Støjberg i skudlinjen i Lindholm-naboers sidste krampetrækninger

Lindholm skal kunne huse op til 125 udvisningsdømte udlændinge, afviste asylansøgere dømt for visse typer af kriminalitet og personer på tålt ophold.

Støjberg i skudlinjen i Lindholm-naboers sidste krampetrækninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mandag er der debatmøde i Vordingborg om udrejsecentret på Lindholm. Inger Støjberg er blandt deltagerne.

Vordingborg Kommune vil ikke have et udrejsecenter på øen Lindholm. Det vidner de seneste ugers protester fra lokalsamfundet stærkt om.

Et brev fra borgmesteren til Udlændinge- og Integrationsministeriet, et møde med ministeren, et borgermøde med mulige løsninger, en underskriftindsamling fra bekymrede borgere og en Facebook-gruppe, der siger nej tak.

Og nu et debatmøde mandag klokken 19.00 i Vordingborg, hvor borgere og lokalpolitikere én gang for alle vil have ren besked.

Alle ni folketingspartier deltager og alle borgere er inviteret.

- Jeg fornemmer, at de ikke har meldt helt klart ud. Det har jeg savnet lidt. Nu får vi dem herned, og så må de bekende kulør, siger 2. viceborgmester i Vordingborg Michael Seiding Larsen (V).

Lindholm skal fra 2021 huse udvisningsdømte udlændinge, afviste asylansøgere dømt for visse typer af kriminalitet og personer på tålt ophold

Else-Marie Langballe (SF), der er 1. viceborgmester, håber på en god tone i debatten, selv om mange har stærke holdninger til sagen.

Hun forventer ikke, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vil ombestemme sig, men hun tror på, at andre partier måske kan presse hende.

- Jeg tænker lidt, at borgermødet mandag bliver de sidste krampetrækninger. Men jeg håber alligevel, selv om de lige nu holder meget fast, at de lytter til vores argumenter, siger hun.

Hun har senest besøgt Christiansborg for at overbevise Martin Henriksen (DF).

- Efter mødet siger han i medierne, at han godt kan forstå, at vi er bekymrede. Men det fyldte altså kun fem procent, af det vi fortalte ham. Så jeg tvivler på, at det rykkede noget ved ham, siger hun.

Støjberg var i begyndelsen ikke inviteret til debatmødet, men hun ser det som rimeligt, at de bekymrede borgere kan stille spørgsmål direkte til hende.

- Beslutningen om udrejsecentret ligger fast. Men jeg er meget villig til at lytte til ønsker om alt fra polititilstedeværelsen til dialogen med lokalbeboerne.

- Jeg er udmærket klar over, at der både er kritik og utryghed, så jeg vil gøre mit bedste for at besvare deres spørgsmål så godt som muligt, siger Støjberg.

Hun erkender, at man lavede flere fejl, da Udrejsecenter Kærshovedgård blev indviet i 2015.

- Vi begik nogle fejl i begyndelsen, og de fejl skal vi ikke begå igen. Naboerne til centret skal hurtigt kunne komme i kontakt med politiet, og de skal være til stede 24 timer i døgnet, siger hun.

Michael Seiding Larsen har lagt mange kræfter i at overbevise Støjberg om, at øen er en dårlig idé for Vordingborg og især Kalvehave, der lægger havn til eneste mulige vej til øen.

- Inden for den sidste uge har jeg haft tre møder med Inger Støjberg. På den måde har vi gjort det meget klart, at det her er ikke en beslutning, som vi kan forsvare for borgerne, og det kommer vi ikke til.

- Hun lytter, men jeg er også godt klar over, at det er en del af finansloven. Men jeg fornemmer, at hun er klar over, at det har en konsekvens for os, siger han.

De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet har tidligere forklaret, at de ikke støtter ø-planerne.

Støjberg i skudlinjen i Lindholm-naboers sidste krampetrækninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce