunne grave, vander de i stor stil beplantningen på Vejles kirkegårde. Tørken er nemlig hård ved de mange smukke planter, som i høj grad er kendetegnende for kirkegårdene.

- Vores sommerplanter, som vi har plantet for vores kunder, vander vi en gang om ugen. Vi koncentrerer os især om de etårige blomster, der er plantet ud i år og som visner hen til efteråret, samt de flerårige planter, som vi plantede sidste år og i år, fortæller Jens Thorsen.

Af hensyn til grundvandet bliver græsset på kirkegårdene dog ikke vandet.

- Det ser gult og forfærdeligt ud, og vi tillader os også, at det bliver højere end normalt. Det giver os et håb om, at det får et længere rodnet, så det har en chance for at overleve.

Uvisse økonomiske konsekvenser

Hvad de økonomiske konsekvenser af tørken bliver for Vejle Kirkegårde, har Jens Thorsen endnu ikke noget overblik over. Det afhænger af, hvor længe medarbejderne fortsat er nødt til at vande, og desuden er det endnu usikkert, hvor mange planter og buske, der må bukke under for tørken.

- Men konsekvensen er helt klart den, at tørken har varet i så lang tid, at vi vil miste planter, og at kvaliteten af de planter, vi har plantet i år, ikke er god, siger Jens Thorsen og fortsætter:

- Så jeg er årvågen. En tørke, der varer så lang tid, får alle alarmklokker til at ringe.

På kirkegården gør tørken det svært at få de døde i jorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce