Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kæmperenovering: Du bliver renere af en tur i friluftsbadet

Det store bassin er 25 gange 12,5 meter. Der er 3,8 meter fra svulpekanten til det dybeste sted. I sådan et hul fylder en mand ikke meget. Foto: Leif Baun

Kæmperenovering: Du bliver renere af en tur i friluftsbadet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jelling Friluftsbad gennemgår lige nu en større renovering. Når den er færdig, kan den ikke ses, men de badende får renere vand at boltre sig i.

Jelling: Friluftsbadet på Mølvangvej har siden midten af februar gennemgået en større renovering, der snart er tilendebragt. Det roder dog stadig en del omkring bassinerne.

- Vi skal nok nå at blive færdige til åbningen 12 maj, lover Lars Mikkelsen, der er teknisk ansvarlig for friluftsbadene.

Vejle Kommune, Team Idræt & Fritid, giver badets tekniske dele en renovering, fordi der er kommet nye regler, som badet skal leve op til. Renoveringen kan dårligt nok ses, men de badende vil kunne mærke den. Filteranlægget skal køre 250 kubikmeter vand igennem pr. time mod hidtil 130 kubikmeter. Dermed bliver vandet renere og klorindholdet kan sænkes.

I størrelse og omfang er det et større projekt end dengang, da Jelling Kommune overtog friluftsbadet i 1998.
Kevin Osberg.
Sognets fælles bad
Jelling Sogns Friluftsbad åbnede 22. maj 1966.Forarbejdet med den første indsamling var begyndt i efteråret 1961.

Initiativet kom fra Jelling Boldklub og Mølvang Gymnastikforening, der købte to tønder land jord fra gården Lykkensprøve, der nu er hjemsted for Jelling Familiecamping.

10.000 frivillige arbejdstimer blev hældt i badet. Blandt andet skulle der støbes bassiner med en 30 centimeter tyk bund med to sæt jern i. Der var to blandemaskiner i gang. De tog tilsammen tre trillebørfulde ad gangen. Der blev støbt ud i én køre fra fredag eftermiddag til ud på søndagen.

Et ekstra filter

- Alle rør til og fra bassinet er blevet udskiftet med nye rør af større dimensioner, hoved-pumpen og det tilhørende filter er blevet udskiftet. I løbet af sæsonen kommer der et ekstra sandfilter i teknikrummet i kælderen, så der fremover er fem sandfiltre. Der er etableret et ekstra underjordisk teknikrum ved de to største bassiner - og mellem de to bassiner er der også etableret en større underjordisk udligningstank, der sikrer ensartet vandstand, uanset antallet af badende og mængden af nedbør. Samtidig er badets græsareal der skråner ned mod campingpladsen, tilført den overskydende jord og bliver tilsået med græs så arealet bliver mere indbydende for badegæsterne, fortæller Kevin Osberg, der har været aktiv i mange år omkring friluftsbadet.

- I størrelse og omfang er det et større projekt end dengang, da Jelling Kommune overtog friluftsbadet i 1998, vurderer Kevin Osberg.

Ifølge Lars Mikkelsen koster renoveringen omkring 600.000 kroner.

Får dankortautomat

- Der har været mange uforudsete ting. Vi har fået den ene overraskelse efter den anden, for tegningerne viste noget andet end virkeligheden. Meget af det, vi skifter, har ligget her siden 1966 og er absolut udtjent. Til gengæld kan det så holde de næste 50 år, siger han.

En del af omkostningerne skyldes, at friluftsbadet investerer i et nyt betalingssystem med dankortautomat.

- Der ryger lige 130.000 kroner, men vi investerer pengene, så livredderen kan være livredder i stedet for billetsælger, siger Lars Mikkelsen.

Flere gæster

Han glæder sig over, at der er flere brugere i badet nu. Da han begyndte for fem år siden, var der omkring 6000 badende på en sæson, der varer tre en halv måned. Sidste år var der omkring 12.000. En del af forklaringen er et godt samarbejde med campingpladsen, der ligger lige ved siden af friluftsbadet.

- Den sender mange gæster herover, og det er godt, for hvor der er liv, kommer der mere liv til, siger han.

Den aktuelle renovering betyder ikke stilstand de kommende år. Der er mere at gøre. Lars Mikkelsen har en drøm om et sted med grill og en finsk sauna har han også flere gange nævnt.

- Der er plads til at udvikle stedet på pladsen foran ud mod Mølvangvej. Og vi skal udvikle det. Ellers afvikler vi det, siger han.