- Jeg har lært, at alt kan ske

Julie Christiansen spillefilmsdebuterede for 12 år siden, men det er først inden for de senere år, hun er begyndt at kalde sig selv skuespiller. ?Det var nok en forsvarsmekanisme, for tænk, hvis det ikke gik?, erkender hun. Foto: Carsten Lauridsen

- Jeg har lært, at alt kan ske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I dag, anden juledag, kan seerne møde Julie Christiansen i rollen som den rebelske, charmerende og under overfladen sårbare Nanny Salomon, når TV2 har premiere på tv-serien "Lykke-Per" af Bille August. Her fortæller skuespilleren blandt andet om at finde sin vej, være på sit livs eventyr midt i sit livs største sorg og om mødet med en instruktør gjort af et særligt stof.

Skuespil: - Jeg var 14 år, da jeg mødte Bille August første gang. Et par måneder forinden havde min far set en annonce i avisen, hvor de søgte piger til en film. Jeg kom til casting, og det gik virkelig godt, men jeg endte med kun at blive nummer to. Så en dag ringede casteren og fortalte, at Bille August skulle bruge en ung pige til en reklame for Nybolig. Havde jeg mon lyst til det? Det havde jeg selvfølgelig. Den første dag på optagelserne kom Bille August hen og hilste på mig og min far. "Hej, jeg hedder Bille", sagde han og gav hånd, og min far blev SÅ starstruck og nervøs.

- Jeg vidste faktisk ikke helt, hvem han var. Om han havde spillet med i "Tro, håb og kærlighed" og "Busters verden", eller hvordan det hang sammen. Og det var nok meget godt, at jeg ikke var lige så imponeret som min far, for det gjorde, at jeg slappede mere af. En uge efter, at optagelserne var færdige, ringede Bille hjem til mig for at høre, om det havde været en god oplevelse for mig at være med. Det var virkelig god stil, for det havde han jo slet ikke behøvet. Vi talte lidt frem og tilbage, og bagefter spurgte min far, hvem det var, der havde ringet. "Det var bare Bille", sagde jeg. "Undskyld, hvem var det?!". Jeg var helt upåvirket, men det var min far altså ikke.

- Optagelserne med Bille August dengang er en af grundene til, at jeg er blevet skuespiller. Jeg havde allerede lavet lidt teater inden, men nu blev jeg mere seriøs omkring og begyndte at eksperimentere mere. Jeg kan huske, at vi skulle sætte "Tryllefløjten" op. Jeg havde lyst til at prøve nogle nye ting af, så jeg foreslog, at jeg spillede prinsen og fik lov. Senere søgte jeg ind på Eventyrteatret i København og kom ind. Det betød, at jeg hver uge pendlede med toget mellem Vordingborg og København. Nogle gange blev jeg hentet af min far direkte fra skole og kørt ind til teatret, øvede tre timer og vendte så tilbage til Vordingborg. Det var her, jeg for alvor fik testet, om jeg var villig til at knokle for at nå mit mål.

- Indtil for få år siden har jeg haft svært ved at sige, at jeg er skuespiller. Når folk tidligere spurgte, svarede jeg som regel, at jeg lavede skuespil "en gang imellem". Jeg tænkte egentlig også selv, at ja, ja, lad os nu se, hvor jeg ender. I virkeligheden var det bare en forsvarsmekanisme - for tænk, hvis det ikke gik? For sandheden er, at jeg aldrig har tvivlet på, at jeg ville det. Til gengæld har jeg tvivlet på, om jeg kunne blive det. Men jeg er jo blevet skuespiller, og jeg lever rent faktisk af det. Måske hænger det sammen med, at jeg er autodidakt. Jeg har flere gange overvejet at søge ind på Skuespillerskolen, men der er altid kommet en rolle i vejen.

- Den sværeste rolle, jeg indtil videre har spillet, må være rollen i filmen "Wonderful Copenhagen", der handler om human trafficking. Jeg spiller en ung østeuropæisk kvinde, der er blevet solgt til prostitution i Danmark, og det var både svært og hårdt, fordi det var noget med at blive tæsket og voldtaget. Vi var et lille bitte hold, jeg skulle stå letpåklædt på gaden, og forbipasserende troede, jeg var en prostitueret i virkeligheden. Min medspiller, Jens Andersen, er en meget fysisk skuespiller. Når han skulle holde mig nede og være voldsom, så gjorde han det på en måde, der gjorde ondt, og det påvirkede mig virkelig meget. Så det var hårdt, men det var også fedt at være med til at skabe noget, som, vi alle sammen syntes, var vigtigt.

- Jeg har aldrig oplevet noget grænseoverskridende mellem optagelser. Skete det, ville jeg sige fra på stedet, men så længe noget er til filmens bedste, må optagelser gerne være voldsomme og frembringe ægte følelser. Men selvfølgelig er man fuldstændig smadret bagefter. Efter nogle af de virkelig hårde scener købte jeg sushi til mig selv på vej hjem, fordi jeg trængte til at forkæle mig selv lidt og passe lidt på mig selv. Det var min måde at give mig selv et skulderklap på. "Det var godt klaret, Julie".

- Historien om, hvordan jeg fik rollen i "Lykke-Per", er lidt sjov. Sommeren 2016 var jeg til Svend-prisen i Svendborg, fordi tv-serien "Heartless", som jeg spiller med i, var nomineret til en pris. Bille August og Ghita Nørby var der med "Stille hjerte". Jeg har hørt, at Ghita på et tidspunkt prikkede til Bille og pegede på mig og sagde: "Hende der, hun skal da være med i Lykke-Per". "Det er jo Julie, der blevet voksen", konstaterede Bille August og gik over til mig. Vi talte lidt sammen, og inden han gik igen, sagde han, at jeg ville blive ringet op ugen efter om en ny film, han skulle i gang med. Og ganske rigtigt. Ugen efter blev jeg kaldt til casting i rollen som Nanny og fik den.

- Jeg har altid drømt om at få lov til at lave de her historiske periodedramaer, så det var mit livs eventyr. Tænk, at filme i kulisser, der sender dig tilbage til en helt anden tid, og samtidig var det enormt interessant at arbejde med min rolle. På overfladen virker Nanny måske lidt naiv og ubekymret, men inderst inde føler hun nok, at hun står i skyggen af sin kloge, boglige storesøster.

- Optagelserne gik i gang i juli sidste år. Præcis en måned inden fik min mor diagnosticeret lungekræft. Det var en vanvittig periode, men man kan, hvad man bliver nødt til at kunne, og i virkeligheden endte optagelserne med at være et frirum. Midt i hele kræfthelvedet med scanninger, svar og svære lægesamtaler havde jeg en gang imellem mulighed for at træde ind i en anden verden og være en helt anden. Så i virkeligheden var rollen som Nanny en gave. Min mor døde kort før jul. Jeg var blevet færdig med "Lykke-Per" en måned forinden, og på det tidspunkt var tydeligt, at nu gik det for alvor ned ad bakke. Men hun nåede at være med på optagelser, og de tog alle sammen så godt imod hende. Dagen før, hun døde, skrev jeg til Bille, at det var tæt på nu, og det kunne være fantastisk, hvis de havde nået at klippe noget, jeg kunne få lov til at vise hende. Svaret kom med det samme: "Det finder vi ud af!". Sådan er Bille.

- Og så stoppede de arbejdet og gik i stedet i gang med at samle nogle optagelser til min mor. Næste formiddag kunne jeg vise min mor 10 minutter fra "Lykke-Per". Hun døde samme aften. Jeg er så glad for, at hun nåede at se noget af filmen. Til gengæld nåede hun desværre ikke at opleve, da jeg tre måneder senere modtog en Bodil for min rolle som Trine i Avaz-brødrenes film "Mens vi lever". Det var min største drøm at få en Bodil. Det havde været som en stjerne ude i horisonten. Nu fik jeg den, og jeg ville så gerne have delt det med min mor.

- Forleden var det præcis et år siden, min mor døde, og det har på mange måder været et vildt og kontrastfyldt år. Så fantastisk og så forfærdeligt. Jeg har lært, at alt kan ske. Der kan ske dårlige ting, og der kan ske gode ting, og vi bliver nødt til at kaste os i livet og leve det fuldt ud. Det lyder som en total kliche, men jeg føler virkelig, at jeg ikke har tid til at gøre ting halvt. Det betyder, at jeg er blevet mindre forsigtig. Jeg går efter det, der føles rigtigt, og jeg har arbejdet virkelig meget.

- Der har været masser af dage til at sørge og tænke og føle og gå i terapi. Men der har også været dage med det, jeg elsker at lave, så det er fantastisk. Mine ambitioner går ikke så meget i retning af rød løber og gennembrud i udlandet. Jeg har agenter i England og USA, og vi ser, hvad der sker. Men det vigtigste er, at jeg bliver ved med at kunne gå ind i historier, der føles vigtige at fortælle.

Julie Christiansen
Julie Christiansen er 31 år, opvokset i Vordingborg og bor i dag i København.Spillefilmsdebuten kom i 2006 med rollen som Emma i "Råzone", og siden har hun været med i en film og tv-serier.

De fleste lærte hende for alvor at kende i tv-serien "Lykke", og senest har hun været med i "Mens vi lever", "Sygeplejeskolen" og "Lykke-Per".

I øjeblikket er hun i gang med optagelserne til Avaz-brødrenes nye film, der har arbejdstitlen "Kollision". Hun er desuden ambassadør for Patientforeningen for Lungekræft.

Tv-serien "Lykke-Per" er instrueret af Bille August og har premiere på TV2 i dag, 26. december, klokken 20.00.

–-Fakta:

Tre af Julie Christiansens danske forbillederNikolaj Lie Kaas: Jeg er så heldig at spille sammen med ham lige nu, og jeg elsker ham for at mestre den der helt fantastiske balance mellem at være sjov og underspillet. Han er den største stjerne, vi har.

Trine Dyrholm: Hun har en autenticitet, der er helt fortryllende. Når jeg ser hende, glemmer jeg helt, at jeg ser på en skuespiller. Jeg føler bare, jeg ser et menneske.

Danica Curcic: Hun har en vildskab og er ekstremt uforfængelig. Der er ikke så meget pis med hende. Og det kan sådan en selvkritisk en som mig godt lære lidt af.
I ?Lykke-Per? spiller Julie Christiansen den charmerende og forførende Nanny Salomon, der i første omgang får Pers opmærksomhed, men senere forelsker han sig i hendes storesøster, Jakobe. Foto: Carsten Lauridsen
I ?Lykke-Per? spiller Julie Christiansen den charmerende og forførende Nanny Salomon, der i første omgang får Pers opmærksomhed, men senere forelsker han sig i hendes storesøster, Jakobe. Foto: Carsten Lauridsen
Julie Christiansen beskriver rollen i ?Lykke-Per? som sit livs eventyr. Muligheden for at arbejde sammen med Bille August om et historisk periodedrama har nemlig længe været en drøm. Foto: Carsten Lauridsen
Julie Christiansen beskriver rollen i ?Lykke-Per? som sit livs eventyr. Muligheden for at arbejde sammen med Bille August om et historisk periodedrama har nemlig længe været en drøm. Foto: Carsten Lauridsen
- Ting bliver sat på spidsen, når man mister en, man elsker, og det at miste min mor har gjort mig endnu mere opmærksom på at leve helt og ikke halvt, siger Julie Christiansen. Foto: Carsten Lauridsen
- Ting bliver sat på spidsen, når man mister en, man elsker, og det at miste min mor har gjort mig endnu mere opmærksom på at leve helt og ikke halvt, siger Julie Christiansen. Foto: Carsten Lauridsen

- Jeg har lært, at alt kan ske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce