Far, mor og søn skal lære japanerne om de danske højskoler

Perry Stenbäck og Christine Dueholm forbereder sig på en kaotisk tur rundt i Japan. De skal nemlig selv fragte instrumenter med rundt, når de skal hoppe ind og ud af de japanske højhastighedstog. Foto: Yilmaz Polat

Far, mor og søn skal lære japanerne om de danske højskoler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et otte mand stort ensemble er rejst til Japan for at promovere det danske højskolefællesskab. Med på turen er en familie fra Jellingegnen.

Gadbjerg: Lynhurtige, effektive og travle Japan skal lære lidt om fællesskab, hygge og afslappethed. Og det skal de lære gennem det danske højskoleliv.

Det kræver blandt andet et musikalsk indslag, og der spiller en familie fra Jelling-egnen en ganske stor rolle.

Mor Christine Dueholm, far Perry Stenbäck og deres ældste søn Robert Dueholm Stenbäck er rejst fire uger til Japan for at turnere rundt og spille højskoleinspireret musik for japanerne som en del af bandet Sun Day Karma.

- Vi tager udgangspunkt i Højskolesangbogen, men Perry og jeg har jo specialiseret os i skandinavisk folkemusik, så vi spiller også vores egne kompositioner, fordi vi skal formidle den nordiske kultur. Og så skal vi også synge to af sangene på japansk, siger Christine Dueholm, der spiller trommer i det fem mand store band.

Det bliver en vildt fed tur både som fagperson og som mor.
Christine Dueholm, mor og musiker
De fem i Sun Day Karma
På turen til Japan for at promovere højskolefællesskabet er der blevet samlet et band bestående af fem medlemmer. Bandet hedder Sun Day Karma, og medlemmerne er:
  • Perry Stenbäck - vokal, guitar og nyckelharpa
  • Rasmus Skovgaard - guitar, mandolin og kor
  • Christine Dueholm - slagtøj og kor
  • Robert Dueholm Stenbäck - vokal, bas og kor
  • Vibeke Beckett - bandleder - vokal, guitar og kor
Christine Dueholm står for slagtøjet, mens Perry Stenbäck blandt andet mestrer en såkaldt nyckelharpa. Foto: Yilmaz Polat
Christine Dueholm står for slagtøjet, mens Perry Stenbäck blandt andet mestrer en såkaldt nyckelharpa. Foto: Yilmaz Polat

Godt med et far-mor-søn-projekt

Selv er hun ikke skarp i det japanske sprog, men det er sønnen Robert, og mor Christine ser meget frem til at turnere Japan rundt med ham.

- Det er en stor glæde for mig, at jeg kan gøre det med min ældste søn. Han flyttede hjemmefra tidligt for at forfølge en musikkarriere, hvilket jo er fuldt forståeligt, og nu er det så rart, at vi kan få et musikalsk projekt sammen, siger hun.

Yukis idé

Idéen til turen kommer fra Nordfyns Højskole og japaneren Yuki Yamamoto, der i 2013 forlod det travle liv i Japan og tog turen til Danmark for at afprøve højskolelivet.

Siden er han blevet i Danmark og har haft arbejde på Nordfyns Højskole, og nu vil han så promovere højskoletraditionerne i Japan. Derfor er det ikke kun musik, der er på programmet for familien Dueholm Stenbäck.

- Vi laver et dagsprogram for de steder, vi besøger. Yuki laver et oplæg om højskolerne, og vi skal lave morgensamlinger og workshops, der viser det fællesskabsbegreb, højskolelivet er kendt for, siger Christine Dueholm, der dog stadig vægter den musikalske del højt.

- Japanerne skal have en koncertoplevelse, og vi har virkelig øvet meget for at kunne give dem lyden af vores del af verden, siger hun.

I alt er otte personer med på turen, der startede onsdag. Det er de fem i bandet Sun Day Karma, Yuki Yamamoto og et kamerahold, der skal lave en lille film om projektet.

Slutter med familieferie

På turen skal de rundt i store dele af Japan og besøge steder, hvor man arbejder på eller overvejer at starte en højskole.

Derfor skal der rejses en del med tog, og Christine Dueholm forestiller sig, at det bliver kaotisk, når de skal slæbe rundt på en masse kufferter og samtidig undgå at blive væk fra hinanden. Selv har hun skaffet sig en særlig kompakt trommesæt, så den kuffert fylder så lidt som muligt.

Ud over det travle program bliver der dog også mulighed for lidt sightseeing, og den del glæder Christine Dueholm sig også til.

- Vi får jo en unik mulighed for at se Japan fra de lokales side. Det er et enormt spændende land, som vi bare får serveret på et sølvfad, siger hun.

Og faktisk varer turneen rundt i Japan kun tre af de fire uger, de er derovre. Den sidste uge bruger familien til at holde lidt ferie, og der kommer den yngste søn, Simon, også til Japan for at være sammen med dem.

- Så på den måde bliver det en vildt fed tur både som fagperson og som mor, siger en spændt Christine Dueholm.

Far, mor og søn skal lære japanerne om de danske højskoler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce