Kommunen afsætter en million: Lærerstuderende skal ud på skolerne

Studerende på læreruddannelsen i Jelling kan fra næste skoleår blive ansat i trainee-stillinger på skolerne i Vejle Kommune. Arkivfoto: Ole Risbjerg

Kommunen afsætter en million: Lærerstuderende skal ud på skolerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle Kommune har besluttet at bruge en million kroner på at ansætte 30 lærerstuderende i såkaldte trainee-stillinger på skolerne. Selvom flere skoler har været skeptiske, er det en god løsning for både dem, for læreruddannelsen og for de studerende, fortæller uddannelseschef.

Jelling: Byrådet i Vejle Kommune har i denne uge givet tilsagn til, at der skal afsættes en million kroner til fra næste skoleår at ansætte 30 lærerstuderende på kommunens skoler i nogle særlige trainee-stillinger. Ordningen kommer fra læreruddannelsen i Jelling, hvor man tilbyder, at de nye studerende kan tage en helt ordinær uddannelse og samtidig komme ud i en trainee-ansættelse, hvor de arbejder 25 procent af en fuldtidsstilling.

Projektet startede sidste år, hvor man lavede et lignende samarbejde med Fredericia Kommune. Annette Falk, der er uddannelseschef på Lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling, fortæller, at de er både glade og stolte over, at der nu er kommet endnu en kommune med i ordningen, der ifølge hende er både en fordel for de studerende og skolerne.

- Mange af de studerende arbejder alligevel ved siden af studiet, så her er der en mulighed for at lave noget, der er yderst professions-relevant. Og så synes jeg, der er en lille tendens til, at der ikke er nok lærere, så her får skolerne en mulighed for at rekruttere nogen, der modsat vikarer faktisk er i gang med læreruddannelsen, siger hun.

Ifølge uddannelseschef på Lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling Annette Falk er trainee-ordningen en god løsning for både skoler, studerende og uddannelsen. Pressefoto: UCL
Ifølge uddannelseschef på Lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling Annette Falk er trainee-ordningen en god løsning for både skoler, studerende og uddannelsen. Pressefoto: UCL

Bekymringer fra skolerne

Da beslutningen blev taget i Vejle Kommune var det som en del af en større økonomisk pakke på 9,9 millioner kroner, der skulle bruges på skoleområdet. I den forbindelse var der kommet flere høringssvar ind fra skolerne, og deriblandt var der også enkelte bekymringer omkring trainee-løsningen.

Det drejede sig blandt andet om, at det kunne blive problematisk at få en ansat til at indgå i planlægning, møder og lignende, når vedkommende kun er der 25 procent af tiden, og at man vil forringe kvaliteten af undervisningen, fordi det vil begrænse mulighederne for at ansætte reelle lærere, og fordi der vil være tale om studerende, der kun er i begyndelsen af deres uddannelse.

Gode erfaringer

Annette Falk påpeger for det første, at der er tale om en særlig ordning, der ikke skal ses som en erstatning af de uddannede lærere, hvilket fagforeningerne også har gjort opmærksom på.

Desuden mener hun, at en 25 procents ansættelse er et passende niveau, og erfaringerne fra Fredericia skulle også være, at det sagtens kan blive en succes. Her er de trainee-ansatte i høj grad tilknyttet den samme klasse og de samme lærere, hvor man så indgår i en to-lærer-ordning, der giver gode undervisningsmuligheder.

- I starten skal man selvfølgelig lige vise de trainee-ansatte, hvor kopimaskinen står og sådan noget, men vi hører fra skolelederne i Fredericia, at de er rigtig glade for aftalen. Med en voksen mere i klasseværelset giver det læreren mulighed for at planlægge nogle sceneskift og måske lave en vigtig opgave med nogle enkelte, mens den trainee-ansatte overtager undervisningen. Eller omvendt kan den trainee-ansatte sætte sig ved den gruppe, der måske har svært ved en opgave eller er forstyrrende for resten af klassen, siger Annette Falk.

En bedre uddannelse

En ting er, at det skal være en god løsning for skolerne. Noget andet er også kvaliteten af læreruddannelsen, og her mener Annette Falk, at man med trainee-løsningen får en meget bedre og meget mere relevant undervisning af landets kommende lærerstab.

- Det, man lærer på uddannelsen, bliver mere relevant, for man kan bruge det fra dag ét, og man er midt i det, mens man lærer det. Samtidig kan vores undervisere tage erfaringer fra de trainee-ansatte med ind i undervisningen, så på den måde rykker teori og praksis endnu tættere sammen. Ja, det er faktisk lige før, at det smelter helt sammen, siger hun.

Efter planen skal 30 af de lærerstuderende, der starter til sommer, tilknyttes trainee-ansættelser, og det burde ifølge Annette Falk være muligt at finde mindst 30 studerende, der gerne vil tilknyttes ordningen. Det er dog kommunen og skolerne, der står for ansættelsen, så på det punkt er det ikke sikkert, at der rent faktisk bliver ansat 30.

Kommunen afsætter en million: Lærerstuderende skal ud på skolerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce