Vildt far-datter projekt: Søren og Berta gik til tops på Kilimanjaro

Efter seks dage med en gennemsnitsfart på omkring en kilometer i timen nåede Berta og Søren Brønniche toppen af Kilimanjaro. Privatfoto

Vildt far-datter projekt: Søren og Berta gik til tops på Kilimanjaro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kvalme, opkast, rygkrampe og ekstreme vejrforhold kunne ikke stoppe en far og hans datter i at bestige Afrikas højeste bjerg. Det største, jeg nogensinde har oplevet, siger 20-årige Berta Brønniche.

Jelling: Selv om der er gået over en uge, siden Søren og Berta Brønniche landede i Danmark og Jelling igen, er de stadig helt høje på den oplevelse, de har haft sammen i sommerferien.

En ferie, som hverken har stået på camping- eller chartertur, men noget så eventyrligt og udfordrende som en tur til Tanzania for at bestige Kilimanjaro. Et bjerg, der med sine 5.895 meter er Afrikas højeste.

Bag idéen stod datteren Berta. Hun arbejdede hos Eventyrland i Vejle, hvor der foran en trappe står: "Gå op og ned ad de her trapper 6783 gange, så har du besteget Kilimanjaro."

15 minutter efter, hun havde sendt en sms om idéen til sin far, Søren, var svaret klart: Det ville han gerne.

Det er ikke første gang, Søren og Berta Brønniche tager på udflugt sammen, men turen til Kilimanjaro går direkte ind på førstepladsen som den mest mindeværdige oplevelse. Foto: Anders Kynde
Det er ikke første gang, Søren og Berta Brønniche tager på udflugt sammen, men turen til Kilimanjaro går direkte ind på førstepladsen som den mest mindeværdige oplevelse. Foto: Anders Kynde

Dårlig start

Og nu er de altså tilbage i Jelling igen. Begge i god behold og med en fantastisk oplevelse, som de aldrig vil glemme.

- Ruten var planlagt sådan, at vi havde seks dage til at gå op og to dage til at gå ned igen. Der er mulighed for at gøre det på kortere tid, men så er gennemførselsprocenten ikke så høj, fortæller 52-årige Søren Brønniche.

Desværre fik de den værst tænkelige start på opstigningen mod toppen.

- For at undgå højdesyge skal man løbende tage piller, men hver gang jeg slugte pillerne, fik jeg kvalme og kastede op. Noget af det mest basale, der skal være på plads for at nå toppen, er at drikke vand og spise mad, men jeg kastede det hele op, så jeg havde næsten ingen kræfter de første par dage, fortæller Berta.

Hun besluttede sig derfor at droppe pillerne.

- Jeg ville hellere risikere at blive ramt af højdesyge end at få at kvalme og kaste op, siger hun.

Under hele turen gik de sammen med en guide, mens der også var en kok, en tjener og et team af bærere. I alt var der ni mand tilknyttet Søren og Bertas tur.

Dette billede blev taget efter et par dages vandring, hvor toppen af Kilimanjaro kan ses i baggrunden. Privatfoto
Dette billede blev taget efter et par dages vandring, hvor toppen af Kilimanjaro kan ses i baggrunden. Privatfoto

Tynd luft

De lægger ikke skjul på, at de stigende højdemeter var en stor udfordring på vej mod toppen.

- Fingrene sitrer, og man begynder at have nærmest konstant næseblod. Og for mit vedkommende blev min tinnitus forværret yderligere, fortæller Søren.

- De sidste dage var jeg nødt til at holde pauser, når jeg skulle binde sko om morgenen, fordi luften var så tynd, at man blev nemt forpustet, tilføjer Berta.

En anden udfordring var vejret, som blev mere ekstremt jo højere de kom op.

- De sidste par dage blæste det virkelig meget, og nogle steder var der snestorm. På et tidspunkt var det så voldsomt, at man kunne gå ti meter og efterfølgende bliver blæst to meter tilbage af et vindstød, forklarer Berta.

Det var også hende, der var mest presset den sidste dag, hvor de stod op ved midnat og gik mod toppen for at være der til solopgang.

- Jeg sagde til vores guide, at jeg ikke kunne gå mere. Men han sagde bare "no" og trak mig op det sidste stykke, siger hun, hvorefter Søren indskyder:

- Selvfølgelig kan man blive mistænkelig på, at guiden bare trak hende op, men vi stolte på hans erfaring, idet han har besteget bjerget 200 gange. Han kunne se på Berta, at hun brug for et ekstra skub, og vi følte ikke, at det var uforsvarligt, siger han.

- Gå ikke ned på udstyr. Det er et af vores bedste råd, lyder det fra Søren og Brønniche, som hver har brugt omkring 35.000 kroner på rejsen, udstyret, forsikring, vacciner og lignende. Foto: Anders Kynde
- Gå ikke ned på udstyr. Det er et af vores bedste råd, lyder det fra Søren og Brønniche, som hver har brugt omkring 35.000 kroner på rejsen, udstyret, forsikring, vacciner og lignende. Foto: Anders Kynde

Tårer og snestorm

Det er stadig svært for Berta og Søren Brønniche at beskrive den følelse, de havde, da de nåede toppen af Kilimanjaro.

- Det er det største og vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg så, at min far græd. Sådan havde jeg aldrig set ham før. Men det var også lidt sødt. Og så begyndte jeg også at græde, lyder det fra Berta.

På grund af snestorm og minus 20 grader blev det til et par hurtige billeder på toppen, før de gik ned ad bjerget igen.

- Vi gjorde det. Men det var nok først, da vi kom ned på hotellet, at det gik op for os, hvor stort det egentlig var, siger Søren.

Lugtede fælt

Og hvordan gik det så med at være sammen 24 timer i døgnet flere dage i træk for en far og en 20-årig datter?

- Selvfølgelig var det udfordring at bo otte dage sammen i et lille telt. Hver dag havde vi kun en halv liter vand at vaske os med, så vi lugtede fælt. Men jeg tror, det var vigtigt for os, at det var et fælles projekt. Hvis Berta ikke havde spurgt mig, var jeg ikke kommet afsted, og hvis jeg ikke havde været med, var hun ikke kommet op, fortæller Søren.

- Vi havde en fælles mission, og vi fuldførte den. For mig har det været en personlig rejse ved både at leve så primitivt og være så meget sammen med min far. Det gik rigtig godt, men det har nu også været dejligt at komme hjem og have lidt alenetid igen, siger Berta med et smil.

For Berta var oplevelsen på Kilimanjaro en engangsforestilling, mens Søren godt kunne finde på at gøre det igen. Uanset hvad er det ikke deres sidste udflugt sammen.

- Om det bliver et nyt bjerg eller noget andet, ved vi ikke, men vi er sikre på, at vi nok skal finde et nyt projekt at gennemføre, lyder det.

Vildt far-datter projekt: Søren og Berta gik til tops på Kilimanjaro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce