Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Animation: "Hvis du søger, finder du en vej"

Mitcho og Sebastian vil opspore og hjembringe den forsvundne borgmester. Foto: Nordisk Film

Animation: "Hvis du søger, finder du en vej"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dette budskab gælder på alle måder denne fantastisk fantasifulde, vildt underholdende og originale filmatisering af "Den utrolige historie om den kæmpestore pære".

Overskriftens kloge motto passer i imponerende grad på både formen og indholdet i den forrygende filmatisering af Jakob Martin Strids børnebogs-nyklassiker "Den utrolige historie om den kæmpestore pære". Universet er helt sit eget og helt originalt, ikke mindst fordi dyre- og menneske-figurer ubesværet lever på lige fod på tværs af art, position og alder.

Her i landet er vi velsignet med et væld af talentfulde og troværdige stemme-kunstnere af alle aldre og typer. Her anføres filmens glimrende stemme-korps af de purunge Liva Elvira Magnussen og Alfred Bjerre Larsen som katte-pigen Mitcho og elefant-drengen Sebastian, som sammen med mere garvede veteraner i den grad er med til at sætte stemningen i symbiose med den vanvittige handling. Denne starter, da Solbys elskede borgmester, J.B., en nat forsvinder. I hans fravær overtager den upopulære viceborgmester, Kvist, straks, overhører fuldstændigt borgernes protester og opfører et enormt rådhusbyggeri på havnefronten og ændrer derved Solby til Skyggeby. Den følgende lørdag vil han udråbe sig til ny borgmester. Noget må gøres hurtigt, og da de to venner, Mitcho og Sebastian, modtager flaskepost fra J.B., slår de pjalterne sammen med atomfysiker Glykose for at få hentet den gamle borgmester hjem inden lørdag. J.B. er strandet på Den Mystiske Ø, men i flaskeposten ligger et frø, som i løbet af natten bliver til en kæmpestor pære, der ombygges til et skib, og i den sejler de ud for at hente J.B. hjem til Solby.

Overrumplende og fascinerende

På jagten støder det pære-sejlende trekløver på de særeste væsener: En flok groteske pirater anført af en klingende norsk kaptajn og en flok rørende gespenster anført af Sebastians oldefars kloge spøgelse. Det er både vanvittigt, smukt, sjovt og skræmmende uhyggeligt.

Dette og resten af fortællingen vil være velkendt for mange: Både voksne, som har oplæst Strids populære bog for børn, og børn, som har hørt den oplæst. Men det hverken formindsker eller forringer oplevelsen af denne bindegale, forrygende og fantasifulde animationsfilm, der - selvfølgelig ligesom bogen - inddrager eventyrklassikere som "Jack og bønnestagen" og "En verdensomsejling under havet´".

Denne animationsfilm udnytter både Jakob Martin Strids sært-skønne fortælling og filmmediet, den fortæller den med, til det yderste: Foregår der en masse spændende og interessante ting på en gang på et eller andet indendørs sted - huse, hjem, pæreskuder, jerndrage-skibe - så animeres disse steder da bare med en åben side, præcis som et dukkehus, så kan vi jo alle følge med i alt, hvad der sker. Det er så lækkert fundet på.

Det er fuldstændig vanvittigt og urealistisk og samtidig fuldstændig logisk og normalt inden for filmens og handlingens univers. Præcis som alt andet her i denne herlige, bindegale gang overrumplende og fascinerende underholdning.

"Den utrolige historie om den kæmpestore pære"

Animation, dansk, 78 minutter, tilladt for alle.