Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stafet: Kongen og dronningen af Skamlingsbanken

Skamlingsbanken Foto: Annett Bruhn

Stafet: Kongen og dronningen af Skamlingsbanken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lene Frantzen og Arthur Tudsborg har boet lige over for Skamlingsbanken i ti år. Her bor de sammen med to katte, seks får, vædderen Werner og et træfyr, der hedder Bertha. Både Lene og Arthur er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hvor

Lene Frantzen blev født i Singapore i 1961, da hendes far arbejdede med gummitræer. Begge forældre er danskere, og da Lene var otte år, flyttede familien til Tåsinge på Fyn, hvor de købte en gård og anlagde en æbleplantage.

Arthur Tudsborg voksede op på Rømø og flyttede til Kolding i 1972, da han som 18-årig blev optaget på Kunsthåndværkerskolen.

- At tegne var det, jeg var bedst til. Jeg har altid udtrykt mig i tegninger. Når jeg afleverede en stil, var det 80 procent tegning og 20 procent tekst, fortæller Arthur, hvis far var landskabsmaleren Andreas Petersen-Røm.

I 1984 mødte Lene og Arthur hinanden til en fest i kunstnermiljøet i Kolding og har været sammen lige siden. Uadskillelige, forestiller man sig. De ligner nærmest hinanden.

 

Skamlingsbanken
Skamlingsbanken er en to-tre km lang randmoræne i Sydjylland mellem Kolding og Hejlsminde.Lene og Arthur råder over 19.000 kvadratmeter og fire tønder land.

Fra kollektiv til kernefamilie

Arthur var efterhånden blevet sidste mand på skansen i et kollektiv i Kolding. Hans forældre havde kautioneret af flere gange, og han havde selv renoveret huset, så Arthur blev hængende, da de andre flyttede ud.

- Det gør man, når man får mursten, man skal afdrage. Og heldigvis fik jeg lokket Lene til at flytte ind.

Lene troede egentlig, at hun skulle ud at rejse og opleve den store verden efter skolen, men Kolding var den store verden, når man kommer fra Rømø som Arthur, og huset i Clemensgade i Kolding blev parrets første hjem sammen.

- Jeg skal lige over og kigge til Bertha, lyder det fra Arthur på vej ud af døren.

- Der bliver kælet så meget for det fyr, at det måtte have et navn, fortæller Lene, der ind imellem synes, at Bertha får mere opmærksomhed end hun selv.

 

Stafet
Avisen Danmark har indledt en stafet i dækningsområdet og stillet spørgsmålet: Hvorfor bor du her?De mennesker, vi besøger sender depechen videre til et sted, de gerne ville bo eller absolut ikke kunne tænke sig at bo.

Vi har været på Strynø og i Lemvig, og i dag skal vi besøge Skamlingsbanken.

Lebensraum

Lene, der er kunsthåndværker, og Arthur, der er kunstmaler, fik efterhånden brug for noget mere plads til alle deres remedier. Egentlig havde de lejet sig ind på en gård uden for Kolding, som kunne bruges som værksted, men ingen af dem havde lyst til at transportere sig til og fra arbejde. En efterårsdag kørte de en tur til området omkring Skamlingsbanken, hvor de havde kig på et hus.

- Det var vores bryllupsdag, og det var gråt og trist. Alligevel blev vi betaget af landskabet, fortæller Lene.

Da de kom kørende på Skamlingsvejen, så Arthur et Til Salg-skilt og drejede resolut ind på gårdspladsen:

- Vi blev helt forelskede i naturen, så vi glemte at kigge på huset. Det var nærmest et samlesæt, men den nederste etage var klar til, at man kunne rykke ind. Og her var Lebensraum.

Lene var mere skeptisk.

- Det var grimt. Her skal vi ikke bo, sagde jeg. Men det var udsigten, der gjorde det.

- Vi kommer begge fra landet og var vilde med naturen herude. Vi ville blive i området og have plads. Og så ville vi bo der, hvor vi arbejdede.

Alt det kunne huset på Skamlingsvejen, og parret slog til nærmest med det samme.

- De første par dage sad vi bare ved havedøren og så på solnedgangen.

Ved havedøren står der nu et bord og to røde stole, der stammer fra Arthurs barndomshjem på Rømø.

Lene griner:

- Så sidder vi der og er kongen og dronningen på Skamlingsbanken.

 

Verdens navle

Lene og Arthurs sønner var glade for at bo i Kolding, hvor de kunne cykle til alting. De var ved at være modne til at klare sig selv, da Lene og Arthur havde fundet huset ved Skamlingsbanken, og de fik et valg: Enten flytter I med, eller også flytter I hjemmefra.

- Servicen og køleskabet flyttede, så drengene flyttede med, griner Lene.

Magnus er i dag i gang med en kandidat i biokemi på Aalborg Universitet, og Albert uddannede sig til kok på Restaurant Skamlingsbanken og er medejer af en restaurant i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur.

Lene og Arthur har selv sat huset i stand og bygget en smuk førsteetage, der blandt andet fungerer som Arthurs værksted. Lene har værksted i stueetagen, hvor også køkkenet, der er husets hjerte, ligger.

- Vi nyder, at man bare kan gå rundt i haven med bevidstheden om, at ingen ved, hvor man er. I byen er der altid nogen, der kan se én. Her kan man tisse i alle hjørner, hvis man vil, siger Lene og fortsætter:

- Livet er der, hvor man er. Og der, hvor man er, er verdens navle. Det er egentlig lige meget, hvor man bor, for det bliver jo verdens navle, når man skaber sig nogle rammer, fastslår Lene.

- I bund og grund kunne jeg leve alle steder.

Arthur samtykker. Og går ud til Bertha.

Man kunne fristes til at forslå en byttehandel, når man kigger ud af havedøren mod vest, hvor seks navngivne får og vædderen Werner går og hygger sig, og man kan se ind i næste uge.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen:

- Jeg kunne ikke bo et sted med mange mennesker. Jeg har lige været i København, og der er alt for mange. Og vi kunne ikke bo et sted, hvor der ikke kommer lys ind. Så ville vi blive grå i hovederne. Og vi skal kunne arbejde dér, hvor vi bor. Jeg nyder at kunne sidde og arbejde og gå ud og lave noget i haven, hvis solen begynder at skinne. At jeg selv kan bestemme.

 

­­­­­­­­­­­­­­En slange i paradiset

Friheden, arbejdsroen og tosomheden blev udfordret, da Arthurs mor blev deres logerende i knap fem måneder.

- Vi valgte at passe hende, efter hun havde brækket hoften, fortæller Arthur.

- Alle rådede os fra det, men vi troede, det var en god idé.

Det var det ikke.

En brækket hofte på en dame på 92 plejer at være begyndelsen på enden, så Lene og Arthur besluttede, at hun skulle bo hos dem den sidste tid.

- Men hun kom sig, så på den måde var det en succeshistorie. Men det gik bare ud over os, fortæller Arthur, og Lene fortsætter:

- Vores yngste søn var lige flyttet, og vi tænkte, at det vel ikke kunne blive værre end at have en teenager boende. Vi skulle vel bare lave lidt ekstra mad. Men det var ligesom at have et spædbarn, for hun skulle jo hjælpes med alt. Vi var fuldstændig færdige bagefter.

- Vi brugte så mange kræfter på det, og det er det hårdeste, vi har oplevet. Ikke fysisk, men psykisk, for mor var anstrengende ind i mellem. Det tog os faktisk noget tid at komme os over det, fortæller Arthur.

Lenes forældre oplevede foranstaltningen på nært hold.

- De sagde bagefter, at vi aldrig måtte lade dem flytte ind, når det blev nødvendigt med hjælp. Send os direkte på plejehjem.

 

Det går opad

Lene og Arthur har altid kunnet om ikke leve af deres arbejde så i hvert fald overleve, men det går op og ned.

- Det går opad lige nu, fastslår Lene.

- Men det har været langt nede. I vores fag var vi nok de første, der mærkede krisen.

- Men tænk på, hvor lidt man egentlig kan nøjes med, siger Arthur.

- En tegneblok og noget mad.

- Og en smartphone, tilføjer Lene.

Lene og Arthur har ingen planer om at flytte. Men de er klar over, at der kan opstå andre behov, når de bliver ældre, fortæller Lene:

- Det er hårdt arbejde at bo på landet, for naturen skal jo holdes nede.

- Den skal plejes, foreslår Arthur.

Lene får igen det sidste ord.

- Den skal trimmes.

 

Stafet

Lene: Vollsmose ville ikke tiltrække og heller ikke Gellerupparken. Jeg har på ingen måde noget imod fremmede, det er højhusene og alle de mange mennesker, jeg ikke ville bryde mig om.

Arthur: Der er så mange steder, der er flotte. Ribe eller Højer med udsigt til marsken. Eller Svendborg, hvis man skulle østpå.