Maja og Mathilde er de ældres 'hyggemakkere': Vi sparker lidt liv i dem

Hyggesnak er en vigtig del af opgaverne for de to ungarbejdere. Heldigvis har de ældre beboere som Henry her en masse historier at fortælle og en masse livserfaringer at dele ud af. Foto: Mette Mørk

Maja og Mathilde er de ældres 'hyggemakkere': Vi sparker lidt liv i dem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Højagercentret i Jelling har ansat 15-årige Maja Gaasdal Dyg og 16-årige Mathilde Berthelsen Rosendahl i fritidsjob, hvor de skal være godt selskab for plejecentrets beboere. Det har de alle stor glæde af.

Jelling: - For mig at se er det her en kæmpesucces, og kunne jeg have 10 mere til at hjælpe, så ville jeg meget gerne det.

Anna Laurberg er meget glad for sine to nye ansatte. Hun er centerleder på Højagercentret i Jelling, og det er en af tre plejecentre i Vejle Kommune, der har fået mulighed for at ansætte to 15-17-årige i fritidsjob, hvor de har til opgave at holde de ældre beboere ved selskab.

I Jelling var der 32 ansøgere, og af dem blev det 15-årige Maja Gaasdal Dyg og 16-årige Mathilde Berthelsen Rosendahl, der fik jobbet, som de startede på lige efter nytår. Og det har de ikke fortrudt.

- Jeg er rigtig glad for det, og jeg glæder mig hver gang til at komme her. Man bliver mødt af nogle dejlige mennesker, der er oprigtigt glade for at se en, og de kan ikke takke nok gange for, at vi gider at lave ting og snakke med dem, og det bliver man også selv glad af, siger Maja Gaasdal Dyg.

Pigerne giver en masse liv og aktivitet, og så er både beboere og medarbejdere rigtig glade for dem. For medarbejderne frigør det tid til at lave noget andet, og for beboerne giver det et indspark og gør dem i bedre humør i hverdagen, så det er med til at bidrage til vores målsætning om, at at Højagercentret er et hjem, hvor man får et liv, der er værd at leve.
Anna Laurberg, centerleder, Højagercentret
Maja Gaasdal Dyg (t.v) og Mathilde Berthelsen Rosendahl er med til at sprede god stemning blandt beboerne på Højagercentret i Jelling. Foto: Mette Mørk
Maja Gaasdal Dyg (t.v) og Mathilde Berthelsen Rosendahl er med til at sprede god stemning blandt beboerne på Højagercentret i Jelling. Foto: Mette Mørk

Giver mere tid

De to piger har givet sig selv jobtitlen "hyggemakkere". På den ene side, fordi de ikke må lave deciderede plejeopgaver og derfor er der for at sprede glæde, og så fordi det ganske enkelt er et hyggeligt arbejde.

- Det er et helt andet tempo, end man er vant til, men selv om det er et langsomt tempo, så går tiden hurtigt. Man er nærmest i en lukket boble, siger Mathilde Berthelsen Rosendal, der til dagligt går i 1.g på Rosborg Gymnasium.

Kollegaen følger op:

- Og så er det dejligt afstressende. Jeg skal til noget hver eneste dag, og selv om det her er endnu en ting i kalenderen, så føler jeg faktisk, at jeg har fået mere tid, siger Maja Gaasdal Dyg, der går i 9. klasse på Bredagerskolen.

Maja Gaasdal Dyg er glad for, at hun altid bliver mødt af en masse glade mennesker - og kæledyr - når hun dukker op på Højagercentret. Her er hun et smut forbi Henning og hunden Molly. Foto: Mette Mørk
Maja Gaasdal Dyg er glad for, at hun altid bliver mødt af en masse glade mennesker - og kæledyr - når hun dukker op på Højagercentret. Her er hun et smut forbi Henning og hunden Molly. Foto: Mette Mørk

Farfars store betydning

For begge de to piger er det deres farfar, der har været en afgørende faktor for, at de fik lyst til at søge muligheden for at arbejde med ældre.

- Min farfar er kommet på plejehjem, og han er typen, der ikke selv kan sørge for, at der sker noget i hverdagen. Så på den måde er det fedt, at man kan komme her og gøre en forskel - at vi kan få sparket lidt liv i dem, siger Mathilde Berthelsen Rosendahl med et glimt i øjet.

- Jeg var meget sammen med min farfar, indtil han døde sidste år, og siden har jeg savnet det selskab, og her er der en god mulighed for at skabe noget af det igen, lyder det fra Maja Gaasdal Dyg.

En god sludder spreder smil hos både de nye ungarbejdere og de garvede beboere på Højagercentret. Foto: Mette Mørk
En god sludder spreder smil hos både de nye ungarbejdere og de garvede beboere på Højagercentret. Foto: Mette Mørk

Godt med gåture

Pigerne er overbevist om, at det er et eftertragtet fritidsjob, de har fået, og de har kammerater, der er en anelse misundelige på dem. Det forstår man måske godt, når man tænker på, hvad pigerne laver, når de er på arbejde.

- Jeg kan godt lide bare at snakke med beboerne, eller at vi går en tur og får lidt frisk luft og ilt til hjernen. Der er også en masse gode ting at snakke om, når vi er ude at gå, siger Maja Gaasdal Dyg.

Mathilde Berthelsen Rosendal har det på samme måde, men hun vil også mægtigt dyste med beboerne i et spil kort eller lignende.

- Jeg er konkurrencemenneske, så jeg kan godt sidde og spille ludo i en halvanden time med nogen. Jeg gider ikke tabe, og det gider de heller ikke, siger hun.

Også dårlige dage

Det er dog ikke altid, at det bare handler om at være der for hyggens skyld.

- De har jo også dårlige dage, hvor det er vores opgave at få dem på positive tanker, siger Mathilde Berthelsen Rosendal.

- Hvis de græder, så skal vi være der til at give et kram eller vise, at der er nogen, der faktisk tænker på dem, lyder opfølgningen fra Maja Gaasdal Dyg.

Indtil videre er pigerne ansat i 4-8 timer om ugen, og de arbejder enten efter skole eller i weekenderne.

Maja og Mathilde er de ældres 'hyggemakkere': Vi sparker lidt liv i dem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce