Menighedsfolk takkede Herren for et lod af jorden på Sydkrogen

Efter 85 år på Bethaniavej skifter Jelling Indre Mission snart adresse til Sydkrogen 4, efter foreningen i weekenden fejrede rejsegilde på det nye menighedshus. Her er det formand Thomas Lindegaard, som sagde et par ord i forbindelse med rejsegildet. Foto: Yilmaz Polat

Menighedsfolk takkede Herren for et lod af jorden på Sydkrogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den lokale Indre Mission-afdeling kommer tættere på et nyt samlingssted, efter foreningen i weekenden fejrede rejsegilde på Jelling Menighedshus.

Jelling: Det er fredag eftermiddag, og vi er til rejsegilde ved en ny bygning på Sydkrogen.

Men det er ikke en hvilken som helst bygning. Ikke nok med, at det er første gang i over 10 år med byggeaktivitet på Sydkrogen, tilhører det nye hus nemlig Jelling Indre Mission.

- Vi er i dag til festdag og takkefest. Vi fejrer, at vi er nået så langt med byggeriet, og vi takker alle dem, der har hjulpet os, lyder det indledningsvist fra Thomas Lindegaard, formand for Indre Mission i Jelling.

Derfor hedder det et menighedshus
  • Normalt samles Indre Missions lokale afdelinger landet over i missionshuse, men i Jelling hedder det et menighedshus.
  • Byens hidtidige menighedshus på Bethaniavej er fra 1933, og i forbindelse med indvielsen dengang for 85 år siden skulle en afstemning afgøre husets navn.
  • Med 12 stemmer på menighedshus og 7 stemmer på missionshus blev det således afgjort, at det skulle hedde Jelling Menighedshus.
  • I foråret 2019 skifter Jelling Menighedshus adresse til Sydkrogen 4, når de nye lokaler kan tages i brug.
  • Den gamle bygning på Bethaniavej er solgt til en privat investor, som vil indrette lejligheder i huset, når Jelling Indre Mission rykker videre.


Kilder: Lokalhistorisk Arkiv og Vejle Amts Folkeblad
Intet rejsegilde uden en krans. Foto: Yilmaz Polat
Intet rejsegilde uden en krans. Foto: Yilmaz Polat

Heldige og taknemmelige

I det, der skal være husets største samlingsrum, er næsten 100 mennesker mødt frem. Her er både de helt små i barnevogne, de legeglade børn, de smarte teenagere, alle deres forældre og dem med gråt hår.

- Vi er heldige og taknemmelige for, at vi i Jelling har fået et lille stykke lod af jorden til at bygge et nyt menighedshus, som vi netop har sunget i salmen (Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, red.). Men når huset står færdigt, er der noget andet, der skal bære bygningen, fortæller Thomas Lindegaard.

Og han fortsætter:

- Det er fint med gode rammer som loft, vægge, tag, varme og andre vigtige elementer. Men det vigtigste er, at det bygger på Herrens ord, og at vi med glæde kan påkalde Gud, siger formanden med endnu en reference til salmen.

Første spadestik blev taget i maj i år, og det forventes, at huset kan tages i brug i foråret 2019. Foto: Yilmaz Polat.
Første spadestik blev taget i maj i år, og det forventes, at huset kan tages i brug i foråret 2019. Foto: Yilmaz Polat.

Stole nok til alle

Den nye bygning er også en konsekvens af vokseværk i Indre Mission Jelling. Det fortæller foreningens kasserer, Flemming Rasmussen.

- Vi er efterhånden ved at være oppe på 50 voksne og 50 børn, så nogle gange har vi haft udfordringer med pladsen til vores møder. Ja, faktisk fandt vi ud af, at der nogle, der blev hjemme, fordi de ikke kunne være sikre på at få en stol til vores møder. Så var det, at det gik op for os, at vi måtte bygge et nyt hus, hvor der kunne være plads til endnu flere, siger han.

Og plads bør der være nok af i det nye menighedshus, der er 523 kvadratmeter stort. I alt fylder grunden 3400 kvadratmeter, og udenfor skal der blandt andet etableres en parkeringsplads til 35-40 biler.

- I den store sal kan der nok være mellem 150 og 200 mennesker. Derudover har vi også børne- og ungdomslokaler, forklarer Flemming Rasmussen om bygningen, som også kommer til at rumme køkken, teknikrum, toiletter og en stor forgang.

Indre Mission i Jelling består af omkring 50 voksne og 50 børn. De kommer ikke bare fra Jelling, men også byer som Givskud, Gammel Sole og Give. Foto: Yilmaz Polat
Indre Mission i Jelling består af omkring 50 voksne og 50 børn. De kommer ikke bare fra Jelling, men også byer som Givskud, Gammel Sole og Give. Foto: Yilmaz Polat

Her kommer pengene fra

Byggeriet er budgetteret til omkring otte millioner kroner, hvilket er forholdsvis mange penge for en frivilligdrevet forening uden indtægter.

Derfor går der også en række år, inden det hele er betalt.

- Vi har solgt det gamle hus på Bethaniavej for 1,5 millioner kroner, og fra Indre Missions byggefond har vi fået 1,8 millioner kroner. Resten er vi ved at samle ind, blandt ved hjælp af tilsagn fra mange af vores medlemmer, der hver giver et årligt beløb. Formentlig er huset betalt af inden for 20 år, forklarer Flemming Rasmussen.

Jelling Indre Mission forventer at kunne tage de nye lokaler på Sydkrogen i brug i løbet af foråret 2019.

Kage, pølser, kaffe og masser af sodavand sørgede for, at de fremmødte ikke gik sultne hjem fra rejsegildet for det nye Jelling Menighedshus. Foto: Yilmaz Polat
Kage, pølser, kaffe og masser af sodavand sørgede for, at de fremmødte ikke gik sultne hjem fra rejsegildet for det nye Jelling Menighedshus. Foto: Yilmaz Polat

Menighedsfolk takkede Herren for et lod af jorden på Sydkrogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce