Nu jagter de hovedindgangen til Harald Blåtands Jelling

Museumsinspektør Charlotta Lindblom startede før jul med de første forundersøgelser af Anesminde-havens undergrund, og her var der spor, som skal undersøges yderligere ved en regulær udgravning. Arkivfoto: Mette Mørk

Nu jagter de hovedindgangen til Harald Blåtands Jelling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VejleMuseerne har været i jorden i Jelling for at finde et hul i palisaden. Og til at starte med lignede det, at en port - og dermed en mulig hovedindgang - var dukket op. Men desværre, og nu skal der en ny tilladelse og flere penge til, før der kan graves igen.

Jelling: VejleMuseerne er på jagt efter en port i palisaden. Og ikke bare hvilken port, men sandsynligvis den, der har været hovedindgangen til Harald Blåtands Jelling.

Jagten foregår i Anesmindes have, der ligger lige bagved Kongernes Jelling, og hvor en del af palisadens vestlige side gemmer sig under muldjorden.

I starten af ugen var der faktisk en del, der tydede på, at man havde fundet en indgang. Men sådan skulle det ikke gå. Forklaringen på det er en smule snøvlet, og den kommer her:

Det er den side af palisaden, som vi kender mindst til, og jeg må indrømme, at det klør lidt i fingrene for at grave noget mere, men det må vi ikke, fordi vi er på et fredet område.
Charlotta Lindblom, museumsinspektør ved VejleMuseerne
Derfor kan vestsiden gemme på hovedindgangen
Palisaden havde flere indgange, og man har fundet den, der var placeret på den nordlige side.

Ud fra idéen om, at Harald Blåtand byggede meget symmetrisk, håber Charlotte Lindblom fra VejleMuseerne, at hun kan finde vest-porten, som menes at være hovedindgangen.

- Ved placeringen af centrale pladser kan man se, at transportvejene har været altafgørende, og Hærvejen løber forbi den vestlige side af palisaden, så det vil give mening, hvis hovedindgangen er her, forklarer Charlotta Lindblom.
Den mørke række til venstre for pinden er sporet efter palisaden, mens den anden række til højre for pinden er noget, som Charlotte Lindblom endnu ikke kender historien bag. Det er første gang, at VejleMuseerne finder noget, der på den måde ligger parallelt med palisaden. Foto: Nicolai Svante Skovgård
Den mørke række til venstre for pinden er sporet efter palisaden, mens den anden række til højre for pinden er noget, som Charlotte Lindblom endnu ikke kender historien bag. Det er første gang, at VejleMuseerne finder noget, der på den måde ligger parallelt med palisaden. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Finder først et hul

Museet har fået en særlig tilladelse til at grave en tre meter bred forundersøgelse i det ellers fredede område, som palisaden befinder sig på. Det gør de så og finder spor efter to stolper på en lige række, der følger beregningerne for, hvor palisaden stod for godt 1000 år siden.

Ved siden af er der et hul, og det kan betyde to ting - enten er palisaden slidt væk, eller også har der været en port.

Museumsinspektør Charlotta Lindblom hældte til det sidste, da hun havde fundet endnu et stolpespor få meter derfra, som svarede meget til et lignende fund ved den indgang, der er udgravet på nordsiden.

VejleMuseerne gravede første gang i starten af ugen og fandt en række stolpehuller, som gav indikationer på, at en port måske var fundet. Det viste sig dog, at palisaden slet ikke lå der, og så måtte de grave igen. Foto: Nicolai Svante Skovgård
VejleMuseerne gravede første gang i starten af ugen og fandt en række stolpehuller, som gav indikationer på, at en port måske var fundet. Det viste sig dog, at palisaden slet ikke lå der, og så måtte de grave igen. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Nyt hul og nyt fund

Men det viser sig, at der er tale om en tredje ting. Der er ikke nogen port - og der er heller ikke tale om, at palisaden var slidt væk. Der er i stedet tale om forkerte beregninger.

Palisaden ligger gemt i jorden nogle meter længere inde mod gravhøjene, og så må Charlotta Lindblom i jorden igen og grave et nyt tre meter bredt søgespor til en ny forundersøgelse. Og der er heller ingen port, men palisaden er der til gengæld.

- Vi har fundet tre meter af palisaden, så den dækker hele søgesporet, og den er i god bevaringstilstand i det her område, siger Charlotta Lindblom, der så kan undrer sig over, at der også er spor efter noget andet lige ved siden af.

- Jeg ved ikke, hvad det er, men det følger fuldstændigt palisaden, og det ser ikke moderne ud. Det er ikke noget, vi har set ved de andre palisadeudgravninger, så det er en lille ekstra gevinst, siger hun.

På kortet kan man se, hvor der hidtil har været gravet efter palisaden, og det er især i det nordøstlige hjørne. Den vestlige side er der, hvor der er gravet mindst, men det kommer Vejle Kommunes opkøb af Anesminde nok til at ændre på. Foto: Nicolai Svante Skovgård
På kortet kan man se, hvor der hidtil har været gravet efter palisaden, og det er især i det nordøstlige hjørne. Den vestlige side er der, hvor der er gravet mindst, men det kommer Vejle Kommunes opkøb af Anesminde nok til at ændre på. Foto: Nicolai Svante Skovgård

Havde været svineheldigt

En hovedindgang bliver det altså ikke til i denne omgang.

- Vi har tilladelse til at grave et tre meter bredt spor, og indgangen er nok ikke mere end 2,5 meter bred, så det vil være svineheldigt, hvis vi havde fundet den nu her, siger Charlotta Lindblom.

Hun regner dog med, at porten - hvis der overhovedet er en på vestsiden - ligger inden for 50-70 meter på hver side af der, hvor hun har undersøgt jorden. Harald Blåtand var nemlig glad for at bygge meget symmetrisk, så det vil matche den indgang, der er fundet på nordsiden. Derfor er jagten ikke indstillet - den er bare sat på pause.

- Vi skal have en ny tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen til at grave i området, og der er placeringen af porten et af de spørgsmål, vi vil søge om at få lov til at finde svar på. Men vi skal også have nogle penge, så der skal vi søge om fondsmidler til en forskningsudgravning, og vi er i samarbejde med Nationalmuseet i gang med at formulere en ansøgning med de problemstillinger, vi har, siger museumsinspektøren.

Det er i Anesminde-haven lige bag Kongernes Jelling, at VejleMuseerne har lavet flere forundersøgelser med henblik på en senere udgravning, som de dog først skal søge tilladelse og fondspenge til. Arkivfoto: Søren Gylling
Det er i Anesminde-haven lige bag Kongernes Jelling, at VejleMuseerne har lavet flere forundersøgelser med henblik på en senere udgravning, som de dog først skal søge tilladelse og fondspenge til. Arkivfoto: Søren Gylling

Jagter stadig porten

Charlotta Lindblom tilføjer desuden, at Anesminde er et af de sidste steder, hvor det er muligt at grave i palisadeområdet, da resten ligger i den beboede del af Jelling, og at de godt kan lave udgravningen uden at være destruktive, som hun kalder det.

- Vi skal bare åbne op; dokumentere det, vi finder; lave målinger; og så dækker vi det til igen. Det kan vi gøre meget skånsomt, og vi behøver ikke at gøre det på hele området. Det er stadig porten, vi jagter, og finder vi den, behøver vi ikke at grave mere i palisaden, for den kender vi jo fra tidligere udgravninger, siger hun.

Til gengæld er der flere andre steder i Anesminde-haven, hvor der også skal graves yderligere, for der er også fundet spor efter noget, der måske kan være bygningsværker. Charlotta Lindblom forventer dog først, at det bliver efter sommerferien, da Vejle Kommune endnu ikke har overtaget hele Anesminde.

Nu jagter de hovedindgangen til Harald Blåtands Jelling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce