Prins på hemmeligt og ualmindeligt besøg i Jelling

Prins Joachim fik lov at åbne døren til den store Jellingsten, da han var på uofficielt besøg i mandags. Foto: Kongernes Jelling

Prins på hemmeligt og ualmindeligt besøg i Jelling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere på ugen var prins Joachim et smut forbi forfædrene i Kongernes Jelling. Besøget var ikke et ganske almindeligt besøg.

Jelling: Mandag var mildest talt en lidt anderledes dag i oplevelsescentret Kongernes Jelling.

Kort efter middagstid troppede selveste prins Joachim nemlig op for at høre nærmere om Harald, Gorm og de andre fortidsminder ved Jellingmonumenterne.

Det var Morten Teilmann-Jørgensen, der er formidlings- og eventansvarlig i Kongernes Jelling, som fik æren af at vise prinsen rundt.

- Vi havde naturligvis fået en varsel på forhånd, men da det var et uofficielt besøg, kom han bare i den almindelige åbningstid. Normalt er mandag en forholdsvis stille dag, men der var flere gæster, der opdagede ham og fik sig en lille overraskelse, fortæller Morten Teilmann-Jørgensen.

Besøget var en god reminder om, at selv om vi har høje besøgstal, er der stadig mange mennesker, der ikke kender så meget til Jellings historie. Ja, selv den nærmeste familie har noget at lære.
Morten Teilmann-Jørgensen, Kongernes Jelling
Det er første gang siden 2000, at prins Joachim besøger forfædrene i Jelling. Foto: Kongernes Jelling
Det er første gang siden 2000, at prins Joachim besøger forfædrene i Jelling. Foto: Kongernes Jelling

Hemmelighed

Besøget varede seks timer og var derfor ikke et helt almindelig besøg, afslører Morten Teilmann-Jørgensen.

Hvad det præcist gik ud på, må offentligheden dog vente lidt med at få at vide.

- Men jeg kan sige så meget, at det har noget med et tv-program at gøre, siger han.

Helt tæt på

Faktisk har prins Joachim ikke besøgt Jelling siden 2000, efter at Gorm den Gamle blev genbegravet i kirkens kammergrav. Her var han af sted sammen med dronning Margrethe, prins Henrik og kronprins Frederik.

- Dengang var der kun Jellingstenene, kirken og de to gravhøje, så det var en sjov oplevelse at vise ham rundt her 18 år efter, da der er sket rigtig meget siden dengang. Det var især en fornøjelse inde i oplevelsescenteret, hvor man kan afspille små historier om kongerækken. Han var vildt fascineret og kunne næsten ikke høre nok om de gamle konger, fortæller han.

I løbet af besøget fik prins Joachim også lov til at låse døren op til den store Jellingsten og komme helt tæt på verdensarven.

- Det er trods alt familie, siger Morten Teilmann-Jørgensen med et smil.

Meget mere end to sten

Ifølge Morten Teilmann-Jørgensen vidste prins Joachim meget om historien, men han fik alligevel flere overraskelser med sig hjem.

- Jeg synes, besøget var en god reminder om, at selv om vi har høje besøgstal, er der stadig mange mennesker, der ikke kender så meget til Jellings historie. Ja, selv den nærmeste familie har noget at lære. Mange tror, at det bare handler om to sten, men der er langt mere at fortælle, siger han.

- Det sidste, han sagde til mig, var, at han snart ville komme tilbage med sine børn, så de kunne få lov at se Jellingmonumenterne. Det er naturligvis meget dejligt at høre, tilføjer han.

Det er andet år i træk, at Morten Teilmann-Jørgensen får muligheden for at vise de kongelige rundt på hans arbejdsplads, efter at kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og parrets fire børn i sommeren 2017 var på privat besøg i Kongernes Jelling.

Prins på hemmeligt og ualmindeligt besøg i Jelling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce